Talentet Bjørk Matias Friis’ debut er en underholdende gang midgårdsramasjang.
Man skal ikke altid skue fenrisulven på hårene og ej heller lade sit første indtryk af debutanten Bjørk Matias Friis ”Midgårdsskrøner 1: Ulvetimen” sætte sig alt for godt fast. For en hurtig gennembladning afslører måske nok en noget fersk, glat og kedelig computerfarvelægning, som får én til at tænke, at der nok ikke er det store at komme efter her. Men hvad udad tabes skal indad vindes, og det sørger Friis for med fortælleglæde og levende personkarakteristik.
Med udgangspunkt i den nordiske mytologi kreerer Friis sin helt egen fortælling om trællen Rod, der må siges at have en næse for at opstøve problemer. På hjemmefronten er han faldet i unåde hos både sin herre ogsin medtræl Kvida, og hurtigt får to trolde øje på ham som en brik i deres egen jagt på en ikke helt almindelig ulv, der strejfer om på Bornholm. Det er en både medrivende og underholdende omgang Midgårdsramasjang, leveret med et glimt i øjet og stort fortællemæssigt overskud. Perfekt til en teenagemålgruppe, der ellers stort set ikke laves tegneserier til på dansk for øjeblikket.
Fra starten lader Friis det overnaturlige blande sig, da troldene Vidfugl og Tveflid ser sig nødsaget til at få hjælp fra et menneske. Denne kobling mellem almindeligt trælleliv og mytologien fastholder han gennem hele historien, med højdepunktet i mødet mellem menneske og ulv. Det vil i den forbindelse være en pointe at få med, at historien dermed får sit spændingsmæssige og visuelle klimaks kun halvvejs gennem albummet. Det hele flader lidt mere ud mod slutningen, hvor der også lægges op til næste bind i serien, hvilket er lidt ærgerligt, når man nu kun har første bind inden for rækkevidde.
Sprogligt lader Friis det være en blanding af moderne dansk (”De kerner bedøvede ham ikke en dyt”) og norrønt (”Thurser højt glammer dybest i skov, Rod var deres svig for listig”), hvilket egentlig fungerer udmærket. Det sidste havde nok være mere korrekt at gennemføre konsekvent, men også væsentligt mere anstrengende at læse.
Det første indtryk efterlades dermed i skammekrogen, men det står samtidig klart, at Friis visuelt set ikke får brugt det Bornholmske miljø til ret meget. Bortset fra albummets første og sidste side, så kunne handlingen foregå stort set hvor som helst med sine anonyme og enkle landskaber. Samtidig må man rose Friis for en varieret billedside når det kommer til vinkler og beskæringer, samt en meget stemningsfuld nattesekvens. Den humoristiske tone i handlingen spiller også fint sammen med livlige ansigtsudtryk og gestik. Så selv om der bliver taget en genvej i ny og næ, så tegner det i begge betydninger af ordet lovende. Man sidder i hvert fald tilbage med en følelse af, at Friis sagtens kan komme til at gøre det endnu bedre, ikke mindst når det kommer til miljøskildringen.
Titel: Midgårdsskrøner
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Bjørk Matias Friis
Forlag: Faraos Cigarer
Form: 58 sider i farver, hardcover
Vejl. pris: 148,-
ISBN: 9788793274273
Udgivelsesår: 2014
Udgivelsesland: Danmark