I morgen bliver bedre 1: Kongen
Første bind af Karoline Stjernfelts trilogi om Struensee, Caroline Mathilde og Christian den 7. er voldsomt ambitiøs, pertentligt gennemarbejdet og placerer sig uden besvær blandt de mest imponerende danske tegneseriedebuter nogensinde.
På forsiden af Karoline Stjernfelts debuttegneserie, I morgen bliver bedre, stirrer en ung og i enhver forstand blåøjet kong Christian den 7. forvildet og forslået ud på verden med blikket stift rettet lidt til højre for beskueren, som havde han svært ved at fokusere, eller som var han i sin helt egen verden. Halvdelen af hans ansigt er belyst og den anden halvdel lagt i skygge for at illustrere splittelsen i den skizofrene konge, men motivet kan også snildt læses som en introduktion til et værk, der øjensynligt har sat sig for helt ubesværet at balancere det tragiske med det komiske.
I morgen bliver bedre 1: Kongen er første bind af en planlagt trilogi og er noget så efterhånden usædvanligt som en dansk tegneserie, der tager udgangspunkt i en ganske central periode af Danmarkshistorien. Det er en periode, hvor flere af grundstenene til vores moderne samfund bliver lagt, og samtidig er det en fortælling, der udspiller sig på tværs af adskillige samfundsskel og i et intrikat spændingsfelt mellem politik og erotik.
Det er naturligvis historien om Caroline Mathilde, den gale kong Christian den 7., og deres respektive love interests i form af lægen Johann Friedrich Struensee og den prostituerede Støvlet-Katrine, der er tale om. Og vi introduceres én efter én for dem alle sammen med den engelske prinsesse Caroline Mathilde som bagudskuende fortæller fra sit ufrivillige eksil i den tyske by Celle.
Caroline Mathilde hår fået Christian præsenteret som en kultiveret og dygtig konge, der er højt elsket af folket, men efter et tåkrummende første møde finder hun snart ud af, at ikke alene er han en mand, der mildest talt ikke er i balance, hans position som konge synes også at være en vakkelvorn affære. Splittet imellem svirrebrødre som Conrad Holck og medlemmerne af kongens gehejmeråd fordeler Christian således sin tid ligeligt i mellem at drikke og hore sig igennem samfundets laveste lag og være opstadset kransekagefigur for de egentlige beslutningstagere på de bonede gulve.
Når kongen ikke lader sig kue, omgiver han sig med eftersnakkere og rygklappere. Der læses Voltaire, bælles vin og spilles tværfløjte, og Christian tager sine forskellige masker på, og spiller det spil, der forventes af ham. Det er først halvvejs igennem albummet og i samvær med Støvlet-Katrine, at vi ser kongen befriet for pudder og paryk, og Christian som han – måske – egentlig er.
I betragtning af første binds undertitel bliver der kongen bemærkelsesværdigt få replikker til del, og de enkelte, der lægges i munden på ham, er som regel enten teaterreplikker eller recitationer af tidens toneangivende filosofiske litteratur. I én sekvens blændes der blæret nok skiftevis op og ned for kongen i sceneklæder og under en soiré, for som Stjernfelt via Caroline Mathilde kløgtigt observerer, så er scenen ”det eneste sted, han kunne finde ud af at føre sig”.
Det næsten totale fravær af egne udsagn forlener Christian med et distant og enigmatisk skær og tilbage står konturerne af en passioneret mand, der frivilligt fortaber sig i sine lidenskaber – kunstens og idéernes verden – fordi alternativet i virkeligheden er ubærligt. Hvad vi derudover kan afkode om ham, må vi selv søge efter i hans rådvilde, flakkende blik. Og I morgen bliver bedre er i det hele taget en tegneserie, hvor få ord veksles, men meget artikuleres via aktørernes fine mimespil og gestik.
Lille dronning Caroline, som hun snart kaldes, er fra starten meget afholdt i befolkningen, mens begejstringen for den stadigt mere pligtforsømmende og udsvævende kong Christian den 7. er til at overse. Hans udskejelser tager til i et sådant omfang, at han til sidst får afskaffet morgengudstjenesten ved hoffet, fordi han altid plages af tømmermænd. Også hans forhold til den ikke adelige Støvlet-Katrine intensiveres, så man i magtens korridorer begynder at planlægge en intervention. Alt imens positionerer Caroline Mathilde sig stille og roligt som en samfundsmæssigt stadigt mere engageret figur, der uddeler almisser til de fattige og tør kritisere den siddende regering for dens mangel på socialt ansvar.
Første bind af I morgen bliver bedre benytter sig fortællemæssigt af en klassisk trefløjet komposition: første del introducerer os for det royale ægtepar, anden del sætter fokus på kongens forhold til Støvlet-Katrine og i tredje og sidste akt køres Struensee i stilling samtidig med, at det kuldsejlede og forbitrede ægteskab imellem Christian og Caroline når ind i en ny og decideret ondskabsfuld fase.
Vi møder Struensee første gang i den tyske by Altona, hvor han efter endt forelæsning i auditoriet ender i en bramfri karlekammersnak med grev Rantzau og hofmand Enevold Brandt, der tilfældigvis er på de kanter. Han introduceres som en fremragende læge og principfast idealist, der i sin funktion af stadsfysikus bruger al sin tid på at ”lappe byens fattiglemmer sammen”. Derudover forfatter og publicerer han – på trods af store personlige omkostninger – tidsskriftet ’Til nytte og fornøjelse’, der taler såvel kirken som den herskende lægestand midt imod og samtidig går i brechen for de svage og underbemidlede.
Hvad enten det nu er bevidst eller ej, så vækker rundbordssamtalen fra Altona ikke så få mindelser om en vis scene i Tintin-albummet ”Enhjørningen”s hemmelighed, hvor kaptajn Haddock fortæller Tintin om sin forfaders kamp mod piraten Røde-Rackham. Hos Stjernfelt er der ganske vist hverken indlejret storslåede visuelle fremstillinger af dramatiske søslag, eller en mildest talt utroværdig fortæller i form af en tørstig kaptajn, men måden, hvorpå formidlingen af den for fortællingen helt essentielle baggrundsviden arrangeres og afleveres i en ellers på papiret begivenhedsfattig sekvens, er den samme.
Historiske fakta og intrikate sammenhænge afdækkes i løbet af samtalen, alt imens vi bliver lidt klogere på hver af de tre debattører i kraft af deres måder at vægte ordene på. Sekvensen bliver dog aldrig kedelig, da Stjernfelt ligesom Hergé behændigt lader aktørerne levere comic relief på skift ved hjælp af en masse rødvin og et slag Enogtredive.
I morgen bliver bedre er fra flere sider blevet beskrevet som en traditionel, europæisk tegneserie, og som vi netop har set, er det et synspunkt, man nemt kan forsvare. Men overordnet henter Stjernfelt i virkeligheden lige så meget, om ikke mere, i de amerikanske og japanske fortælletraditioner – især hvad angår sidekomposition og sekventiel kadence. Man behøver blot at kigge på et par nøglesekvenser i løbet af albummet, hvor aktørernes indre følelsesliv får tid og plads til at udfolde sig:
Den tåkrummende stemning vi oplevede i det første møde mellem Christian og Caroline Mathilde, forstærkes sidenhen til det uudholdelige, da tronarvingen skal undfanges. Skildringen af den fuldstændigt mekaniske elskovsakt og den efterladte Carolines tomme blik markerer et af de øjeblikke, hvor I morgen bliver bedre toner allerrenest og allermest hjerteskærende.
Mindst lige så ondt gør sekvensen, hvor en højgravid Caroline Mathilde en vinterdag kigger ud af vinduet og ser sin mand i løssluppen sneboldsleg med sin elskerinde. Scenen, der fortællemæssigt spejler sig profetisk i albummets prolog, dvæler billede efter billede ved de to involverede kvinders ansigter idet deres blikke mødes, indtil Caroline Mathilde vender sig bort. Der gives plads til at udpensle sådanne emotionelle øjeblikke i et omfang, som i hvert fald denne anmelder endnu har til gode at se anvendt i en traditionel europæisk tegneserie.
Det er tydeligt at Stjernfelt kan sit kram, formentlig har læst et væld af tegneserier og har oparbejdet en næsten intuitiv forståelse for at fortælle i billeder. Gennemgående arbejdes der ud fra en meget cinematisk tilgang til tegneserieformen: der er voice over, talrige eksempler på faste kameraindstillinger og udpanoreringer, abrupte sceneskift fra nærbilleder til totalperspektiv osv. I alt væsentligt synes tegneserieformen anskuet som et raffineret arrangement af en række stillbilleder fra en film, der serveres så ukunstlet og gnidningsløst som muligt i den gode histories tjeneste. Selve formen synes ikke at blive synderligt udfordret – og så alligevel:
Hen imod albummets slutning placerer Stjernfelt to næridentiske billeder på hver sit på hinanden følgende opslag: det første falder i forlængelse af en sekvens, hvor kongehusets beslutningstagere ikke længere kan tolerere kongens forhold til den ikke adelige Støvlet-Katrine, og derfor har besluttet sig for at deportere hende. Det lader sig dog ikke gøre uden kongens underskrift, og efter trusler og fabrikationer om folkeopstand indvilliger kongen med et afmægtigt smertensskrig til følge, som Stjernfelt vier en hel side.
På efterfølgende opslag bliver vi vidner til resultatet af regentparrets tidligere nævnte akavede amourøse forbindelse: efter femogtyve timers kamp føder Caroline Mathilde endelig rigets tronarving med et skrig, der er placeret på nøjagtigt samme sted som Christians på det foregående opslag. Dog er Carolines skrig placeret spejlvendt af Christians, så de to ægtefæller i en vis forstand står og råber af hinanden på tværs af opslagene.
Der elaboreres i det efterfølgende på den larmende diskrepans imellem de to smertensudbrud, idet kongen fortfarende får lov til at forfølge sin sværmeriske libertinertilværelse, mens dronningen på sin side vælger at tage sig af barnet – og oven i købet må se sig naragtiggjort fra sin husbonds hold af samme grund. Misforholdet har naturligvis grund i historisk muld, men med den plads der vies emnet i I morgen bliver bedre, kan det være svært ikke at læse det som en kritik af stadigt herskende kønsrollemønstre.
I betragtning af at det historiske forlæg for I morgen bliver bedre i bund og grund må siges at være en tragedie af rang, så er det en bemærkelsesværdigt morsom tegneserie, Karoline Stjernfelt har fået stykket sammen. Det sker ikke mindst i kraft af hendes veludviklede gehør for, hvad der konstituerer en vittig dialog. Og fremfor at efterstræbe en autentisk 1700-tals sprogbrug anvender Stjernfelt fortællingen igennem en aldeles nutidig tone.
Således tilfalder albummets allersidste replik en begejstret grev Rantzau, der forsikrer en noget tøvende Struensee om, at hans kommende job som kongens livlæge ”bliver pissegodt, det kan jeg godt sige Dem!” Den moderne jargon fungerer overraskende godt, og alternativet havde formentlig også resulteret i ulidelig læsning.
På billedsiden er alle sejl til gengæld sat til for at ramme et så historisk korrekt miljø som overhovedet muligt. Hver en arkade, krummelure, brokade og håropsats har øjensynligt været underlagt en minutiøs granskning, inden pennen blev sat til papir.
For de historieinteresserede er der desuden en række fine små detaljer og visuelle referencer at gå på opdagelse i som fx i sekvensen, hvor Bernstorff og Holck skrider henover Amalienborg Slotsplads fordybet i samtale om kongens tiltagende særheder. I baggrunden ser man et stillads og en kolossal, tom sokkel, hvor Salys rytterstatue kommer til at tage plads inden for kort tid. Der er læst på lektien og Stjernfelt indlejrer på eleganteste vis sådanne små historiske pejlemærker albummet igennem.
I morgen bliver bedre er en bemærkelsesværdigt stilsikker debut. Den er voldsomt ambitiøs, gennemarbejdet, så godt som lydefrit eksekveret og simpelthen eminent læsbar. Man stryger igennem første bind og venter spændt på mere.
Karoline Stjernfelt er i besiddelse af et talent så iøjnefaldende, så umiddelbart evident og så færdigt udviklet i så en ung en alder, at man skal helt tilbage til Peter Madsen for at finde et lignende eksempel i dansk tegneseriesammenhæng. Hun arbejder ubesværet med formens virkemidler, har et stort fortælleteknisk arsenal til sin rådighed og er fremragende til at forvalte sine billedsekvenser. Og som noget forholdsvist unikt for så ung en kunstner formår hun at fastholde et tegnemæssigt konsistent udtryk over samfulde 150 sider.
Den danske tegneseriescene har i årevis savnet en Karoline Stjernfelt. For mens vi igennem de sidste 15 år lykkeligvis har været vidner til en opblomstring af kunstformen herhjemme med større diversitet i udtrykket og talrige eksempler på modige og personlige visioner af såvel satirisk som kunstnerisk karakter, så har branchen som helhed savnet én, der besad det fornødne talent og samtidig den helt nødvendige disciplin til at turde binde an med det helt store, bredt appellerende og kunstnerisk forsvarlige projekt.
Den opgave synes Karoline Stjernfelt – trods sine kun toogtyve år – at have påtaget sig med sit voldsomt ambitiøse og indtil videre i enhver forstand overbevisende livtag med et af Danmarkshistoriens mest centrale øjeblikke. Første bind af I morgen bliver bedre placerer sig helt ubesværet og med den største selvfølgelighed blandt de mest imponerende tegneseriedebuter herhjemme, og kommer ved sin afslutning formentlig også til at stå som et af de mest substantielle og tungest vejende værker i den danske tegneseriehistorie overhovedet.
Læs også Henry Sørensens store interview med Karoline Stjernfelt.