Anmeldelse
Det har været ventetiden værd, for der er tale om det hidtil stærkeste bind i serien, i Bjørk Matias Friis tredje ombæring Midgårdsskrøner.
Ingen tvivl om at den danske tegneserie lever og har det godt her ved indgangen til tyvetyverne. Nettegneserier, graphic novels og kønsudligning har været tre nøgleord for det sidste årti. Men hvor mange aktive danske albumserier kan man egentlig nævne, her efterhånden mange år efter, at de fransk-belgiske serier gjorde deres indtog på vore breddegrader? Nofret af Sussi Bech. Og er der så egentlig flere? Ud over selvfølgelig Midgårdsskrøner af Bjørk Matias Friis, som med tredje bind i serien, Troldpagten, viser, at han mener det seriøst.
Ambitionsniveauet er løftet
Man kunne ellers godt forledes til at få lidt bange anelser, da der var gået et længere tidsrum fra første binds Ulvetimen (2015) og opfølgeren Gennem Rans net (2016). Men til sidst i 2019 kom så tredje bind i, hvad der for en gangs skyld ikke er en trilogi, men i hvert fald på et tidspunkt var planlagt til fem bind. Forklaringer på det længere tidsrum kan der sikkert være flere af, men af de synlige er det i hvert fald en væsentligt længere historie (88 sider), ligesom Friis tydeligvis har løftet ambitionsniveauet yderligere både visuelt såvel som indholdsmæssigt.
Hvad der først og fremmest er relevant at nævne er, at albummet faktisk kan fungere som en selvstændig historie. Man følger stadig den tidligere træl Rod, der efter et hukommelsestab, er kommet væk fra sin slavetilværelse på Bornholm. I dette bind er han på jagt efter den sande historie om sin far.
Friis lader albummet starte med en længere ordløs sekvens, om den erindring, Rod har fra dagen, hvor hans far døde. Den er dyster, blodig og lægger dermed grundtonen for resten af historien, der er markant mørkere end de to tidligere. Kender man endnu ikke Midgårdsskrøner, vil dette album glimrende kunne være en start for den voksne læser, mens de to første umiddelbart også sigtede mod en yngre målgruppe.
Rods erindring om en skæbnesvanger jagt med sin far.
Masser af historier i historien
Det er en kompliceret historie, Friis har strikket sammen. Heldigvis holder han rigtig fint styr på trådene, så de ikke filtrer sig unødigt sammen undervejs. Ikke alle ender samles i Troldpagten, der har fokus på mindst fire historier, men så er der jo samtidig lagt lidt lunser ud til de kommende bind. Dels følger man som nævnt Rods jagt på sandheden omkring sin fars død, som folk fra familien ikke er meget for at tale om. Det lidt, de siger, mistænker han hurtigt for at være usandt. Andet fokus er på forholdet mellem Rod og Ciraita, en slave han fik gjort fri i Gennem Rans net. Ciraita lægger hurtigt kortene på bordet, da hun er klar til familie og børn, mens Rod knap har haft tid til at bemærke, at han er blevet voksen.
For de mere historisk interesserede rykker Harald Hårfager mod Gudbrandsdalen i et slag, som Rod ufrivilligt bliver en del af. Endelig har Friis sneget en del mytologisk stof ind undervejs i serien. Mens Lokes søn Vale kun er med på sidelinjen i denne omgang, så er der stadig godt med kød på dette ben også.
I Ulvetimen var Fenrisulven med og havgudinden Ran lagde navn til Gennem Rans net. Troldpagten lader primært Stallo, en enorm menneskelignende trold, spille en hovedrolle, ligesom Skade fra den nordiske mytologi også spiller en større rolle. Som tidligere foregår det hele dog i menneskenes verden, men der er så småt banet vej for, at et kommende bind nok vil kræve et besøg i gudernes verden. Der er således ingen tvivl om, at Friis har meget, han gerne vil have med ind i sine historier, så de ikke ”bare” er ren underholdning.
Mytologien blander sig, når Skade dukker op og får Stallo til at forsvinde.
Mere af det meste
Det lyder som en kompliceret omgang, hvorfor dette bind måske også voksede i størrelse i sammenligning med forgængerne. Ligesom tidligere må man heldigvis konstatere, at Friis i vid udstrækning er rigtig dygtig til at dossere, afveksle og holde et fokus samtidig. Troldpagten er en fint gennemarbejdet historie.
Den er mere dyster, mere rå og mere tilfredsstillende for en voksen læser end de to foregående i serien. Dermed er den humoristiske tone, der fyldte en del i de to første bind, da også nedtonet i denne omgang. Tegningerne er umiddelbart blevet lidt mindre polerede og lidt mere detaljerede. Computerfarvelægningen er måske nok lidt en smagssag, men den er mere harmonisk og varieret end i de foregående.
Midt i begejstringen over tegneseriernes diversitet, er det også værd at fejre, at der stadig kan laves og udgives danske albumserier som Midgårdsskrøner. For lige netop dette er jo faktisk gået hen og blevet lidt af en uddøende race. Men i og med Friis har valgt et grundmateriale fra vores nordiske breddegrader, som ingen andre jo giver sig i kast med, er der al grund til at netop dette fortsat bør kunne lade sig gøre på dansk.
