Anmeldelse
Man skal gøre det, der gør én glad; leve i nuet; værdsætte det, man har. Sådanne patetiske forestillinger hjemsøger Det rette element. Alligevel fortæller Line Høj Høstrup med sin første grafiske roman en smuk og rørende historie om et liv, der udsættes for mere, end et menneske skulle kunne bære.
Af princip kan jeg ikke fordrage lommefilosofi. Når snakken går på så vidtløftige spørgsmål som meningen med livet eller at se døden i øjnene, ved jeg, at jeg skal vrænge på næsen. Ideer om, at det gode liv findes i det, man har, og at man bare skal lære at værdsætte det og se det smukke i livet, ved jeg, er generaliserende og letkøbte tanker. Det rette element af Line Høj Høstrup er lommefilosofisk på præcist denne facon. Alligevel synes jeg ikke, det er en dårlig tegneserie. Jeg vil dermed foreslå to hypoteser: Enten er jeg mere tilbøjelig til at synes om lommefilosofi, end jeg er komfortabel med at indrømme, eller så er Høstrups tegneserie mere nuanceret end som så. Måske formår Line Høj Høstrup at fortælle en historie om behovet for mening med livet uden at gøre det kvalmt.
Et kendt ansigt
Som netop udnævnt forkvinde for Dansk Tegneserieråd og en fast bestanddel af Fiesta-folket siden Fiesta Magasinets begyndelse er Line Høj Høstrup efterhånden et kendt ansigt i den danske tegneserieverden. Hendes tegneserier for Magasinet er nogle af de mest kærlige satirer over det, der så uskønt (og misvisende) er blevet kaldt krænkelseskulturen. Hendes satirer fremstiller det, der gøres grin med, i et både latterligt og dybt menneskeligt lys. Det rette element er ikke en satire, men alligevel udfolder Høstrup hele sit talent i bogen. I løbet af tegneserien mødes man af underskønne helsidestegninger, der er fantastisk detaljerige uden, at Høstrups vanligt simple og ekspressive tegnestil på den måde forsvinder. Høstrups tegninger er dynamiske, og hendes karakterer er livlige og gestikulerer helt vildt. Der er en sprælsk energi over Høstrups udtryksform. Men Det rette element er en dybt alvorlig fortælling, og således evner tegneserien at lade det livfulde og sørgmodige optræde side om side på smuk vis.
Livet er noget lort
Den unge hovedperson, Ellen, køber et hus, hun vil sætte i stand i håbet om at udleve sin drøm om at eje ”et fragment af verden”: at skabe et hjem. Hurtigt opdager Ellen, at hun lider af ALS. ALS er en sygdom, der rammer ens motoriske evner. Gradvist vil man få større og større besvær ved at bevæge sig; at tale og synke vil endda blive besværet. Sygdommen medfører i stedet ende, at man mister kontrol over sin krop og dør. Samtidigt viser det sig, at huset, Ellen har købt, er angrebet af svamp. Mens Ellens krop lider, synker huset også i grus. Hvis drømmen var at have kontrol over noget i det ellers uendeligt store og uendeligt skræmmende univers, må virkeligheden være, at det ikke lader sig realisere. Men Ellen giver ikke op, og Det rette element er den gribende historie om, hvordan hun forsøger at holde håbet i live. Midt i hendes kamp for at redde sit hus og dermed sig selv afbrydes historien pletvis af drømmesekvenser og tilbageblik til Ellens barndom. Drømmesekvenserne omhandler Ellens vision for det perfekte liv. Sekvenserne er holdt i en grønlig tone, og enkelte elementer er slet ikke farvelagt, hvorved det irreelle og konstruerede i scenerne understreges. Det er virkelig flot gjort. Men efter lang tids kamp med at holde drømmen i live begynder lommefilosofien for alvor at udøve sit jerngreb på fortællingens budskab.
Drøm og virkelighed
Drømmens utidssvarende fantasier bliver skiftet ud med floskler som: Man skal gøre det, der gør én glad; leve i nuet; værdsætte det, man har. Som om livet skulle kunne blive un-fucked af den rette indstilling. Alligevel er det, som om tegneserien godt er klar over problematikken i denne lalleglade lommefilosofi. Der bliver ironiseret over ”Carpe diem og alt det der”, samtidigt med at tegneserien uden tvivl tror på budskabet i Carpe diem. Er Det rette element således en kvalm omgang klichéfyldt sludder eller et nuanceret forsøg på at fremvise det alt for menneskelige behov for mening med livet? Jeg ved det ikke. Måske er den ambivalens vigtig, fordi drømme og illusioner kan være helt nødvendige for opretholdelsen af et liv, der tvinges til at skulle bære mere, end et menneske bør kunne døje. Det væsentlige bliver altså at afstå fra at holde drøm og virkelighed adskilt. Man har brug for begge dele. Og måske viser livet sig først fra sin smukkeste side af, når vi ikke længere kan skelne dem fra hinanden.
