For knap tre år siden interviewede Nummer 9s Erik Barkman den hjemlige tegneseriescenes nye, spirende håb, Karoline Stjernfelt, som dengang netop havde taget hul på et vanvittig ambitiøst projekt med udgangspunkt i det notoriske trekantsdrama mellem Caroline Mathilde, Christian den 7. og Johann Friedrich Struensee. Målsætningen var dengang en graphic novel på 300 sider, hvoraf de 18 på daværende tidspunkt var tegnet færdig.
Sidenhen fik projektet seriøst vokseværk, og for knap et halvt år siden kunne forlaget Cobolt under titlen I morgen bliver bedre udsende det første af i alt tre bind på 150 sider om kærlighedsdramaet. Og reaktionen udeblev ikke. Positive anmeldelser over en kam har resulteret i, at første oplag i skrivende stund er tæt på at være udsolgt. Et nyt er i trykken, og Stjernfelt arbejder målrettet på at få realiseret bind to af det historiske drama. Med andre ord syntes det på sin plads at foretage en uddybende samtale med det unge stortalent om det færdige værk og om det, der følger:
Tillykke med udgivelsen af første bind af I morgen bliver bedre. Hvordan føles det at sidde med den færdige bog i hånden efter så lang og så målrettet en indsats?
– Tak! Det føles jo helt fucking fantastisk. Jeg er meget glad.
Er bogen blevet, som du gerne ville have den?
– Mere eller mindre ja. Jeg har været så heldig, at min redaktør har været med på stort set alt, jeg har villet rent layout- og indbindingsmæssigt. Trykket er blevet lige mørkt nok på nogen af siderne og så er der nogle andre småting, men ja ja. Rent indholdsmæssigt har den jo sine fejl og mangler. Men de ting skriver jeg op som tilforladelige, fordi det er min debut. Det har jeg brugt som undskyldning for mig selv ved mange af de ting, jeg ikke var tilfreds med for ikke at gå i stå.
Med sine planlagte 450 sider må I morgen bliver bedre vel betegnes som værende et af de mest ambitiøse projekter i dansk tegneseriehistorie nogensinde. Nu er første tredjedel så på plads, og det er jo i sig selv en kolossal bedrift. Hvornår og hvordan blev idéen til projektet undfanget, og hvor længe har det egentlige arbejde med fortællingens første bind stået på?
– Puuuuh. Hvis jeg nu skal være helt præcis så må jeg jo faktisk have fået idéen til en Struensee tegneserie som 17-årig. Jeg gik i 3.g og var næsten færdig med gymnasiet, og vidste, at jeg var kommet ind på Serieskolan i Malmö. Jeg havde lige genlæst Per Olav Enquists roman Livlægens besøg, som jeg havde læst første gang som 16-årig, og pludselig slog det mig, at jeg faktisk virkelig godt kunne li’ den historie, men at jeg gerne ville vide mere, og at måske skulle jeg simpelthen lave en tegneserie om den?
– Jeg gik faktisk på biblioteket og lånte en hel røvfuld bøger om det, som lå og samlede støv før jeg afleverede dem tilbage. Det var jo lige før eksaminerne, så det fik jeg altså ikke tid til. Men på Serieskolans andet år, hvor man jo skal søge ind med et projekt, tænkte jeg, at nu søger jeg med den Struensee-idé, jeg kan jo altid ændre det senere.
– Jeg kom jo så ind, og de første par måneder lavede jeg ikke en skid, fordi jeg er doven, men også fordi jeg lavede en masse andre projekter, og fordi jeg gik i gang med research. Jeg læste så mange bøger jeg kunne få fat i om emnet, og så gik jeg endelig i gang med at lave thumbnails. Først efter et par måneder tegnede jeg de første sider. Reelt havde jeg vist kun 18 færdige, ikke farvelagte sider, da jeg blev færdig med andet år, og så holdt jeg fri fra projektet hele sommeren.
– Der har været store pauser ind imellem, men jeg tror det korte svar er, at jeg reelt har arbejdet fokuseret på første bind de sidste to år, hvor jeg har siddet på tegnestuen Kulkælderen. Men at jeg jo havde lavet en hel del forarbejde før da.
Fortællingens trekantsdrama inviterer jo nærmest til en trilogi med ét bind viet til hver af aktørerne, hvor første bind så har fokus på kongen. Men hvordan arbejder du rent dramaturgisk? Selve historiens forløb er naturligvis mere eller mindre givet på forhånd, men har struktureringen af stoffet været på plads fra starten? Har du allerede nu overblik over den totale fortælling?
– Strukturen har på ingen måde været på plads fra starten. Det var jo oprindeligt meningen, at hele værket skulle være på 128 sider, men da Struensee så først blev introduceret på side 88, kunne jeg jo godt se, at det ikke kom til at holde, og at jeg ville få brug for flere sider.
– Men altså, jeg har en meget klar idé nu om, hvordan det hele skal forløbe. Jeg ved, hvilke scener der vil være nøglescener, og hvordan de kommer til at ligge i forhold til hinanden, og hvordan jeg vil have, at de næste to bind forløber i store træk. Men nogen helt præcis plan har jeg ikke. Jeg arbejder desværre ret intuitivt og ændrer gerne ting i sidste øjeblik.
Der synes at ligge en temmelig omfattende research til grund for I morgen bliver bedre. Hvilke historiske kilder har du benyttet dig af? Og her tænker jeg ikke kun på biografiske fremstillinger, men også på de visuelle kilder du må have trukket på i forsøget på at afbilde samtidens klædedragter, arkitektur osv. så korrekt som muligt.
– Jeg har jo ganske rigtigt læst en hel del om emnet, men har faktisk også sat grænser for mig selv, som fx at jeg måtte holde mig fra førstehåndskilder. Jeg gav ikke mig selv lov til at sidde og rode i gamle tryk på det kongelige bibliotek, fordi jeg vidste, at det i så fald ville komme til at tage alt, alt for lang tid. Så det er hovedsageligt bøger skrevet af andre om historien, jeg har holdt mig til. Jeg har dog også været inde og se på nogle flyveblade fra trykketiden, og har planer om at skulle ind og se på flere ting, så jeg holder mig ikke rigtig til min grænse.
– Og så er internettet jo historienørdens ven. Nogle gange googler jeg simpelthen stadig bare en ting før jeg skal tegne den. Selv noget så simpelt som en kjole eller den slags. Så googler jeg “18th century dress”. Nogen gange dukker der jo noget nyt op. Men ellers følger jeg en del blogs om 1700-tallets mode, som helt sikkert er en af de største udfordringer rent tegnemæssigt, fordi man jo hele tiden skal finde på noget nyt fra scene til scene. Og hvis der bliver postet et billede, jeg synes er særlig fedt, så gemmer jeg det i nogle efterhånden enorme foldere, jeg har på min computer. Så kigger jeg i dem, når jeg mangler noget. Det er sådan noget som fotos af udstillede genstande på museer og portrætter og kobberstik fra tiden.
– Og så har jeg jo også kostet rundt efter bøger om København i 1700-tallet, og ejer nu bl.a. Laurids De Thuras Den Danske Vitrivius fra 1749, som er en oversigt over københavnske bygninger, og Christian Geddes fantastiske ’3D-kort’ over København fra 1761. Begge er genoptryk naturligvis. Sidstnævnte er helt fantastisk, hvis man vil tegne en udsigt eller et gadebillede, så har man jo noget at gå ud fra.
Hvad er fordelene og hvad er ulemperne ved at kaste sig over et historisk emne, som rigtig mange danskere i forvejen vil have et i hvert fald kursorisk kendskab til?
– Jeg synes der er den klare fordel, at folk jo VED, det ender galt. Det er jo det fedeste udgangspunkt, man kan have, synes jeg. Folk ved altid tre ting om Struensee, hvis de ikke ved andet: Han knaldede med dronningen, han tog magten, og han blev henrettet. Det gør jo, at det er endnu sjovere at bygge det hele op, for så at pille det ned igen – det, at læseren vil være med dig og sidde og tænke “ja ja, men det hele går jo ad helvede til til sidst!”, og at man så som fortæller kan nikke til det og lave foreshadowing og den slags. Hele den næstsidste scene i første bind, hvor Struensee og Rantzau snakker sammen om Struensees nye stilling, er jo også bare foreshadowing som kun lader sig gøre, fordi læseren nogenlunde ved, hvad der kommer til at ske.
Er der noget i Struensee-fortællingen som bevæger dig, eller er valget af den som emne ren spekulation?
– Må man godt sige begge dele? Jeg er jo helt tosset med den her historie, og jeg er tosset med de tre hovedpersoner, deres personlige historier og deres interne intriger. Hvis vi skal holde os til Struensee alene, så synes jeg hans historie er dybt gribende: han er manden, der ville så meget og som mente det så vel, og som endte med at miste det hele og selv at ofre så meget på vejen mod sin lysere morgendag. Der er jo noget nær Jesus-symbolik i måden, hvorpå Struensees reformer var så fokuserede på at forbedre livet for folket, og hvordan det så var folket, der brugte den ytringsfrihed, han havde givet dem til at forlange hans død. Altså, come on. Det er jo helt fantastisk. Og det er uden at komme ind på Christian d. 7. og Caroline Mathilde, hvis historier jeg synes er mindst lige så bevægende.
– Men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg da i det mindste har tænkt mig om, før jeg valgte at kaste mig ud i det her. Jeg tænkte to ting, da jeg valgte at lave den her tegneserie: Jeg vidste, at jeg bare ville lave lange ting. Lange tegneserier. Det er sjovt at gå i dybden med ting, og fortælle det hele. Men da jeg begyndte på Serieskolans andet år, ville jeg gerne i gang med at lave noget sådan for real, og da jeg ikke havde nogle rigtigt gode plots eller fortællinger at gå i gang med, valgte jeg Struensee-historien, fordi jeg syntes den var spændende, og fordi den var velegnet til at fortælle præcis sådan en slags historie, jeg gerne vil. Den er ligesom skelettet, jeg kan presse min egen idé og fortolkning ned over. Og så tænkte jeg ganske enkelt, at der ville være et marked for en stor dansk historisk tegneserie.
Dit arbejde med tegneserien må have givet dig et noget mere nuanceret billede af dramaets aktører end det, vi andre render rundt med fra vores skoletid, hvor vi lærte at kongen var sindssyg og at Struensee var sådan en godhjertet reformator, der måtte lide døden på grund af sin stormfulde affære med den stakkels Caroline Mathilde, som det generelt bare var synd for. Hvad eller hvem i historien overraskede dig mest i forhold til det, du mente at vide inden du gik i gang?
– Hmmm, godt spørgsmål. Jeg tror Struensee var den, jeg har haft den største WTF? oplevelse med. Netop fordi jeg havde samme billede af ham som godhjertet reformator. Men han var jo også en stædig og arrogant diktator, som nægtede at lytte til nogen andre, indtil han til sidst sad alene tilbage på magtens kolde tinde med ingen andre på sin side end kongen og dronningen.
– Derudover var Struensee jo en af de sidste personer, Christian d. 7. for alvor havde et nært personligt forhold til, før han bliver fuldstændig opslugt af sin skizofreni. Og Struensee vælger jo at sætte hans mentale helbred over styr for selv at kunne beholde magten, og isolerer derfor kongen fuldstændig i de knap to år, han er ved magten af frygt for, at nogen vil bruge Christian til at styrte ham. Den dualitet i hans humanitære reformer og ideologi og behandlingen af hans sindslidende patient og ven er jo spændende.
– Så har både Christian d. 7. og Caroline Mathilde også overrasket mig meget. Christian d. 7. fordi han jo netop var så meget mere end skør; han virker jo pisseskarp i de mange første år af sit liv, men begynder så som teenager at blive mere og mere ustabil for til sidst for alvor at miste grebet efter Struensees tid ved magten. Og det, at han selv vidste, han var skør, er jo også hjerteskærende.
– Og Caroline Mathilde gik jo i herretøj og gik med Struensee under armen op af kirkegulvet i Christianborg slotskirke til en royal begravelse foran hele hoffet, altså. Hun var jo slet ikke kun lille stakkels Caroline, hun var jo også en provokatør, der som den eneste modsatte sig arrestation da de alle blev anholdt midt om natten i 1772. Men nu skal jeg vist også prøve at lade være med at spoile for meget.
Lad os tale lidt mere om den skøre konge, som jo har lagt navn til fortællingens første bind. Du giver albummet igennem talrige eksempler på Christians irrationelle adfærd ved hoffet, men fremstiller ham samtidig som denne her unge, sensible æstet, der er optaget af de skønne kunster og oplysningstidens idéer, hvis meninger nemt fejes af bordet. Anskuer du først og fremmest hans skizofreni som en medfødt klinisk tilstand eller snarere som en sygdom, der så at sige er fremelsket af repræsentanter for gamle, nedarvede magtstrukturer i det danske kongehus, som kæmper med næb og kløer for ikke at blive afviklet af nymodens idéer?
– Altså, det er et svært spørgsmål at svare på alene på grund af sygdommens natur. Jeg ved slet, slet ikke nok om skizofreni til at kunne udtale mig om det med sikkerhed, og mine fortolkninger og skøn af Christian d. 7 og hans sygdom er jo netop kun det, fortolkninger og skøn. Jeg har læst en enkelt bog og lidt supplerende materiale om skizofreni, fordi jeg syntes, alt andet ville være useriøst, men så rækker min viden altså heller ikke længere end det.
– Det jeg kan sige om det er, at man stadig ved frygtelig lidt om årsagerne til skizofreni, men at man kan konstatere, at der er større chance for at udvikle sygdommen, hvis den allerede er i familien. Og her er det jo interessant at tænke på, at Christian d. 7’s fætter – som jo var Caroline Mathildes bror – George d. 3 af England, havde tilbagevendende tilfælde af ’sindssyge’ under sin regeringsperiode.
– Og derudover er der jo de udefrakommende faktorer, omstændigheder under ens opvækst osv, der kan spille en rolle, og det skulle jo i så fald være dér, at hans sygdom kunne være blevet ’fremelsket’. Og hvis man kigger på Christian d. 7’s opvækst går det op for én, at den er en fucking cocktail af, hvad skal man kalde det, skizofreni-triggers? Altså forhold, der kan forøge chancerne for at udvikle sygdommen. Han havde et distanceret og dårligt forhold til sine forældre, han var som kronprins under hårdt pres med deraf følgende stress, og så slog han hovedet alvorligt som teenager og skulle siden da være blevet mere ’skør’ – og hovedskader er, you guessed it, et forhold, der øger risikoen for skizofreni.
– Og så er der jo det store onde, som er vold i barndommen. Vi ved jo, at Christian den 7. fik en frygtelig masse tæsk som barn, og mens det jo ikke er godt for ens mentale helbred på nogen måde, så er det derudover endnu en faktor, som kan øge risikoen for at udvikle skizofreni. Det er jo Reventlow, som ganske rigtigt sidder i det statsråd, som har magten før og under de første år af Christians regeringsperiode, der sørger for hans hårdhændede opdragelse. Så ja, på den måde er kongens sygdom jo fremelsket af hans omgivelser, som vil beholde magten.
– Resten af magthaverne omkring kongen var jo for det meste dybt bekymrede over hans opførsel, og grublede hele tiden over hvordan de skulle, hmm, løse ham som problem. Det tidlige ægteskab med Caroline Mathilde var faktisk et forsøg på at kurere ham, da man mente, at han bare var lidt ung og vild, og at en sød kone ville kunne få ham til at falde til ro. Men når det er sagt, så var resten af statsrådet og de andre pinger jo ikke bange for at udnytte ét af hovedsymptomerne på hans skizofreni – nemlig hans angst – når det passede dem, samtidig med at de hele tiden bekymredes, forargedes og skammede sig over hans ofte upassende opførsel.
Er alle de skildrede begivenheder i din tegneserie baseret på historiske fakta, eller er der tilfælde, hvor du tager dig friheder af fortællemæssige hensyn? Jeg tænker at fx sekvensen, hvor Reverdil bagtaler Reventlow over for Caroline Mathilde, kunne være en fabrikation?
– Æhm, ja. Jeg arbejder med én regel når det kommer til den historiske korrekthed og det er, at man ikke må fortælle noget, man ved ikke er sket. Når man arbejder med historisk stof er det jo sådan, at du har en hel masse kilder, som fortæller dig en masse forskelligt, men der er jo også en masse, de ikke fortæller dig. Det er de huller, man må fylde ud, for at det skal blive til andet og mere end bare en genfortælling af fakta.
– Caroline og Reverdil-scenen er ganske rigtigt fabrikeret, og tjener jo netop fortællemæssige formål. Jeg havde brug for at give læseren et blik ind i Christians barndom for at give en delvis forklaring på hans sindslidelse, for at gøre hans karakter en smule sympatisk og for at forklare hans forhold til Reventlow. Siden fortælleren er Caroline Mathilde kunne jeg jo ikke lave et flashback, så jeg skrev scenen med Reverdil som budbringer, og brugte faktisk næsten ordret citater fra hans selvbiografi, som han skrev mange år senere. Det er fra den vi bl.a. ved, at Reventlow gav Christian en masse tæsk. Og den samtale kunne Reverdil og Caroline Mathilde jo godt have haft.
Scenen, hvor Støvlet-Katrine giver Reventlow én på lampen, virker også en anelse konstrueret?
– Scenen med Støvlet-Katrine og Reventlow er straks mere ekstrem. Det er faktisk den scene, jeg har skrevet om flest gange og den eneste, jeg gav mig selv lov til at tegne om. Der findes en helt anden oprindelig sekvens, som først blev skrottet og tegnet om i sidste øjeblik, da jeg ellers var færdig med resten af tegneserien. Den tjener to formål: at forklare læseren hvorfor Christian bliver så vanvittigt forelsket i Katrine, og hvorfor Reventlow ikke bare pludselig afvikler deres forhold – for vi har jo lige set, at han nærmest kan styre Christian som en marionet, ikke?
– Og der er jo netop to huller i det historiske stof dér. Vi ved ikke, hvorfor Christian blev så forelsket i en støvlemagerskes datter. Man skal jo huske på, at han var konge, og at det stensikkert ikke var den første kvinde, der har været interesseret i at få et forhold til ham. Tværtimod er der masser af kilder, der fortæller om, hvordan adelige damer tilbød sig selv og nærmest kastede sig over ham på udlandsrejsen. Men han takkede pænt nej ved alle lejligheder. Nogle kilder fremstiller ham faktisk som om, han er en smule bange for kvinder. Hvorfor var Katrine så pludselig undtagelsen? Det er jo det, jeg skal finde ud af og forklare.
– Og så er Christians grad af magt jo svær at forklare på en enkelt måde for læseren. Nogle gange kunne han jo godt få lov til at bestemme ting selv, og i sidste ende var det jo også ham, der havde magten. Det virker, på grund af den magtform som enevælden jo er, mest af alt som om, at det har været alt efter hvor viljestærk Christian nu har været på en given dag, hvor noget skulle gennemføres. Så på en eller anden måde har han kunnet få lov til at have Katrine som elskerinde, uden at Reventlow eller Bernstorff kunne gøre noget ved det. Hvorfor? Det er svært at forklare. Men den scene slår jo to fluer med ét smæk – eller SMOKK, hahaha – og legitimerer Christians forelskelse og denne undtagelsesvise frihed til at bestemme selv, som han åbenbart kortvarigt havde, når det kom til Katrine. Og igen: den scene er jo helt sikkert langt ude, men det kunne jo godt være sket. Reventlow var en kontrollerende pain in the ass, og Katrine var en voldelig dame.
– Og ellers er der jo masser af scener, som jeg har fundet på. Jeg har fx plantet Brandt på besøg i Altona på et tidspunkt, hvor han i virkeligheden boede i København for at understrege venskabet mellem ham, Struensee og Rantzau, og for at opsummere tegneseriens foreløbige plot for læseren gennem sladder og derudover introducere dem alle som karakterer gennem småsnak, hvilket ville have været sværere uden Brandt, siden Struensee jo skal forestille at være ’den tavse’. Der er intet bevis for, at de har siddet og drukket vin og snakket om alt det her. Men de kunne jo godt have gjort det.
– Hele tegneseriens fortællerstemme er jo også påfund. Det skal jo forestille at være Caroline Mathilde, som sidder og skriver en form for memoir i Celle i 1775. Sådan et dokument findes slet ikke, så vidt vi ved. Men det er bare frygtelig praktisk for mig at lade som om at det gør, for så kan jeg nemt og hurtigt introducere karakterer og forklare magtforhold ved hoffet osv.
Ja, jeg ville netop høre dig om valget af fortællerstemme: Bogen igennem er det jo Caroline Mathilde, der fortæller på nær prologen, hvor det er Christian, der har ordet. Kommer fortællerinstansen til at skifte de tre bind imellem, eller bliver det Caroline Mathilde, der fortæller hele vejen igennem? Og hvis det er sidstnævnte, hvorfor har du så valgt hende fremfor én af de to andre?
– Det er Struensee, der har fortællerstemmen i prologen! Men helt i starten havde jeg faktisk også Struensee som gennemgående fortæller. Jeg havde valgt, at han skulle fortælle hele historien fra sin celle på Kastellet før sin henrettelse i 1772. Og det skulle udelukkende foregå gennem de samtaler, han havde med præsten Münther, som jo besøgte ham der i ugerne før hans henrettelse og ’omvendte’ ham til kristendommen. En omvendelse jeg er dybt skeptisk over for, men det er en anden historie.
– Men det blev for svært med Struensee som fortæller. Som sagt er det godt med en fortællerstemme, der kan gå ind og holde læseren i hånden hele vejen, forklare hvem der er hvem og opsummere ting. Og hvis man vil have én af de tre hovedpersoner til at gøre det, er Caroline Mathilde jo oplagt, fordi hun er den eneste som ’overlever’, og fordi hun er med fra starten af. Når jeg siger ’overlever’ i gåseøjne, er det fordi, at Christian jo i den grad overlever – han blev 59 år og døde først i 1808, mens Struensee kun blev 34 år og Caroline Mathilde kun 23 år.
– Men Christian var jo svært sindslidende efter 1772, og er på den måde ikke nogen oplagt fortæller, hvis man vil fortælle historien, sådan som jeg ville med detaljer og bare en smule distance. Og Struensee, ja, han dør jo i 1772, og har jo heller ikke rigtig afstand til nogen af de ting der sker. Da han dør, er han jo stadig midt i det. Caroline Mathilde derimod overlever kuppet, og har som den eneste af de tre holdt sig væk fra magten hele vejen igennem. Da hun sidder i Celle er Danmark jo et lukket kapitel for hende.
– Og for at svare på det sidste spørgsmål, så nej, fortællerstemmen kommer ikke til at skifte undervejs. Det bliver Caroline Mathilde, der fortæller fra start til slut, dog med enkelte sekvenser uden fortællerstemme i de scener, hvor hun ikke har været til stede – såsom hele Altona-delen i bind 1.
Næsten uanset hvordan man anskuer det, så er det historiske forlæg for din fortælling jo en fuldblods tragedie, og alligevel er første bind af I morgen bliver bedre jo ind i mellem ret morsom læsning. Ligger der en bevidst afvejning af det tragiske og det komiske til grund for din fortælling, eller er det bare naturligt for dig at finde det humoristiske frem i situationer?
– Hmm, det er helt sikkert ikke bevidst. Jeg synes vel bare, det passer godt? Det er lidt svært at forklare. Comic relief er måske så meget at kalde det, men det kan jo ikke være dystert hele tiden, så er der jo ikke nogen kontrast. Humor er jo en måde at bonde med læseren på, synes jeg også; det er en måde at åbne stoffet på. Det er ikke noget jeg har tænkt længe eller dybt over, må jeg indrømme. Men jeg er glad for, at det ind i mellem fremstår som ret morsom læsning!
Fortællingen om Struensee er jo naturligvis blevet underlagt kunstneriske bearbejdninger før. I nyere tid kommer man umiddelbart i tanker om P. O. Enquists roman Livlægens besøg og Nikolaj Arcels film En kongelig affære. Har du i forbindelse med arbejdet på I morgen bliver bedre konsulteret andre kunstneres udlægninger af stoffet, og hvad har du i så fald kunnet tage med dig der fra?
– Hmm, altså jeg har jo læst Livlægens besøg som ovenfor nævnt, og har jo også set filmen. Men jeg har ikke rigtig konsulteret nogen andre udlægninger, det eneste jeg har gjort, har tværtimod været at prøve at være opmærksom på ikke ubevidst at komme til at planke noget, haha.
I løbet af de sidste 20-25 år er der jo sket en kolossal udvikling af tegneserien, så man nu mere end nogensinde før må betragte det som en vildtvoksende og vidtforgrenet kunstform, hvor der både stilistisk og indholdsmæssigt er frit slag. Alligevel vælger du at fortælle et forholdsvis traditionelt forvaltet historisk drama i noget, der nærmer sig klassisk fransk-belgisk albumformat. Hvorfor det?
– Det ved jeg ikke. Eller, det ved jeg godt, det er jo fordi jeg synes det er pænt. Og fordi det er hvad jeg kan finde ud af. Det er faktisk ikke mere snedigt eller gennemtænkt end det.
Og så er det jo i sidste ende heller ikke mere fransk-belgisk end som så. Bogen igennem mere end aner man jo en indflydelse fra såvel den amerikanske som den japanske fortælletradition. Vil du løfte sløret for hvilke internationale kunstnere, der har inspireret dig i dit arbejde på serien?
– Hmm, det er jo svært. Generelt har jeg jo en million forskellige tegnere, som jeg er inspireret af, og tror ikke jeg har haft nogen, som jeg har været specifikt inspireret af til den her tegneserie, men jeg kan hurtigt nævne en god håndfuld tegnere, jeg sådan generelt er vild med. Jeg får jo altid at vide, at det læner sig op af fransk-belgisk, det jeg laver, men det er faktisk ikke det, jeg har læst mest af, og jeg har aldrig læst Juillard, selvom folk meget pænt ofte siger, at min stil minder om hans. Jeg har derimod læst Bilal og Giardino, som jo begge er klassisk franske i stilen, og dem har jeg kigget meget til, specielt da jeg var yngre.
– Af tegnere som jeg er optaget af nu, er det helt sikkert mere de nye amerikanske såsom Jillian Tamaki, der helt sikkert er en af mine yndlingstegnere – bare den måde hun tegner ansigter på, og så hele hendes fortællerytme. Det er fandme godt. Da jeg var yngre var jeg også dybt optaget af Sophie Campbells Wet Moon og det er sådan noget, jeg stadig kan finde på at trække ud af bogreolen og bare sidde og glo lidt på for at få inspiration. Hun er også sådan én der forstår at tage sig tid i sine tegneserier. Og så minder hendes tidlige ting forresten også meget om Jaime Hernandez’ – det er sådan noget med en masse teenagepiger, man ikke kan kende forskel på – og han er selvfølgelig også en af mine top-yndlingstegnere.
– Nu nævner du jo manga, så bare lige for at komme om det, så læste jeg ganske rigtigt en hel del, da jeg var yngre, og synes stadig væk at Dogs af Shirow Miwa er vildt fedt tegnet, selvom plottet er sådan lidt steneren. Den har jeg også stående nede på tegnestuen som bladre-distraktion.
Du virker uhyggeligt på plads både tegne- og fortællemæssigt, og har kastet dig hovedkulds ud i et meget stramt komponeret og meget omfattende projekt. Har du aldrig haft behov for at skabe sådan en selvynkende, selvbiografisk tegneserie tegnet med løs hånd i følsom blyant som alle andre debutanter?
– Puuh, næh, egentlig ikke. At lave tegneserier for mig er jo en form for eskapisme, det ville være alt, alt for tæt på at skulle lave tegneserier om mig selv. Nu skal man jo aldrig sige aldrig, det kan da godt være at jeg pludselig en dag sætter mig og laver intime, personlige ting, men som jeg er nu ville det ligne mig dårligt. Jeg synes ikke sådan noget er sjovt medmindre det så virkelig er personligt og dybt udleverende, og jeg får det helt ubehageligt bare ved at tænke på at skulle udlevere mig selv og de folk jeg kender på den måde. Puha!
Det er jo et kolossalt og temmelig komplekst historisk materiale du har sat dig for at forarbejde i din tegneserie. Har du haft nogen, du kunne sparre med i forsøget på at indsnævre og vinkle stoffet?
– Nej, egentlig ikke. Jeg har aldrig rigtig lært det der med at skulle åbne mit stof for andres input, jeg lærte det ikke på Serieskolan, hvor vi slet ikke gjorde den slags, og jeg har sgu heller ikke lært det nu. Når det er sagt, så har jeg faktisk sparret nogle ganske få scener her i første bind med min mor. Hun er tidligere redaktør og siger hvad hun mener, og jeg tror, hun er et af de få mennesker, hvis råd og mening om mine historier jeg faktisk respekterer og efterspørger. Og så blander hun sig aldrig medmindre hun er adspurgt, hvilket altid gør nogens mening tusind gange mere værd for mig.
Ikke for at tage modet fra dig, men nu har du knoklet som en vanvittig for at få første bind på plads, og så er der den samme mængde arbejde gange to foran dig, før du er i mål. Kan du overhovedet svinge dig op til anden runde? Og er du ikke bange for at køre sur i det, inden det hele er overstået?
– Jo, selvfølgelig er jeg det! Det kan jo være, at jeg sidder om halvandet år og ikke kan se hvorfor nogle vildt fremmede folk, som har været døde i over 200 år, er så fucking spændende. Men jeg har jo også haft – heldigvis få – korte perioder, mens jeg lavede første bind, hvor jeg tænkte “Hold kæft, hvor er det egentlig kedeligt det her. Who the fuck cares?” Og hvor jeg var sikker på, at det ville blive en kedelig fiasko.
– Men så læser jeg et eller andet nyt om Christian d. 7, og så tænker jeg: “Hold kæft, hvor er det bare spændende det her!” Det gør jeg stadig efter at have siddet med det i knap 3 år. Jeg synes faktisk, det er spændende stort set hele tiden. Og jeg tror ikke rigtig, det går over, før jeg har fået lavet alle tre bind, og på den måde har fået lov til at fortælle færdig. Det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg glæder mig allerede helt vildt meget til at komme i gang med bind 2. Det er jo der, det hele begynder at blive rigtig fedt.
Læs også Henrys Sørensens anmeldelse af I morgen bliver bedre 1: Kongen her.
