Halfdan Piskets ”Desertør” er en rå og rørende beretning om udsat ungdomsliv. Hovedpersonen er Piskets egen far.
Da Nummer 9 fanger serieskaber og illustrator Halfdan Pisket på telefonen, sidder han hjemme hos sin far og ryger. Rammerne er meget apropos, for tegneserien, vi skal snakke om – ”Desertør” – er fortællingen om farens tumultariske ungdom i en landsby på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien.
I ”Desertør” følger vi Pisket senior fra hans tidlige, ubekymrede ungdomsliv gennem en paraderække af pinsler: Hans bedste ven dør, han får epilepsi, familien falder fra hinanden – og så videre. Historien er langt hen ad vejen kronologisk gengivet, men også med næsten ordløse passager, hvor ekspressionistiske billedstrømme får lov at fortælle historien og sætte stemningen, og med indlevede skildringer af, hvordan det er at miste, at sidde i fængsel, at søge forgæves efter sin vej i livet.
Hvordan fandt du på at fortælle din fars livshistorie?
– Egentlig startede det med, at han begyndte at vise tegn på demens. Han blev fjern i blikket, når man snakkede med ham, og skiftede emne uden varsel. Jeg spurgte en læge, om der var noget, man kunne gøre, og han sagde: Brug tid sammen med ham. Det var dér, jeg besluttede, at min far og jeg skulle have et nært forhold. Vi begyndte at spise sammen én gang om ugen, så to, så tre, og nu er det tre-fire gange hver uge.
I havde ikke et nært forhold før?
– Nej, altså, min far ville gerne være min far, men han var kriminel, da jeg var dreng, og sad i fængsel og sådan. Og når han skulle hente mig i weekenderne, glemte han det nogen gange … Så jeg har for efterhånden en del tid siden besluttet at se ham mere som en ven end som en far.
Og til én af alle de dér familiemiddage fik du så idéen om at fortælle hans historie?
– Ja. Jeg kendte ikke meget til hans fortid som barn. For eksempel troede jeg altid, at han var tyrker. Jeg var ret gammel, før jeg fandt ud af, at han var vokset op på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien og faktisk ikke rigtig vidste, hvad han var. Dengang fortalte han kun sådan nogle uskyldige små anekdoter – hvor dejlig maden var derhjemme, den slags – men efterhånden begyndte der også at dukke historier op om de sværere ting. Og dem besluttede jeg så at fortælle, også fordi der for mig ligger en universel historie i det her: Det handler ikke om min far, men om rigtig mange flygtninge, der har oplevet noget lignende.
Hvordan var det at interviewe sin egen far til sådan en bog?
– Første gang havde jeg en diktafon med op til ham. Han kiggede én gang på den og sagde: ”Jeg vil ikke optages”, ha ha. Sådan er han, jeg tror, jeg har 10 fotos af ham i alt. Og hver gang, jeg forsøgte at sige ”lad os snakke om tegneserien”, så blev han helt rigid og vagtsom. Så jeg snakkede bare med ham om løst og fast, og de små historier, der dukkede op, skrev jeg ned. Til sidst tvang jeg ham til at lave en kronologi på dem, og sådan blev det til en sammenhængende fortælling. Men den har udviklet sig meget undervejs, f.eks. var jeg ret langt i processen, da min far fortalte, at han havde epilepsi som ung. Dér faldt en masse brikker pludselig på plads. Han er ikke plaget af det længere, i øvrigt – han siger, at det gik over, da han kom til Danmark og begyndte at ryge hash!
– Det er vigtigt at forstå, at som dansker er det en styrke at kunne udlevere sig selv emotionelt – at turde det – men sådan er det bestemt ikke mange andre steder. Det har taget mig lang tid, seks år faktisk, at komme så tæt på min far, at jeg kunne lære hele hans historie at kende. Og det føles lidt som et tillidsbrud at fortælle den til hele verden nu! Men min far forstår godt, hvad jeg laver, og hvorfor jeg gør det, og han fik selvfølgelig ”Desertør” til gennemlæsning, før den gik i trykken.
Vidste du fra starten, hvordan du ville give hans livshistorie form som tegneserie?
– Nej, slet ikke. I løbet af de seks år, jeg har arbejdet på det her, har jeg nok produceret lige så mange kasserede tegneseriesider, som der er i ”Desertør” (knap 100, red.). Oprindeligt lavede jeg en rent biografisk genfortælling med årstal og facts, men det virkede simpelthen ikke. Så langt det meste af den slags har jeg filtreret væk nu. Hele processen har været præget af tvivl og svedeture: Hvordan skulle jeg f.eks. håndtere tyrkernes folkemord på armenerne, som er en del af historiens større kontekst? Jeg ville helst skildre det på en nuanceret måde, så jeg ikke stak min far i ryggen. Når jeg sidder ved tegnebordet, er jeg fuld af selvtillid og kan det hele, men så snart jeg rejser mig, melder usikkerheden sig: Er det godt nok? Giver det mening? Yder det min fars historie retfærdighed?
Seks år er langt tid at arbejde på en tegneserie, især når det er med store forhindringer. Hvad drev dig?
– Altså, for det første så kan jeg virkelig godt lide at lave tegneserier. Hele ”Desertør” er lavet på et år, og jeg er allerede 50 sider inde i den næste. Samtidig synes jeg efterhånden, at jeg har lavet så mange tegneserier (f.eks. ”Vold” og ”Låsesmeds-filerne”, red.), at jeg begynder at kunne mit håndværk – det styrker selvtilliden i forhold til et svært projekt som det her. Men først og fremmest handler det om, at jeg synes, jeg har fat i en vigtig historie, der rækker ud over mig selv.
– Engang holdt jeg et foredrag sammen med forfatter Hans Otto Jørgensen, som jeg lavede ”Vold” med, og som også har hjulpet mig rigtig meget med teksten i ”Desertør”. En eller anden spurgte, hvorfor mine ting altid var så dystre, og det, vi nåede frem til, var … at det er vigtigt, at der er nogen, som er ambassadører for det mørke, for det, der ikke er rart. Når folk dør og bliver tortureret, så er det ikke en person med overskud til en kæk punchline, der kommer ud på den anden side. Det er et knækket menneske, som ligesom bare overlever i stilhed, og dét menneske er også en slags helt for mig.
Hvordan var det at snakke med din far om de svære ting?
– Det er ikke sjovt at stille sin far spørgsmål og så se ham blive helt fjern i blikket. Og nogle ting har jeg simpelthen ikke kunnet få ham til at fortælle om, f.eks. hans tid i fængslet. I stedet har jeg researchet på, hvad der foregik i tyrkiske militærfængsler på det tidspunkt. Og så har jeg taget udgangspunkt i mine egne oplevelser – af at sidde i detentionen, f.eks., og af at føle mig anderledes i mit eget hjemland. En af mine bedste venner begik selvmord for nogle år siden, og dén oplevelse har jeg trukket meget på i skildringen af min fars følelser, da han mistede sin bedste ven.
Er det ikke en udfordring, når man sidder og interviewer sin far, at skelne mellem, du ved – er det her interessant for mig, fordi han er min far, eller fordi det virkelig er interessant?
– Klart, dén tvivl er der også. Men faktisk tænker jeg lidt det samme i forhold til en tegneserie som ”Maus”, som jo er oplagt at sammenligne med mit projekt – ”er det her virkelig interessant? Eller tager jeg bare Spiegelmans ord for, at det er interessant?” Sådan har jeg det faktisk med mange af de tegneserier, jeg bedst kan lide, f.eks. Chris Wares ting. Tvivlen forstærkes også af den lange periode, jeg har arbejdet med projektet i. Nu har jeg det med ”Desertør” som med billeder af min søsters børn: Jeg kan simpelthen ikke se, hvad andre ser!
Du fortæller historien på en skiftevis meget straight og meget ekspressionistisk, frit associerende måde. Hvis vi nu f.eks. ser på side 14 i ”Desertør”, så ved vi på dette tidspunkt ikke, hvem det blodige ansigt tilhører – det er en slags flashforward – og et billede som det af træet i nederste højre hjørne har ikke nogen direkte betydning for fortællingen. Men meningen – at landsbyens rolige hverdag har rødder i en voldelig fortid, og at volden ligger latent hele tiden – træder klart nok frem …
– Der var meget mere tekst i det oprindelige manuskript, men jeg har skåret og skåret i det – og Hans Otto har skåret endnu mere. Hvis det kunne fortælles med et billede, kom det ikke med i teksten. Generelt kan man sige, at når jeg arbejder med siderne, så planlægger jeg de allervigtigste billeder fra starten – dem, der er afgørende for at drive fortællingen videre – og fylder så på imellem dem. Da jeg lavede tegneserien, forestillede jeg mig, at den var en rigtig svær samtale, hvor man nogen gange blev nødt til at se væk, fordi det hele var så voldsomt …
– Jeg har arbejdet meget med en slags psykisk point of view, hvor billederne viser, hvordan min far oplevede verden. Hvis du kigger på side 25, hvor vi ser ham sidde i fængslet med en stofpose over hovedet, så researchede jeg dén side ved selv at komme en pose over hovedet og så prøve at bide mærke i, hvad det gjorde ved min oplevelse af verden. Lyde bliver jo meget mere fremtrædende, når man ikke kan se – vandet, løber i rørene under gulvet, den slags. Det kender jeg selv fra min tid i detentionen, ligesom jeg har gravet ned i det ved at læse om sidde i fængslet og snakke med venner, der har været i fængsel …
Skete det nogensinde, at de her ekspressionistiske sekvenser blev for jazzede?
– Helt sikkert, jeg har fjernet hele passager, hvor det simpelthen blev for, ja, jazzet. Da jeg i sin tid startede med at lave tegneserier, jazzede jeg bare igennem. Siden har jeg læst en masse ting lavet af andre, og fundet ud af, at jeg nok i virkeligheden bare foretrækker Tintin!
– David B.s ”Det store onde” var en aha-oplevelse for mig, fordi den viste, hvor meget man kan opnå ved at være tro mod virkeligheden og så tilføje den et ekstra lag af noget uvirkeligt. Den inspirerede mig også til at sætte nogle dogmer op for ”Desertør”: Kun sort/hvid, ingen streger uden for rammerne og så videre.
… klassisk albumformat med klassiske sidelayouts …
– Ja, det format fascinerer mig. Jeg har aldrig været så glad for at få en tegneserie tilbage fra trykken, som da ”Desertør” ankom: Det var som at få en gammel tegneserie i hånden!
Et af de mest David B.-agtige elementer er de ”ansigtsløse” soldater med poser over hovedet. Hvad laver de i tegneseriens ellers relativt genkendelige virkelighed?
– Soldaterne går igen fra mine andre tegneserier. De er der bare som fylde, som masse. For at kunne fortælle den her svære historie blev jeg nødt til at komme et lille stykke væk fra virkeligheden – ligesom trække min egen mytologi hen over historien som en hinde, så jeg kunne forholde mig til den. Det er også derfor, jeg har trukket de fleste hårde facts ud af fortællingen, så den blev mere universel og mindre specifik og på dén måde lettere at håndtere. Ellers havde jeg slet ikke kunnet lave den.
Din streg balancerer mellem noget stramt – især i kraft af det meget grafiske sort/hvid udtryk – og noget løst og energisk. Er det noget, du bevidst sigter efter?
– Altså, nu gik jeg jo på Kunstakademiet, så jeg har aldrig lært at tegne. ”Desertør” er tegnet i mit naturlige tempo, jeg skal gøre vold på mig selv for at tegne langsommere. På sådan en dag, hvor jeg står op klokken 8, kun holder pauser for at spise og slutter af klokken 1, kan jeg lave to sider helt færdige. Og ja, jeg er vild med energien i f.eks. Egon Schieles malerier, men jeg ville også gerne kunne tegne superkontrolleret som Gustave Doré …
”Desertør” er tegnet rent digitalt, ikke?
– Jo, for første gang har jeg lavet en tegneserie uden blæk og papir. Det falder mig helt naturligt – den eneste forskel er, at hvis jeg laver en fejl, trykker jeg bare en knap, så er den væk! Fandme dejligt. Selvom jeg skammer mig lidt, ha ha.
Hvorfor det?
– Jamen, det føles jo lidt som snyd, ikke? Men jeg kan meget nemmere samle mig om at sidde otte timer foran skærmen end foran et tegnebord – det er lidt som at spille computerspil. Og så slipper jeg for at sidde og blive frustreret over, at pennen ikke kan trækkes så hurtigt hen over papiret, som jeg gerne vil. En digital pen er der ingen hastighedsbegrænsning på!
