Dr. Murder and the Island of Death
Emil Friis Ernst er årgang-’17-afgangselev fra grafisk fortælling i Viborg og albumdebuterede i 2019 med Dr. Murder and the Island of Death. Nummer 9 bringer her under henvisning til bedre sent end aldrig anmeldelsen af hans solodebut.
Dr. Murder er en superskurk, som har set bedre dage. Umiddelbart virker han måske til at befinde sig på højden af sin karriere, med fantasillioner på kontoen, hovedkvarter på egen vulkanø og kalenderen fyldt med skumle projekter og idéer.
Men lige under overfladen lurer forfaldet. Skurkenes håndlangere har sluttet sig sammen i en fagforening, og kun én af den onde doktors er blevet hængende foran spillekonsollen i hovedkvarterets sovesal.
Doktoren er blevet droppet som ærkefjende af Johnny America, som han ellers har dannet helte-skurke-par med i mange år. Og Dr. Murder synes, at hele skurkegerningen har mistet sit mål og sin mening, selv om han krampagtigt forsøger at fastholde omverdenens billede af ham som en stor og vigtig mand.
Selvrealiseringsrejse for en superskurk
Invitatationen til gammel-klassefest på Adventure Academy er fortællingens kald til handling.
I tilbagevendende flashbacks i sort, hvid og nedtonet orange ser vi den unge, aspirerende doktor som en akavet, genert og trynet skurkeelev danne makkerpar med den eksotiske, etiopiske Lady Anya, som han siden forlod til fordel for den mere glamourøse all-american hero, men som siden har spøgt som undertrykt anima i den troskyldige del af hans sind.
Dr. Murder tager i fuldefede Friis-farver til genforeningen med håbet om at vinde sin skolemakker og dermed sin sjæl tilbage, men det store spørgsmål er selvfølgelig, om han kan lære noget af mødet med sin fortid og omlægge sit meningstomme liv, eller om han er fastlåst i sporet mod den uundgåelige, selvforskyldte selvdestruktion.
Med andre ord om historien om ham er en klassisk tragedie, en selvrealiseringsrejse eller noget helt tredje.
Billedsiden emmer af luksus og overskud
Ophavsmanden har godt styr på både den klassiske fortællestruktur såvel som den modernistiske antihelt, hvilket måske er et resultat af rent faktisk at være uddannet i at fortælle; i så fald lover det godt for fremtidens udgivelser fra hans og de øvrige Viborg-elevers hænder.
I Doktor Drab har han lagt et genrebevidst og -udvidende metalag ned over handlingen, hvori supertyperne er klar over forventningerne til dem. Det havde været træt, hvis der kun var det, men oven på en traditionel fortælling fungerer det fint og skal ikke bære mere, end sjovt er.
Teksten dækker hele spektrummet fra tungt filosofisk-eksistensielt til snappigt replikskifte uden at falde igennem i nogen af enderne. Det er dog det grafiske udtryk, der for alvor får udgivelsen til at træde frem.
Emil Friis kan virkelig noget særligt med flader og farver, men hele billedsiden emmer af luksus og overskud, fra den enkelt, tykke, tørre tuschstreg til 2. udgavens smudsomslag med et cut-away af dødsøen i tetraedriske farver på indersiden og gæstetegneres bud på hovedpersonen bagerst.
Allerbagerst er der endda en reklame for en actionfigur af selvsamme, som forlaget har fået lavet, og som man i hvert fald har kunnet købe i virkeligheden. Det er rimelig ærefrygtsomt.
En ornli luns brænde på det hjemlige tegneseriebål
Undertegnende kan ikke andet end at anbefale Dr. Murder and the Island of Death, ikke blot til tegne- eller superhelteserielæsere, men også almindeligt interesserede i dansk kunst og kultur.
Det er også en anledning til at stifte bekendtskab med Emil Friis Ernst, der i foråret modtog Statens Kunstfonds arbejdslegat i skyggen af coronakrisen, og som vi vel derfor kan forvente at komme til at høre og se mere til i de kommende år. Det skal være meget velkomment.
Og det skal flere tegneserier fra de frække, ung(dommeligt urbane) Baggaardsbaroner, som står for udgivelsen, bestemt også. Kæmpe hat af til de involverede herfra for at smide en ornli luns brænde på det hjemlige tegneseriebål!
[Note: Grundet en smutter i den interne kommunikation på Nummer 9, fik vi sat to skribenter i gang med at anmelde Dr. Murder and the Island of Death. Du kan derfor også læse Bibi Eik Bergfjords anmeldelse Dr. Murder og den ægteskabelig kontrakt]
