Norske Steffen Kverneland udfører ti mands arbejde i den biografiske og blærede tegneserie-tour de force “Munch” om Skrigets mester, Edvard Munch.
Jeg kan faktisk ikke tælle det antal gange, jeg sad med åben mund og polypper under læsningen af “Munch”. Øjnene spærret op i forundring og tilbageholdt åndredræt. Hvad var det nu lige, jeg var vidne til her? Det minder faktisk lidt om at se gymnaster gøre ting, man aldrig i sine vildeste drømme ville have troet på, at man kunne med den menneskelige krop. Erstat kroppen med blyanten, og så har man “Munch”.
For det er et vildt og ambitiøst projekt, som den gode Kverneland har kastet sig over: En tegneseriebiografi, hvor INGEN replikker eller tekst må opfindes af forfatteren. De skal komme fra kilder. Enten skal Munch selv have skrevet det, eller også skal andre (troværdige) kilder have gengivet det. Kvernelands egne fortolkninger og uvisheder gemmer han til afsnit, hvor han og en kammerat tøffer rundt i Olso med en lommelærke og snakker om Munch og kunst. Her kan der spekuleres og lappes huller, men det er faktisk ikke et trick, som Kverneland gør stor brug af. Og når han gør, så føles spekulationerne aldeles kvalificerede, og man får lidt på fornemmelsen, at der i virkelighedens verden ikke er blevet gået SÅ hårdt til lommelærken. For fuld stodder eller ej… så har Kverneland styr på det.
Og han gør det da heller ikke let for sig selv. For det er ikke kun kilderne og den dogmeagtige stædighed, der gør “Munch” til et komplekst og voldsomt værk. Tegneseriens sammensatte og på sin egen måde fragmenterede natur afspejles også i den grafiske side af sagen. I stedet for at lade tegningerne glatte de syninger eller lidt bratte sammenføjninger, der måtte være, ud med en strømlinet, renskuret og homogen streg, så blander Kverneland i stedet et utal af tegnestile, grafiske udtryk, farvelægningsmetoder og visuelle fortællemåder, så det hele kommer til at fremstå som en smukt komponeret helhed, der netop står ved sin egen brogethed.
Fra starten af gør Kverneland brug af en karikeret stil. Munchs hage er på størrelse med en billardkugle, hans øjne er vilde og hans arme og ben strittende og dirrende. Men stille og roligt begynder tegneren at tilføje små indskudte rammer, hvor den aldrende Munch beretter om sin egen fortid, og her er han tegnet i en realistisk, portrætagtig stil. Og så kører det derudaf. Fra billeder, der bevidst forsøger at forene Munchs egen stil med Kvernelands til sort-hvide, skitseagtige stregtegninger og fotos af Kverneland og kammerat fra førnævnte druktur. Ofte klistret ind på en tegnet baggrund. Det er kollagetegneserie, når det er bedst, og faktisk glemmer man det ofte, imens man læser. Fortællingen glider simpelthen.
Kverneland har naturligvis brugt et massivt noteapperat som baggrund for værket, men hovedsageligt er disse at finde bag i bogen for ikke at bryde læseoplevelsen op. Enkelte opklarende noter er dog at finde i bunden af siderne, men som oftest er de nødvendige for at kunne forstå, hvem der taler. Det føles kun som et meget lille og nødvendigt kompromis og er faktisk med til at minde læseren om, at det trods alt er en art faglitteratur, man har med at gøre.
Biografiske tegneserier om kunst er lige så svære som biografiske film om kunst. Hvordan visualiserer man den kreative proces? Det psykologiske aspekt i skabelsen af ethvert værk er både statisk og indadvendt og de fleste forsøg på at sætte billeder på det ender ude i det patetiske og reduktionistiske. Se bare Scott McClouds “The Sculptor” for et eksempel på, hvordan det kan gå helt galt. Andre kunstnerbiografier ender som rene opremsninger af begivenheder, byture, seksuelle møder og forhold til venner og kærester. Hvilket altsammen da også er at finde i “Munch”, ligesom Kverneland sommetider vælger den “nemme” løsning og simpelthen tegner Munch ind i sine egne malerier. Kunstneren ser sine malerier i sin omverden. Det er set før, men heldigvis har Kverneland meget større ambitioner med sin grafiske biografi.
Ved at sammenholde begivenheder fra Munchs liv med ikke alene hans billedkunst, men også en redegørelse for selve hans livssyn, kommer Kverneland overraskende tæt på at dykke ned i selve den kreative proces og det sted, hvor inspirationen og kunsten opstår. Jeg tror ikke, at man nogensinde vil kunne ramme kimen til kunsten og skabelsens mystik lige på kornet, men Kvernelands forsøg er så godt, at jeg næsten ikke kan bede om mere. Og det på trods af at portrættet jo i sagens natur er set udefra. Det er betragtende og nysgerrigt, hvilket naturligvis afspejles i sekvenserne med Kverneland og drukpartner. De er jo netop beskuere. I det hele taget er rammefortællingen kræs for læsere, der ikke er kunstkendere. Her får man et pusterum og kan lytte til de sandheder, der jo kommer ud af fulde folk.
Der er mange spejlninger i “Munch”. Kvernelands egen druktur spejler sig i de utallige vilde fester, som Munch og hans venner – heriblandt Strindberg, der er den biperson, der fylder mest i værket – kaster sig ud i. Kvernelands tegninger spejler sig i Munchs malerier, og man kan måske endda vove den grove påstand, at Munchs hovedværk, “Livsfrisen”, der består af en række sammenhængende malerier, der hver især skildrer et aspekt af menneskets liv, på mange måder er en slags tegneserie. Således bliver Kvernelands valg af form også til en spejling af den sammenhæng og den fortælling, der er at finde i Munchs ouevre. På den måde bliver Munch et næsten naturligt valg til en biografisk tegneserie.
Men kunsten er en ting. En god biografi skal også skildre sit objekt som et menneske. Kverneland har valgt ikke at gå lineært til værks, men starter i stedet med de vilde år i Berlin. Først senere kommer historien om Munchs familie og barndom, og så begynder tingene at falde på plads. Vi får et billede af et plaget menneske, der endte med at blive et med sin kunst. Og det er meget smukt.
Jeg er ikke ekspert på Edvard Munch, så jeg kan ikke som sådan bedømme værket som historisk dokument. Men jeg kan sige, at jeg har været vidne til en kraftpræstation fra en tegneserieskaber, der har presset sig selv og sit talent til mere end det yderste.
Karakter: 6/6
Værkets titel: Munch
Forfatter/tegner: Steffen Kverneland
Forlag: Fahrenheit
Form: 280 sider i farver. Blødt bind.
Vejl. pris: 249,-
ISBN: 978-87-92320-34-6
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
