Grib den fucking dag
Norske Kjersti Synneva Moen debuterede sidste år med sin graphic novel Grib den Fucking dag, der skildrer teenagelivets følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed. Vi dykker ned i historien om 16-årige Amalie, der befinder sig på dybt vand efter at være flyttet hjemmefra for at starte på en ny skole.
Er Norge i gang med en tegneserie-invasion af Danmark? Faktum er, at virkelig mange norske serieskabere udkommer på danske forlag i disse år.
I flæng kan nævnes Malin Falch, Nora Dåsnes, Hans Jørgen Sandnes, Michelle Tolo, Cha Sandmæl m.fl. Alle er udkommet på dansk de seneste år med titler, den henvender sig til børn, tweens eller teenagere.
Nu kan Kjersti Synneva Moen så tilføjes listen med Grib den fucking dag, hendes debuttegneserie, som finder vej til danske tegneserielæsere et halvt års tid efter den norske udgivelse. I november vandt Moen den norske tegneseriepris Pondusprisen for udgivelsen.
Grib den fucking dag er et lille hverdagsdrama set fra 16-årige Amalies perspektiv. Med sine temaer henvender den sig umiddelbart til lidt ældre læsere end de fleste af de norske børne- og ungdomsserier, vi hidtil har fået på dansk.
I korte træk handler historien om at Amalie og den jævnaldrende veninde Vilja er flyttet hjemmefra i fællesskab for at begynde på en ikke-nærmere defineret skole – måske en form for efterskole eller et gymnasium? Her begynder den lidt kejtede, tegneglade Amalie på kunstlinjen, mens mere udadvendte Vilja skal starte på musiklinjen.
Begge er spændte, forventningsfulde og helt klar på at genopfinde sig selv i en ny hverdag langt fra barndomshjemmenes trygge rammer. Som Amalie skriver i dén skitsebog, vi som læsere løbende får indblik i: ”Installerer Amalie 2.0: opdateret udgave: – coolere, -sejere.” Hvad kan gå galt?
En hel del, skal det vise sig. For som alle, der har prøvet at starte på et nyt studie eller i et nyt job, ved, stemmer forventningerne sjældent overens med virkeligheden.
Det oplever Amalie nu, hvor hun over udgivelsens 226 sider skal finde sig selv og sin plads i den nye hverdag. Pludselig er hun ikke længere den bedste til at tegne. Hun har også svært ved at begå sig socialt blandt de andre på kunstlinjen. Dertil kommer, at Vilja, den tætte barndomsveninde, nærmest fra dag 1 på skolen opsluges af nye vennegrupper og fester.
Der står måske nok ’Grib dagen’ og ’Live life to the fullest’ på dén ironiske og cheesy planche med ’inspirerende’ citater, Vilja og Amalie for sjov laver til deres nye lejlighed inden skolestart. Men det er kun Vilja, der til en start griber mulighederne. Amalie, derimod, forsumper langsomt og ensomt derhjemme over lunken, hjemmelavet pizza – når hun ikke lige havner i akavede samtaler og situationer på kunstlinjen.
I løbet af udgivelsen veksler Moen mellem at skildre Amalie på to niveauer. Vi oplever hendes facade udadtil gennem hverdagen på skolen og i dele-lejligheden med Vilja. Og så oplever vi tankemylderet og usikkerheden indadtil gennem tegningerne i hendes skitsebog, der jævnligt dukker op som dobbeltopslag.
Det fungerer rigtig godt og giver interessante og meget kunstfærdige afbræk i udgivelsens ellers ret traditionelle opbygning.
Grib den fucking dag tager sin titel efter de mange floskel-statements, der til en vis grad indrammer vore dages ungdomsliv. Et liv, hvor mange som Amalie føler både et stort forventningspres, ensomhed og utilstrækkelighed iblandet enorm selvbebrejdelse. For hey? Du er jo din egen lykkes smed – ’live life to the fullest’, som der står på venindernes planche!
Som lidt ældre trækker man måske på smilebåndet over banaliteten i sådanne statements. Det ændrer bare ikke på, at mange unge er sovset ind i dén kategoriske, sort/hvide tankegang, de er udtryk for, og som gør, at de stiller store krav til sig selv. Om at leve op til egne forventninger om at være cool, sjov og succesfuld. Om at leve op til andres forventninger.
Det har teologen Christian Hjortkær f.eks. skrevet bogen Utilstrækkelig om, hvor han bl.a. påpeger, hvordan essensen af tidens mange livsfilosofiske quotes og statements gennemsyrer dagens ungdomsliv.
Afsættet for Moens fortælling er derfor både aktuelt og relevant for de unge læsere, Amalies fortælling er henvendt til. Mange vil nok kunne spejle sig i hendes dannelsesrejse og forsøg på at finde sit ståsted.
Når dét så er sagt kunne de gode intentioner godt forløses bedre som tegneserie. Jeg savner en større variation i streg, perspektiv og udtryk –lidt mere leg med kunstformens muligheder – end hvad Moen udviser på siderne.
Ofte ender ruderne med blot at rumme close-ups eller halvtotaler af Amalie og de andre personer, der snakker om løst og fast. Det giver nogle lidt kedelige, ensartede sider, hvor jeg som læser hurtigt kører død i de mange ’talking heads’. Moen kunne med fordel have givet mere visuel kulør til fortællingen med flere skift i perspektiv eller ved at eksperimentere med at bygge siderne anderledes op i ny og næ.
Det undrer mig også, at Moen meget ofte tegner personerne med lukket mund, når de taler. Hér forpasser hun som tegneserieskaber muligheden for at udnytte den udtryksfuldhed, der ligger i at afbilde ansigtsmimik ved tale. Noget der ellers kunne puste mere liv og karakteristik i hendes persongalleri.
Om man kan lide Moens lidt grove og kantede streg er selvfølgelig en smagssag. Personligt synes jeg ikke, den er så spændende. Jeg savner flere detaljer i tegningerne, så øjnene inviteres til at dvæle ved dem i længere tid.
Det samme kan siges om farvelægningen, der er ret basal og, i mine øjne, halvkedelig at se på. Her kunne en mere udstrakt brug af effekter til at angive skygge eller dybde have givet noget tiltrængt farvespil.
Selvom Moens fortælling bestemt har hjertet på rette sted, er historien om Amalie forholdsvis simpel, overskuelig og set mange gange før. Derfor er det op til den visuelle forløsning at trække de sidste, afgørende stik hjem. Og her savner jeg en mere kunstnerisk modig og udfordrende hånd.
Men alt afhænger som bekendt af øjnene der ser. På side 98 reflekterer Amalie: ”Handler kunst ikke først og fremmest om at formidle en følelse? Som vi så kan genkende os selv i?”
Måske ville Grib den fucking dag have gjort større indtryk på mig for små 30 år siden, da jeg selv stod samme følsomme sted i livet som 16-årige Amalie?
Det er værd at tænke over.
Håndværksmæssigt virker Grib den fucking dag dog for mig som en tegneserie, der måske nok har en vedkommende historie og mestrer alle kunstformens grundelementer, men hvor jeg savner de detaljer og dét sidste touch, der hæver den fra at være noget, der blot er hurtigt læst og hurtigt glemt.
Del på
