Radiserne er måske nok stribeserien over dem alle, og i disse dage er den igen aktuel. Både med en animeret biograffilm og en flot opsamling af de tidlige striber.
Jeg har aldrig prøvet at leve i en verden uden Radiserne. Selvom Søren Brun og de andre rollinger aldrig rigtigt blev ældre, så var de altså allerede 26 år gamle, da jeg blev sat i verden. Jeg husker tegnserierne fra den bogbus, der holdt i det lille hul på Fyn, jeg kommer fra, og jeg husker tegnefilmene, der blev vist på DR. Jeg havde en lille figur af hunden Nuser og vistnok også en t-shirt med selvsamme hund.
Men hvem kunne egentlig også tænke sig en verden uden Radiserne? Det lyder forfærdeligt. Charles Schulz’ mesterstykke af en stribetegneserie appellerede til mig som barn på grund af den sjove hund og børnene med de runde hoveder. Der var noget varmt og betryggende ved de mange bløde former og de let aflæselige ansigtsudtryk. I tegnefilmene var musikken jazzet og anderledes, og jeg gemte mig godt og trygt i det helt særlige børne- og dyreunivers, som serien præsenterede.
Som voksen er det så gået op for mig, hvad Radiserne i VIRKELIGHEDEN handler om. For måske er det hele ikke så lunt og trygt, som jeg gik og troede dengang i min barnlige uskyld. I ved, før Frank Millers Daredevil lærte mig, at de gode ikke altid vinder, at grumme ting gemmer sig i skyggerne, og at selv heltens hensigter kan være tvivlsomme. Som Schulz selv har sagt, så er Radiserne måske den ondeste tegneserie nogensinde. Men mere om det lige om lidt.
Forlaget Cobolt har samlet de (ifølge forlaget – og de har nok ret) bedste striber fra seriens første årti, nemlig 1950’erne. I dansk sammenhæng er denne første greatest hits-opsamling især interessant, fordi en lang række af albummets striber ikke har været udgivet på dansk før. Senere vil følge lignende samlinger, der dækker 60’erne og 70’erne. Seriens univers, persongalleri og generelle tone var slet ikke på plads i starten, og i løbet af denne fint redigerede opsamling kan man følge Schulz, imens han leder efter og finder den udgave af Radiserne, der skulle gøre ham til en superstjerne på tegneseriehimlen. Ud over taberen over alle tabere, Søren Brun, så var persongalleriet i starten ikke specielt markant. Figurerne opførte sig så ens, at replikkerne ofte virkede tilfældigt tildelt og kunne være blevet sagt af hvem som helst. Det informative forord fortæller da også, at det ikke var Schulz’ ide, at serien skulle beskæftige sig med et fast persongalleri, og det kan godt mærkes til at begynde med.
Men stille og roligt begynder det hele at falde på plads. Søren Bruns nederlag bliver hyppigere og hyppigere, og Nuser opfører sig mindre og mindre som en hund. Bifigurerne bliver mere og mere markante, og da så den harske, selvoptagede og overraskende voldelige pige Trine dukker op, finder serien i dén grad sig selv. Nu har Søren Brun en vaskeægte plageånd, der nærmest ser det som sin mission at gøre hans liv til et helvede af skuffelser og nederlag. Du skal fandme ikke tro, at du er noget, Søren Brun!
Og så er vi tilbage ved det, som velsagtens er seriens helt store styrke: I virkeligheden er den nok for voksne. I hvert fald er den OGSÅ for voksne. Børn vil nok kunne identificere sig med Søren Bruns ildhu og sære gåpåmod samt more sig over Nusers forsøg på at være noget andet end det, han er. Det er sjovt, når hunden lader som om, at den er en pingvin. Det er fedt, at Søren Brun simpelthen bare nægter at indse, at han ikke kan få sin drage op at flyve. Som voksen griner man så i stedet over, hvor sort det er, at det ALDRIG lykkes for Søren Brun. At Nuser IKKE KAN undslippe det faktum, at han er en hund. Intet ændrer sig. Nederlaget er evigt og absolut. Du er den, du er. Du er fanget i dig selv og dit lille liv. Du bliver aldrig bedre, lige meget, hvor gerne du vil.
Selv graphic novel-guder som Daniel Clowes eller Chris Ware har ikke skildret nederlaget og hverdagens grumhed hårdere end Schulz. Men det helt store trick er, at han serverer sit mørke med en kæmpe skefuld charme, hygge, humor og sødme. At læse Radiserne er aldrig en deprimerende eller grim oplevelse. Man ryster på hovedet af stakkels, gode gamle Søren Brun og hans prøvelser. Og man genkender følelsen med et smil på læben. Søren Brun opgiver aldrig sin tro på det gode i mennesket, lige meget hvor mange gange Trine flytter den amerikanske fodbold, før han når at sparke til den, og det er nok til at ryste på hovedet af, men også en lille bitte smule beundringsværdigt. Man kan velsagtens selv bestemme, om knægten er renhjertet eller bare godt dum.
Søren Brun er i bunden af fødekæden, men faktisk har de alle deres dæmoner at slås med. Trine, der ellers er nok så kålhøgen, har ikke meget held med at score pianisten Schrøder. Selvsamme Schrøders besættelse af kunsten og Beethoven virker heller ikke helt sund, og Thomas’ afhængighed af sin sutteklud minder nærmest om stofmisbrug. Det er især tydeligt i en særdeles morsom række af striber, hvor han får frataget sig nævnte klud. Det er ikke kønt. Og sådan kører det i samme spor, dag efter dag, uge efter uge igennem sort-hvide daglige striber og over farvelagte søndagsstriber.
Nu siger jeg godt nok, at serien først faldt rigtigt i hak efter et stykke tid, men selve essensen af Søren Brun og hans forhold til livet og omverdenen var faktisk tilstede allerede i første stribe. “Gode gamle Søren Brun”, siger et barn, der sidder i vejkanten, imens den rundhovedede knægt kommer tøffende forbi. “Gode gamle Søren Brun… Hvor jeg afskyr ham”. Så dét var da på plads fra starten af.
Jeg ved ikke, hvad jeg kan sige om Schulz som tegner. Det er sikkert blevet sagt det hele. Enkeltheden i stregen er bedragerisk, og der er en gennemført præcision og righed på nuancer, der burde være (og nok også er for mange) et fint eksempel til efterfølgelse. Brugen af gentagelser og visuelle ledemotiver igennem årene skaber både genkendelse og en fornemmelse af livets cirkulære natur. Nuser ligger oven på sit hus igen. Søren Brun står ved et træ, som hans drage sidder fast i igen. Trine ligger op ad Schrøders legetøjsklaver, imens han ignorerer hende IGEN. Thomas sidder med fingeren i munden og suttekluden ved kinden IGEN. Figurer, der råber ad andre figurer, så de vælter rundt IGEN og IGEN. Schultz skabte ikoniske billeder, der netop blev ikoniske på grund af gentagelserne.
Redaktionelt er der ikke meget at sætte en finger på i denne udgivelse (selvom Thomas et par gange bliver kaldt for Linus, hvilket er svært at se som andet end en smutter i oversættelsen), og udvalget er skarpt og elegant. Man får en fin fornemmelse for serien og Schulz’ udvikling fra de tidlige striber og frem til den udgave af serien, der skulle blive en verdenssensation. Og så sluttes der af med en teaser af næste album, hvor både fuglen Woodstock og den Røde Baron for første gang dukker op. Serien er først lige kommet i gang.
Godt, at jeg aldrig skal leve i en verden uden Radiserne!
Karakter: 5/6
Værkets titel: Radiserne – De bedste striber 1950-1959
Forfatter/tegner: Charles M. Schulz
Forlag: Cobolt
Form: 192 sider i sort-hvid og farver, indbundet.
Vejl. pris: 388,-
ISBN: 9788770855877
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
