Tegneseriebranchens omfavnelse af graphic novel-begrebet har bombet kampen for accept af tegneserien som seriøs kunstform flere årtier tilbage. Vi er igen i en tid, hvor det betragtes som barnligt at læse tegneserier.
Da Will Eisner i 1978 insisterede på at få ordene ”A Graphic Novel” trykt på forsiden af sin første semi-selvbiografiske tegneserie A Contract With God var det uden viden om hvordan begrebet ville blive brugt i fremtiden. Veteranen Eisner havde brugt flere årtier på at lave instruktionstegneserier til militæret og havde ikke holdt sig ajour med den kommercielle tegneserieverdens udvikling. I midten af 1970’erne fik han øje på undergrundstegneserierne, og selvom han fandt udgivelserne vulgære og platte, beviste de at tegneserier kunne bruges til at fortælle historier om andet end superhelte, krimier, gys og lignende. Der var nu også plads til selvbiografiske og realistiske historier.
Den type historier som Eisner ville fortælle var af en mere seriøs karakter, og derfor generede det ham at han kun havde begreberne ’comic’ og ’comic book’ til rådighed.
Undergrundstegneserierne opstod i slut 60’erne som en modreaktion til den selvcensur tegneserieindustrien midt i 50’erne indførte i form af Comics Code Authority efter psykologen Fredric Werthams angreb på mediet i sin bestseller Seduction of the Innocent. Efterfølgende er det blevet påvist at Wertham stort set fabrikerede hele bogens empiri, men ikke desto mindre fik hans vendetta mod tegneserier langvarige konsekvenser. Udover censur og amputerede historier, forstærkede Werthams bog det synspunkt, at tegneserieen var et underlødigt medium, der var skadeligt for børns læseevner og personlighed.
Forsiden på Eisners 1978-udgivelse. Den første bog med Graphic Novel påtrykt.
Eisners statement
Da Eisner besluttede sig for at vende tilbage til den kommercielle del af branchen, var det ikke nok for ham at skabe en god historie – han ville også lave et statement om tegneseriers legitimitet. Begrebsligt kunne det ses som et problem i USA, at ’comics’ eller ’comic books’ henviser til de tidlige avistegneseriers komiske indhold. Ligesom at aviserne tegneseriesektioner blev kaldt ’The Funnies’, eller ’The Funny Papers´.
Den type historier som Eisner ville fortælle var af en mere seriøs karakter, og derfor generede det ham at han kun havde begreberne ’comic’ og ’comic book’ til rådighed. Eisner var i hele sit liv i åben kamp med de fordomme som blandt andet Wertham havde fået etableret om tegneserier. Han kæmpede for at få mediet anerkendt som kunstform samtidig med at han tilkendegav, at der fandtes dårlige tegneserier ligesom der fandtes dårlige film, bøger og lignende.
Comic books vs. graphic novels
Da Eisner indførte ’graphic novel’ begrebet, gav han uforvarende forlæggerne et redskab som tillod manipulation af læserne. Begrebet fragmenterede tegneseriemediet i USA, og man talte kort tid efter om ’comics’/’comic books’ versus ’graphic novels’. Dette antydede at ‘graphic novels’ var et andet medie end tegneserierne, noget fint, af højere kunstnerisk kvalitet.
Det er lidt ironisk at Eisner kaldte A Contract With God en ’novel’ eller på dansk ’roman’, da den i virkeligheden består af korte historier som, hvis man insisterer på at bruge udtryk fra litteraturens verden, er noveller. At bruge begreber fra bøgernes verden et med til at forstærke ideen om, at tegneserier ikke er et selvstændigt medium, men bare en art illustreret litteratur. Selvom Eisner sikkert havde noble intentioner både på egne, og mediets vegne, kan denne handling godt betragtes som et knæfald for kritikerne og akademikerne i elfenbenstårnet. Hans handling har grundlæggende drevet en kile ind i tegneseriemediet og separeret tegneserieudgivelser i de fine og de mindre fine. Distinktionen minder om den mellem amerikanernes brug af ’film’ til at beskrive mainstream underholdning, og ’cinema’ som bruges om de mere kunstneriske eller smalle film.
At bruge begreber fra bøgernes verden er med til at forstærke ideen om, at tegneserier ikke er et selvstændigt medium, men bare en art illustreret litteratur.
Tegneserier og grafiske romaner er det samme medium, og grafisk roman er ikke en genre i sig selv. Begrebet bruges i dag oftest om lange værker der fortæller én historie, men genrene kan være alt fra ungdomsfortællinger til selvbiografier eller gys. Reelt bliver begrebet brugt som en mediebeskrivelse, så selvom det kun kræver et glimt ind i en udgivelse for at se, at det er en tegneserie – altså samme medie som Superman og Batman udgives i – betragtes disse grafiske romaner som et andet medium. Et mere fint og litterært af slagsen.
Knæfald for kritikerne
Selvom Werthams panikskabende udgivelse påvirkede det danske syn på tegneserier i 1950’erne og indirekte resulterede i udgivelsen af Tørk Haxthausens Opdragelse til Terror, der stort set er en repetition af Werthams pointer, har vores syn på tegneserier været præget af et mere tolerant europæisk blik. Den fransk/belgiske tradition har været præget af en accept af mediet, og det er blevet udnævnt til den 9. Kunstform og hermed sidestillet med de andre fine kunstarter. I Danmark har man kunnet købe albums i boghandleren og hæfter og amerikanske blade kunne man findes hos tegneserieforhandlerne. København har endda haft Det Kulørte Bibliotek – et biblioteket viet til tegneserier. I USA så det anderledes ud. Med enkelte undtagelser var tegneserier ikke at finde i boghandlere eller på biblioteker område.
Hvis alle tegneserier i princippet kan stemples som ’graphic novel’ har begrebet ikke længere nogen reel betydning.
Graphic novel-begrebet fangede meget hurtigt an og blev brugt om relativt traditionelle, serielle tegneserier. I dag bliver værker som Art Spiegelmans Maus: A Survivor’s Tale og Alan Moore og David Gibbons Watchmen ofte fremhævet som perfekte eksempler på grafiske romaner. Ikke desto mindre blev Watchmen oprindelig publiceret i dele, og Maus blev publiceret i små afsnit i Raw, en tegneserieantologi som Spiegelman var redaktør på sammen med Françoise Mouly.
Billede fra DC Comics officielle hjemmeside, hvor en samling af Golden Age Superman historier rubriceres som en Graphic Novel.
Der er altså hurtigt en inkonsekvent brug af begrebet og forlagene bliver i stigende grad kyniske omkring den signalværdi der ligger i at omtale en udgivelse som en ’graphic novel’. For eksempel bruger man begrebet som et kommercielt redskab ved publikation af superheltetegneserier. Mange historier skrives i dag så de kan afvikles på fem til seks blade, og samles herefter i trade paperbacks under betegnelsen ’graphic novel’. Begrebet skaber således kunstneriske restriktioner, og dets oprindelige betydning udvandes. Hvis alle tegneserier i princippet kan stemples som ’graphic novel’ har begrebet ikke længere nogen reel betydning. I stedet for dette knæfald for kritikere af mediet havde det været en bedre og mere langsigtet løsning kontinuerligt at oplyse om tegneseriemediets mangfoldighed og mange kvaliteter.
“Jeg læser ikke tegneserier…”
Ofte har jeg hørt sætningen ”jeg læser ikke tegneserier, kun graphic novels”, men graphic novels er tegneserier. Formålet med denne klumme er ikke at angribe tegneserieskaberne. Jeg tror ikke at der er et generelt ønske om at narre læserne til at købe deres værker. Jeg har derimod forlagene i tankerne. De færreste danske boghandlere fører i dag albums, de har derimod de flotte hardback opsamlinger og så titler med “grafisk roman” eller “graphic novel” påtrykt. Tegneserieafdelingen på Hovedbiblioteket i Krystalgade er et sørgeligt syn, for slet ikke at nævne det faktum at Det Kulørte Bibliotek ikke længere findes som selvstændig afdeling.
Min tese er, at tegneseriebranchens omfavnelse af den grafiske roman som kategori har bombet kampen for tegneseriemediets accept flere årtier tilbage. Vi er endnu engang i en tid, hvor det bliver betragtet som barnligt og useriøst at læse tegneserier, og derfor bruges betegnelsen ’grafisk roman’ til at legitimere læsningen af tegneserier og få bogbutikkerne til fortsat at føre enkelte tegneserieudgivelser.
Spørgsmålet er, hvorfor man vælger at lave hvad der grænser til falsk varebetegnelse?
Et aktuelt eksempel som illustrerer denne udvikling kan man finde i Line Kjeldsen Jensens udgivelse Hver dag starter det forfra fra i år. På tegneren og forfatterens Instagramprofil ser man at bogens undertitel oprindeligt var ”tegninger”, men kort inden udgivelsen skiftede den til ”en slags graphic novel”. Bogen er reelt en række tegninger der ikke som sådan fortæller en sammenhængende historie, og derfor ikke har meget med en grafisk roman at gøre. Her kan man tale om at strække begrebet ‘graphic novel’ (ja, endda den engelske udgave af begrebet til en ellers dansk titel) til bristepunktet. Spørgsmålet er, hvorfor man vælger at lave hvad der grænser til falsk varebetegnelse? Hvad er tanken bag en sådan markedsføring? Jeg kontaktede Line Kjeldsen Jensen for at høre, hvad der var sket, og hun skrev følgende tilbage:
“Min bog hed oprindeligt tegninger, fordi det reelt er det, det er. Tegningerne blev tegnet som løse historier og lagt på instagram, det var ikke oprindeligt meningen, at de skulle blive til en samlet historie, eller for den sags skyld blive til en bog. Det var mit forlag, der foreslog, at vi skulle kalde det en graphic novel, og i samme runde foreslog de, at vi ændrede titlen fra Dagbog fra barselshulen til Hver dag starter det forfra. Det var en måde at åbne historien lidt op på, og give den et tema og en sammenhæng, der fortæller lidt mere end bare ‘dagbog ..’ ‘tegninger’ … Jeg var rigtig glad for titelændringen, som gav fuldstændig mening for mig, men jeg var lidt loren ved at kalde det en graphic novel, fordi bogen er så blottet for handling – der er virkelig ikke nogen historie i. Og fordi jeg gerne ville have lavet en ‘rigtig’ graphic novel, hvor jeg fra starten havde udarbejdet materialet til en bog … Men forlagsdamerne overtalte mig, og jeg rettede det selv til ‘En slags …’ så jeg bedre kunne stå inde for det, og for at slå tonen og stilen lidt an fra starten. Det skal ikke tages alt for højtideligt…. Vi har slet ikke overvejet at kalde det Grafisk Roman. Jeg kender kun begrebet på engelsk og jeg tænker de fleste har det sådan. Så snart det danske ord Roman indgår ville jeg også få en endnu større forventning om, at der virkelig lå noget tungt og vigtigt (handlings-)stof bag.”
Den oprindelige forside med alternativ titel og undertitlen ”tegninger”.
Den endelige forside har fået undertitlen ”en slags graphic novel”.
Det virker som om. at Forlaget Fredag har valgt at give Line Kjeldsen Jensens bog mærkatet ‘graphic novel’ for at få bogen placeret i en anden kategori end traditionelle tegneserier – en kategori som den vel og mærke ikke reelt er en del af. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg på ingen måde anfægter selve udgivelsens kvaliteter. Hver dag starter det forfra har fået en fantastisk modtagelse af både anmeldere og publikum. Mine pointer relaterer sig udelukkende til den måde tegneserier markedsføres på af forlagene, og konsekvenserne af deres valg.
I bibliotekernes “Graphic novels for børn”-pjece anbefales både serier der kan forstås som “grafiske børne-romaner” og traditionelle albumserier som Gammelpot og Valhalla.
Udtjent værnepligt
Der bliver skabt yderligere forvirring herhjemme når der dukker flere og flere varianter af begrebet op. ’Grafiske noveller’ er for nylig begyndt at blive brugt, blandt andet af kritikere, endda om værker som indeholder én lang historie. De varierende termer skal nye læsere tage stilling til. Garvede tegneserielæsere ved, forhåbentlig, at det hele er tegneserier. I USA har man forsøgt at få termen ’graphic narrative’ indført, der i sin betydning ikke er langt fra det danske ord ’tegneserie’. ’Serie’-delen af ordet ’tegneserie’ er en henvisning til at værket indeholder en serie af tegninger, og ikke til at bladene udgives serielt. Termen er ældre end bladene, og går helt tilbage til stribedagene. En tegneserie er reelt en serie af tegninger. Hverken mere eller mindre. Derfor er den term stadig den mest dækkende på dansk.
Det er min overbevisning at man bør tænke over brugen af begrebet ’grafisk roman’ i en dansk kontekst. Er det vi læser, markedsfører og sælger ikke i virkeligheden tegneserier? Ønsker vi et mærkat som er med til at fortrænge tegneserier fra boghandlernes og bibliotekernes hylder? Branchen har brug for samling. Biblioteker og boghandlere har et ansvar for at acceptere mediet i sin helhed, og forlagene har et ansvar for at stå ved det medium som de nu engang vælger at udgive. Termen har udtjent sin værnepligt, og har aldrig været nødvendig i Danmark. Nu må vi videre og den bedste måde at gøre det på, er at kalde en tegneserie for en tegneserie. Alt andet er vi ikke tjent med i det lange løb.
