Dr. Murder and the Island of Death
Dr. Murder and The Island of Death er en ambitiøs fortælling med mange lag, der i disse udfolder sig som en historie om afstand imellem mennesker, der eskalerer til ensomhed og til sidst komplet isolation.
Den, ahem, noget afdankede Dr. Murder jagter på år nummer mange en superhelt. En indbyrdes aftale man kan læse som en ægteskabelig kontrakt imellem en superhelt, en superskurk – og et objekt, der repræsenterer, jagten, motivationen, dynamikken i forholdet. Objektet er her en diamant. Jagten efter objektet går frem og tilbage over årene.
Dr. Murder har den i sin varetægt, men er gået i stå med diamanten stående fremme til skue. Han har glemt sin ægtefælle og at ægteskabets præmis, er, at magten fluktuerer mellem dem, at jagten på diamanten holder forholdet i levende. Superhelten vil skilles.
En forfriskende fortællemåde indenfor superheltetegneserier, hvorledes det gode ikke er til uden det onde og omvendt. At fortællingens liv er dynamik imellem karakterer.
Den moderne tids forhold
På mange måder er det helte-skurk-forhold, der fremstilles i fortællingen, at sammenligne med den moderne tids forhold – og det er ikke positivt ment. Forholdet er på en måde dødsdømt i vor tid, fordi det skal kunne så meget: En afstemt pragmatisk kontrakt som ægteskabet til alle tider har været og er. En adrenalin-svedende jagt efter hinanden, altså et sexliv. Og den åndelige forbindelse som “romantik” er et ord for i dag.
Der altså er tre store problemer med den ganske vanlige drøm om sådant kærlighedsforhold: Hverdagen mangler kommunikation og revision af den indgåede kontrakt, når karrieretrip, børn, madpakker, skatteopgørelser optager tiden. Livets kolbøtter og mandagsdage spænder ofte ben for daglig at orke jage hinanden ind i soveværelset. Drømmen om den romantiske kærlighed er endnu mere, ja, tør jeg skrive dødelig, for de moderne forhold.
Den kommer fra 1700tallets idé om kærlighed, der stammer fra sagnet om Tristan og Isolde, der inspirerede Shakespeare til Romeo og Julie.
Her er de er en del af et større hele, en sammenhørighed af menneske og natur, der reelt betyder, at de først kan få hinanden i døden. Det er den romantiske æras forståelse af den ægte kærlighed. Elsk og dø, eller stil dig tilfreds med det praktisk indgåede aristokratiske ægteskab.
Et forhold eller ægteskab på disse krævende præmisser ender da også ofte i afstand, stress, hvad-ved-jeg, og som her et brud.
En skurk uden en helt
Da står Dr. Murder alene tilbage i sit isolerede gemme. Han er forladt, og karrieren og kærligheden er øjensynlig sluttet på toppen – med diamanten, magten, i hans hænder, men er diamanten længere noget værd, når ikke den repræsenterer noget, er den? Den har ingen markedsværdi, så at sige.
En skurk uden en helt er mere end forladt. Han er simpelthen frataget sin livsbetingelse. Han står i en massiv eksistentiel krise. Han har som menneske i i sin stræben efter det fuldendte kærlighedsforhold lukket om sig selv. Higen efter karriere, anerkendelse, overtaget, gløden, ja nærmest overmenneskelighed, alt imens han glemte det andet menneske i dynamikken imellem skurk og helt.
Man kan sige, at fortællingen mister sit liv med skilsmissen. Resten er en historie om et meningsforladt liv og en ironisk død, jeg ikke vil afsløre mere om.
De mange tråde tråde i historien fremstilles ikke separat, men flettes hele vejen igennem ind i hinanden.
De præsenteres i et vidunderligt af farver, flashes, paneler, hvor hændelser, personer, der brydes brutalt op i halve billeder, eller hvor en tankerække forbliver ufærdig – hvilket giver en læseren en oplevelse af, at tegneren hele tiden er et skridt foran.
Det er en svært ekspressionistisk tegnestil, vi har med at gøre. Her spiller rammerne en afgørende rolle. De holdes klassisk firkantede med luft imellem, og læseren får en chance for at trække vejret imellem de hæsblæsende farverige indtryk fra nærmest hvert eneste panel i historien.
Smukt, snedigt og tendentiøst
Flashbacks og kig ind fortid, fremtid, efterlivet, eller måske et parallelt univers hvor de ægte elskende endelig får hinanden – holdes da også sort-hvid med kun et splash af orange.
Uden morsomheder som fartstreger, sveddråber eller men rigeligt med lydord bliver det en sarkastisk, men dødsensalvorlig fortælling. Forfatteren vrænger af sin hovedperson, går i dialog med sig selv om historiens metalag og præsenterer mange mulige fortolkninger og læseoplevelser.
Det er en smukt og snedigt tegnet, men tendentiøs fortælling, der insisterer for mange fortælle- og læseretninger ud til min smag og æstetik.
Som virkelig godt kunne have undladt at bringe begreber som Boltzmanns Brains op, der på den ene side leder læseren et bestemt sted hen i sine konnotationer, nemlig til spørgsmålet om bevidsthedsteori, her solipsisme – altså at andre mennesker udelukkende er fostre af egen fantasi, liv, og lineær tid som en desperat menneskelig konstruktion – men på den anden skriver forfatteren ikke engang sidetal på, så man kunne bladre frem og tilbage mellem fortællingens tråde, spor til læseren og more sig over muligheden for, at slutning er start og start er slutning.
Måske er de manglende sidetal en metafremstilling af selve historiens bevidsthedsteoretiske spørgsmål, men jeg bliver som læser mest bare demotiveret, gråhåret og opgivende som Dr. Murder selv. Nuvel.
Point for skønheden, hastigheden og den skægge indre logik med en skurk og helts indbyrdes afhængighed og umuligheden ved hele farcen præsenteret ved diamanten.
[Note: Grundet en smutter i den interne kommunikation på Nummer 9, fik vi sat to skribenter i gang med at anmelde Dr. Murder and the Island of Death. Du kan derfor også læse Christian Aarestrups anmeldelse Doktor Drab og dødens ø]
