Copenhagen Comics 2015 sætter ekstraordinært fokus på børn og unge, og festivalen har i den forbindelse inviteret Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev med til åbningen, når Øksnehallens porte bliver slået op i morgen lørdag kl. 10.00. Som optakt til festivalen har Copenhagen Comics’ børne- og ungeudvalg udviklet et undervisningsprogram til landets folkeskoler. Pia Allerslev besøgte i går 2. V på Kirkebjerg Skole i Vanløse, og hørte lidt om, hvordan det er at have tegneserier på skemaet.
Af Pernille Arvedsen
Copenhagen Comics og Nummer9 har spurgt Pia Allerslev om hvorfor hun stiller op for festivalen, og hvad hun tror tegneserier kan bruges til, på børneværelset og ude i folkeskolerne.
Hvorfor åbner du Copenhagen Comics?
– Copenhagen Comics er et fantastisk arrangement for hele familien, som på fineste vis kombinerer sjov, spænding og læring. Og havde jeg ikke fået æren af at åbne festivalen, havde jeg alligevel været her med mine børn, for jeg vil meget gerne støtte det fantastiske arbejde, som ligger bag Copenhagen Comics.
Vi har mange ting på børne- og ungeprogrammet – hvilke foretrækker du og hvorfor?
– Det er jo stort, at der i år er så meget fokus på børnene og de unge. Jeg er dog tilhænger af overraskelser og ikke at planlægge alt for meget på forhånd, så jeg glæder rigtig meget til at gå rundt i Øksnehallen og lade mig opsluge af det enorme væld af stande og aktiviteter rundt omkring – og med dét program bliver det hvert fald ikke kedeligt.
Læser I tegneserier hjemme hos dig og din familie og hvilke?
Det gør vi bestemt, ja. Det veksler lidt, hvilke vi læser – tidligere har Tintin og Asterix været højt på hitlisten, men Anders And er jo altid en klassiker, som vi ikke bliver trætte af.
– Hvad var mest interessant ved dit besøg i en 2. klasse på Kirkebjerg skole?
Det var nogle enormt skarpe og sjove børn, jeg besøgte i 2.V. Det bar deres arbejde med tegneserierne også præg af. Det var fantastisk at opleve, hvor krævende det faktisk var for eleverne selv at skulle lave deres egne tegneserie, men hvor sjovt de jo samtidig havde det i mens.
Og efter et par knaldgode spørgsmål om demokrati fra de kloge elever i 2.V, fik jeg også udviklet titlen til min egen tegneserie: ”Borgmesteren, der kunne trylle penge frem”.
Hører tegneserier til i folkeskolerne?
– Ja, da! Hvis nogen er i tvivl om, hvorvidt tegneserier hører til i folkeskolerne, vil jeg anbefale dem et besøg i 2.V, så er de ikke i tvivl bagefter. Og som en af de søde elever i klassen sagde: ”det er kun fantasien, der sætter grænser i tegneserier” – og det er også kun fantasien, der sætter grænsen for hvor meget læring, der er i arbejdet med tegneserierne i skolerne.
Hvad kan tegneserien både som læseoplevelse og i undervisningen som andre undervisningformer ikke kan?
– Børn lærer jo meget forskelligt. Og tegneserierne sætter krav til elevernes kreativitet og evne til at tænke visuelt og abstrakt på en helt anden måde end mere traditionelle undervisningsformer. Tegneserierne er derfor et glimrende læringsværktøj, ikke mindst for de børn, som tænker og lærer meget visuelt.
Copenhagen Comics samarbejder med Læs for livet. Hvor ser du tegneseriens styrke i forhold til ressourcesvage børn?
– Først og fremmest er det et fremragende samarbejde! Jeg ser tegneserierne som et rigtig godt redskab til at fortælle historier – også sine egne historier. På den måde kan tegneserierne hjælpe børnene med at tale med de voksne om ting, der er svære, men gennem fiktive karakterer og historier, så det måske er nemmere at gå til. Tegneserierne skaber også lyst til at læse og giver viden om samfundet, så hvis de bliver brugt fornuftigt, kan de jo være et led i at bryde den sociale arv.
Link: Copenhagen Comics