Tintins oplevelser: Castafiores juveler
Castafiores juveler holder med sin veloplagte blanding af detektivhistorie og humoristisk festfyrværkeri til utallige genlæsninger, også i føljetonversionen.
Anledningen virker noget søgt: Da Tintin-figuren Bianca Castafiore fylder 85 år (talt fra hendes første optræden i tegneserien) og førsteudgaven af albummet Castafiores juveler fylder 60 år, udkommer albummet nu i en særudgave. Bevares, det er fuldt forståeligt, at det belgiske forlag Casterman gerne vil sælge sit guldæg igen og igen. Denne gang skal trofaste læsere punge ud, fordi der er tale om den såkaldte ”føljetonversion”, der yderligere har 14 siders indledning. Forsidens tegning er ophøjet fra titelbladet i albumversionen. Den viser tydeligt historiens to hovedpersoner, selv om den på ingen måde kan hamle op med den gennemkomponerede, klassiske forside fra den originale albumudgave. Dermed signaleres det samtidig tydeligt, at der ikke er tale om den samme vare.
Sidst var det Krabben med de gyldne klosakse, der blev genudgivet i anledning af kaptajn Haddocks 80-års jubilæum. Dengang var der dog ikke meget nyt under solen, hvilket der retfærdigvis er denne gang. Selve historien er naturligvis det samme veloplagte ”whodunit” opklaringsarbejde, der blev mere end antydet i den gamle titel Det gådefulde juveltyveri.
Fra 4. juli 1961 til 4. september 1962 blev føljetonversionen trykt i Tintin-bladet med en ugentlig side. I den fyldige indledning, der i sig selv er usædvanlig i et Tintin-album, får man en god introduktion til historien og arbejdet med den. Sophia Loren og en roma-lejr var igangsætterne for Hergé, der ovenpå Tintin i Tibet havde haft problemer med at få hold på det næste eventyr i rækken. Castafiores juveler beskrives i indledningen som ”det mest enestående ikke-eventyr i hele Hergés værk”. Når det karakteriseres således, skyldes det at handlingen (stort set) foregår på Haddocks slot Møllenborg fra start til slut. Der mangler dermed eventyrets klassiske rejsefase. Her skal Tintin ikke til hverken Congo, Shanghai, Syldavien, Peru, månen eller andre eksotiske lokationer. Netop derfor er albummet blevet en kær favorit hos mange – og en torn i øjet for andre.
Castafiores juveler bør dog netop ikke sammenlignes med et eventyr. Det har i stedet langt flere træk til fælles med detektivromaner i stil med Agatha Christie. Kombineret med Hergés humor bliver albummet på samme tid et fængende opklaringsarbejde og det nok mest slapstickfyldte af alle Tintin-album.
I forordet kan man se eksempler på Hergés minutiøse forberedelser af både historien og tegningerne. Der er eksempler fra de helt primitive skitser frem mod de krystalklare færdige tegninger. Nyttige mellemled i form af fotodokumentation og en detaljeret plantegning over Møllenborg Slot giver et godt indblik i Hergés detaljerede, nøgterne og langsommelige arbejdsmetode på dette sene tidspunkt i karrieren.
Herefter følger selve tegneserien, der naturligvis starter på side 1, som alle Tintinalbum gør, hvormed indledningen ikke er sidenummereret. Hvis man sætter næsen op efter helt nye sider eller ruder, bliver man skuffet. Man får basalt set det samme som i den klassiske albumudgave, bare med nogle få nuancer. I forordet truttes der ellers i de helt store basuner, når forskellene skal beskrives: ”Den første udgave, skabt til Tintin-bladet, afviger betragteligt fra den, som Hergé tilrettede til den endelige udgave.” Vi er dog nede i ting som at Hergé havde glemt, at han i albummene inden havde udstyret Tintin med et armbåndsur. Så i føljetonversionen bærer Tintin ikke armbåndsur, hvilket blev rettet til albumversionen. Ligeledes er der rettet i døres åbningsretning eller tilføjet indbo. ”Nok til en veritabel skattejagt”, står der i indledningen. Sagt på en anden måde: grundlæggende samme produkt med nogle ganske få og perifære afvigelser.
Det eneste, der adskiller sig tydeligt, er farvelægningen. Den fremstår lidt mere støvet og med rigtig mange ændringer fra føljetonversionen til albumudgaven, ikke mindst farven på det jakkesæt og slips, Haddock noget usædvanligt bærer i meget af historien. Den sorte streg er lidt mere rustik end i den knivskarpe færdige albumversion, hvilket har en vis charme og gør den en anelse mindre steril. Samtidig er trykket en anelse større end i tidligere udgivelser, vel cirka henholdsvis en centimeter på den smalle led og to på den lange per side.
Historien bygges mesterligt op. Der bruges overraskende lang tid på at skabe spænding frem mod det næsten forventede juveltyveri. Et utal af personer tillægges motiver på forhånd, så der venter Tintin et større opklaringsarbejde, da det to tredjedele inde i albummet endelig bliver nødvendigt for ham at træde i karakter. Indtil da har han på mange måder overladt hovedrollen til det farverige persongalleri, der samles på Møllenborg, da ”den milanesiske nattergal” Bianca Castafiore beærer Haddock med et besøg.
Det ene spor er juvelerne og detektivarbejdet. Det andet spor er det humoristiske. Her er Hergé på toppen af sin ydeevne, når han vrider det maksimale ud af en længere række af gentagne jokes. Et løst trappetrin giver et væld af halsbrækkende situationer inkl. Haddocks slemt forstuvede fod, der lænker ham til en kørestol, så han ikke kan slippe væk, da Castafiore melder sin ankomst. Det er også katalysator for en perlerække af telefonopkald til en arbejdssky murermester, når der da ikke ringes forkert til slagtermester Behnløse.
Castafiores evne til uafladeligt at give Haddock et nyt navn er en blid ydmygelse af ham, imens Hergé løbende lader ham komme mere håndfast til skade. Ingen tvivl om, at sømanden i dette tilfælde må lide langt mere ondt end godt, når han skiftevis bliver bidt af et sigøjnerbarn, bidt af en papegøje, forstuver foden, får et hvepsestik på næsen eller en projektør i hovedet. Førnævnte papegøje, en gave fra Castafiore, bidrager også til morskaben med sine efterligninger af de ord og sætninger, den hører omkring sig, så Haddock nærmest drives til vanvid. Læg dertil de sædvanlige bipersoners særkender: Tournesols misforståelser på grund af nedsat hørelse samt Dupond og Duponts klodsethed.
Det er stadigvæk i 2024 et ualmindeligt sjovt album, hvor replikkerne sidder knivskarpt og Haddock er i sit zenit som komisk partner, der i lange stræk får lov at spille hovedrollen. Samtidig lykkes det i vanlig stil Hergé at slutte nærmest hver eneste side med en cliffhanger på grund af føljetonudgivelsen. Derfor er albummet på alle måder ualmindeligt vellykket, selv om nogle vil savne et mere ægte mysterium og et mindre klaustrofobisk miljø end Møllenborg.
Castafiores juveler kan til hver en tid anbefales, om det så er føljetonversionen eller den ”rigtige” albumversion. Indledningen til den nye – gamle – føljetonversion er en glimrende indføring i både tekst og billedvalg, der sagtens kan retfærdiggøre den som det rigtige valg, hvis man kun skal have én version stående. Har man i forvejen en fyldig Tintinsamling, er det et lidt mere åbent spørgsmål, om man strengt taget behøver udvide den med føljetonversionen. Det må afhænge af, hvor stor en komplettist man er.
