Pulp Magma
Den danske undergrundstegner Zven Balslev samler til bunke i Pulp Magma.
Ved Copenhagen Comics 2014 holdt lektor Fredrik Strömberg et foredrag under overskriften “Hvad er en tegneserie?” En halv time inde i foredraget lagde en kvinde blandt publikum sit strikketøj fra sig og spurgte, på smukt klingende svensk, om det ikke er komplet ligegyldigt, hvad definitionen på en tegneserie er? Fair nok. Men forlaget Fahrenheits nye udgivelse Pulp Magma er bare ikke en tegneserie. Det er nu en kunstbog.
Pulp Magma indeholder udvalgte værker af kunstneren Zven Balslev, a.k.a Smittekilde. De bedste billeder er dem, hvor Balslev tegner frit og improviseret, direkte fra underbevistheden. Her kunne mange eksperimenterende tegneserietegnere lære noget om at søge bort fra det sikre, og også om at lade det grafiske komme først, og drive værket. “Storyboards are for cowards” som den tyske filminstruktør Werner Herzog udtalte for nyligt. Tag nu tegningen på forsiden. Her rumsterer nogle edderkoppe-ligenende væsener, som er på kunstmuseum, men så foregår der også noget i højre side, som skaber endnu et lag. Men det her er ikke bare lag på lag. Det er ikke bare meta over meta. Så simpelt er det heller ikke. Billedet er en fortælling, med en personlig fortællestil, hvor jeg gætter på, at Balslev gradvist tilføjer flere og flere tegnede elementer, frit fra fantasien, men med et overblik, der gør at værket aldrig lukker sig, og således at publikum ikke får ro i sjælen. En rebus der ikke kan løses. Kunst skal være forvirrende og uforståeligt. Hvorfor? Fordi sådan er livet!
Balslevs tegninger trykker på en kontakt i hjernen, der tænder for en fornemmelse af, at man godt ved, hvad han vil sige, uden at man lige kan sætte ord på det. Den slags ægte stream-of-consciousness burde der være langt mere af i tegneserier, selvom det måske er svært at integrere i en fortælling. Balslev går planken helt ud, og Pulp Magma er fyldt med originale tanker, pointer og ideer. Der er mange grafikere og kunstnere, der gør det samme, men det her, er i særklasse godt.
Inspirationen fra tegneserier er tydelig – især fra Crumb, og fra hele den amerikanske undergrund, hvilket Balslev også selv redegør for, i det gode interview bagerst i bogen, skrevet af Kinna Poulsen. Balslev laver faktisk også enkelte korte tegneserier – typisk cirka ti billeder, og kun en enkelt side, og helt uden handling. Blot en serie af still leben, bygninger, detaljer på bygninger, trappeopgange, – sat op i en sekvens. Det virker skræmmende stille. Som en sindsforvirret person, der er faret vild i en verden der ikke svarer. Tegnestilen er lidt mere ren her. Et par billedsekvenser ligner faktisk noget af Chris Ware. I min optik trækkes der tråde tilbage til de syrede og surrealistiske fortællinger i de tidlige Heavy Metal-blade, hvor der også blev leget med det meningstomme, men stemningsfulde. I Balslevs værker er også en snert af Giger, Bacon, Kelley, Haring og selvfølgelig mange andre kunstnere.
De mange plakat-agtige kunstværker, som udgør størstedelen af “Pulp Magma”, er mindre personlige, og det skal de være. Værkerne kommer ikke til deres fulde ret i denne bog, som i øvrigt godt kunne være trykt i et større format, så man bedre kan se billederne. Og endelig så er der også rendyrket billedkunst, stadig med inspiration fra tegneserier. Retfærdigvis skal jeg indrømme, at jeg altid har haft et problem med tegneserie-inspireret billedkunst, sådan helt generelt. Jeg synes det kommer til at virke fortænkt, når alt for tydelige tegneserie-referencer bringes ind i en kunst-kontekst – især fordi billedkunsten er så historisk belastet, og måske endda helt død?
Er det for eksempel meningen, at tegneserien skal fungere som en rød klud foran den etablerede kunst-elite? I en sådan kamp ender tegneserien ofte med at blive en gimmick – det hjælper da ikke tegneserien. Og er det i øvrigt ikke en unødvendig kamp? Hvis smagsdommerne i den fine salon ikke kan lide tegneserier – eller billedkunst overhovedet – så er det vel i orden? Min far kan for eksempel ikke lide vandmelon, men det skal han da have lov til? Eller måske er tegneserie-referencerne et udtryk for, at kunstneren slet ikke føler sig hjemme i kunstverdenen? Er det udtryk for et selvvalgt eksil – ligesom van Gogh, som jo også var misforstået? Hvis man virkelig, virkelig elsker den gode rene tegneserie, hvorfor kommer man så kunst-eliten i møde, ved at pakke den ind i selvmytologisering og koncepter? Så kan jeg meget bedre lide de rå tegninger.
Tegneserie-scenen i DK er interessant i øjeblikket, fordi den er én stor trafikulykke. Et kæmpe sammenstød af vidt forskellige mennesker, og kulturer. Den kreative klasse blander sig med den brogede skare af autentiske tegneserie-nørder. Vi gør alle krav på at være en minoritet. Lige nu er tegneserien også et frirum, hvor billedkunstnere kan gøre sig fri af det beskyttede akademi, og måske slippe helt ud i den virkelige verden – der hvor Hr. Jensen går ned i Brugsen og køber et rugbrød, og det nye Anders And, uden at vide noget som helst om Duchamp. Tegneserie eller kunstbog? Grænsen mellem billedkunst og tegneserier er ikke længere en grænse, men et dynamisk felt, og en lang tradition. Med udgivelsen af Pulp Magma bidrager Zven Balslev og Fahrenheit til forvirringen, med et værk som placerer sig i den yderste periferi af, hvad man kan kalde en tegneserie. Læs den! Den indeholder superfede tegninger.
