Brancheorganisation Danske Tegneserieskabere har for femte gang hædret årets bedste udøvere inden for tegneseriefaget med onlineuddeling af Claus Deleuran Prisen.
Det er ikke nemt at afholde en uddeling af tegneseriepriser i øjeblikket. Det har brancheorganisation Danske Tegneserieskabere også måtte erkende.
De var allerede i marts klar til at uddele årets Claus Deleuran Priser ved et arrangement på Storm P Museet – det blev naturligvis aflyst grundet Covid19.
Uddelingen blev derfor flyttet til Art Bubble i august, som også blev aflyst. Dernæst var planen at uddele prisen på årets Bogforum i november. Som så også blev aflyst.
De flotte statuetter kunne imidlertid ikke længere vente på deres modtagere, og derfor blev Claus Deleuran Prisen her til aften uddelt i en livestream via Facebook.
På Nummer 9 vil vi selvfølgelig også gerne sige tillykke til årets prismodtagere:
Bedste danske tegneserie
Death Save af Rune Ryberg
Bedste danske tegneseriedebut
Det rette element af Line Høj Høstrup
Bedste danske tegneserietegner
Bjørk Matias Friis
for Midgårdsskrøner 3: Troldepagten
Bedste danske tegneserieforfatter
Paul Arne Kring
for Bolette Hansen, flapper-detektiven fra 1920’ernes København.
Bedste danske tegneseriefarvelægger
Tatiana Goldberg
for Kijara 2, Flugten fra Klanen
Såvel årets prismodtagere som tidligere prismodtagere kan ses på Claus Deleuran Prisens webside.