Det uafhængige amerikanske tegneserieforlag samler deres udgivelser til børn og barnlige sjæle under en fælles paraply: Top Shelf Kids Club. Og så er der nyt på vej fra Alan Moore, Brecht Evens og mange andre.
Gennemsnitsalderen er støt stigende blandt tegneserielæsere, også i USA. Superheltene er blevet hårdkogte med alderen og graphic novels for voksne fylder stadigt mere i landskabet. Der bliver længere mellem de børnevenlige tegneserier, bekymrede forældre fra Bibelbæltet med sindsro kan stikke deres afkom i hånden.
For det amerikanske tegneserieforlag Top Shelf har “all ages”-tegneserien længe været en hjertesag. Serieskabere som James Kochalka, Andy Runton og Christian Slade har fundet et hjem for deres mest familievenlige output her, og nu bliver udgivelsesrækken sat i system.
“Top Shelf Kids Club” kalder forlaget deres nye linje, der i 2011 vil stå som afsender af en længere række tegneserier fra nye og gamle Top Shelf-navne. De nyeste bind af Runtons Owly, Kochalkas Johnny Boo og Dragon Puncher samt Christian Slades Korgi får følgeskab af nye serier fra navne som Sam Henderson (Scene But Not Heard), Chris “Elio” Eliopoulos (Okie Dokie Donuts) og Ray Friesen (Pirate Chicken vs. Ninja Penguin).
Alt det står at læse i Top Shelfs nyudgivne oversigt over deres planlagte udgivelser for 2011, hvor man også kan læse, at forlaget har nogle interessante europæiske udgivelser på vej – f.eks. Brecht Evens’ “Night Animals” og Ludovic Debeurmes “Lucille” – ligesom de udgiver nyt fra markante serieskabere som Alan Moore (andet bind af League Of Extraordinary Gentlemen: Century), Nate Powell (“Any Empire”) og Jeffrey Brown (Incredible Change-Bots bind 2).