“Havet har en historie at fortælle, en historie du aldrig har hørt før …” Sådan lyder den komplette bagsideblurb på samtlige fire bind af Daisuke Igarashis Children of the Sea. Men historien giver ikke så pokkers meget mening, så den vil jeg kun dvæle kort ved:
Vidunderbarnet og havbiologen Anglade afslører i bind 3, at han åbenbart kan høre lyde så præcist, at han kan angive deres frekvens med to decimaler. Sådan er det bare. Husk at læse fra højre mod venstre.
Pigen Ruka kan høre hav og meteoritter tale til hende. Drengene Umi (Hav) og Sora (Himmel) er vokset op i havet hos nogle søkoer. Og universet er i gang med at lave et eller andet stur, stur nummer, der får alle verdens havdyr til at forsvinde i lysglimt eller opføre sig på måder, de ikke bør. Og i røven på alle disse fænomener er en stak marinebiologer, der til tider minder mere om shamanistiske surfer-hippier. Da seriens svar på den lille mærkelige dame fra Poltergeist-filmene midt i fjerde bind udbryder, at nu er det tid til at slå logikken fra, så er hun tre et halvt bind bagefter i hvert fald denne læser…
Til gengæld gør den manglende logik ikke noget, for turen gennem havbørnenes univers er primært en smuk og betagende rejse. Daisuke Igarashi blander myter og videnskab, new age-filosofi og biologi i en “hele-universet-er-forbundet”-cocktail, der giver os anledning til at rejse først og fremmest ned i havet, men også op på overfladen af Mars og Venus, ind i en livmoder og ind i sindet. Med havbørnene som katalysator får han dermed mulighed for at føre os rundt i både realistiske, eventyrlige og surrealistiske scenarier.
Det bliver gjort i en streg, der på en gang er så grov og lemfældig, at man af og til tænker “sjusket”, og så sirlig, at intet virker overladt til tilfældighederne. Resultatet bliver en slags stregtegningens impressionisme, hvor både den rent naturalistiske streg og den ikoniserede streg er skrottet til fordel for en sansende streg, hvor bølgerne bliver levende omkring os.
Fra det allerførste kapitel. Vores møde med en af havets børn, Ruka. Hun er ganske vist er opvokset på land, men har en særlig sans for havet, der bliver vækket ved mødet med Umi og Sora, der er opvokset hos søkoer som et par havets mowgli'er.
Tag scenen her som eksempel: Hovedpersonen Ruka befinder sig foran et gigantisk akvarium. Et lys bryder vandoverfladen og skinner ud gennem glasset til Ruka og læseren. Der er nærmest kun fiskene, der har en egentlig form på tegningen, og den enkelte fisk ville du ikke genkende som en fisk, hvis du så blot den og ikke hele tegningen. Resten er bygget op af hidsige skraveringer og præcis brug af raster, der bygger lys og skygge sådan op, at vi sanser de omgivelser, der ikke nødvendigvis kan gøres op i flader og streger, fordi vi befinder os i vandet, hvor flader er erstattet af dybder og kanter af brydninger.
Der er scener som den, der gør ‘Children of the Sea’ hele besværet værd. Og der er nogle stykker af dem i alle 35 kapitler, der foreløbigt foreligger på engelsk. En historie, hvor man ikke havde behøvet at koble logikken fra, havde næppe været at foretrække, da den ville have dræbt en god del af de muligheder, der er for at lave de smukke scener. Der er brug for børn, der kan svømme ubesværet i dybhavet, for at vi andre kan få lov at komme med derned.
Fra bind 2: En hval svømmer henover os.
Bind 1-4 er udkommet
Karakter: 3/5
Værkets titel: Children of the Sea
Forfatter/tegner: Daisuke Igarashi
Originaltitel: Kaiju no kodomo
Sprog: Engelsk
Forlag: VIZ Media
Oversætter: JN Productions
Farve og form: Sort/hvid med enkelte farvesider, paperback
Sidetal: 300-350 sider pr. bind
Pris: $14.99 pr. bind
ISBN: Bind 1: 978-1-4215-2914-1, bind 2: 978-1-4215-2919-6, bind 3: 978-1-4215-2920-2, bind 3: 978-1-4215-3541-8
Udgivelsesår: 2009-2011
Originaludgave: 2007-
