Anmeldelse
Hvis du vil en tur i cirkus og høre rim, mens en flamingo forudser fremtiden og Rasmus Seebach har en affære med en pind-is, så er Emma Perrins ”noget andet” muligvis noget for dig. Hvis du synes, at det lyder lækkert at få en skefuld samfundskritik oveni den kop the, så er den 100% noget for dig.
”Noget andet”” befinder sig genremæssigt et sted mellem samfundssatire og pølsesnak og er en samling små historier, som bindes sammen af et syret persongalleri i en seriøst mærkelig cirkusforestilling.
Efter at have stormforelsket mig i Perrins tidligere udgivelse ”et magisk æg” (som jeg vil opfordre alle til at opdrive og læse) havde jeg store forventninger til den smukke bog med det lækre harlequinternede omslag. Mine forventninger blev til dels mødt, men med plads til forbedring.
Emma Perrin har en vild hjerne, som digter de dejligste syrede historier. Især var jeg vild med historien om Pind-isen som er psykolog og gemmer Rasmus Seebach i et skab. Jeg kan godt lide at historien foregår i et pind-is land og stadig trækker på en pop-kulturel reference fra vores egen verden. Perrin er ligeglad med regler. Hun gør hvad hun vil, og det efterlader mig med et smil på læben, for selvfølgelig kan Rasmus Seebach være berømt og lækker i Pind-is-land. Alene for historier som denne synes jeg bogen er en gennemlæsning værd.
Rod i kaos
Bogen vil dog rigtigt meget på samme tid, og jeg synes desværre, at det tager lidt fra nogle af historierne. Det var fx svært for mig rigtigt at føle historierne om hverdagsracisme i ”appelsin” og ”tanker”, når de uhøjtideligt var kastet ind midt mellem historier om giraffer, der skal redde verden og angstfremkaldende toiletbesøg.
I ”Tanker” ser vi en lille pige reagere med latter da en sort mand spiser en banan, og med skræk da en arabisk mand bærer en kuffert. Selvom jeg er fan af pointen i ”Tanker”, kan jeg ikke lade være med også at nævne, at man undergraver sin egen pointe, ved at tegne en blackface-agtig repræsentation af en sort mand i sin bog i år 2020.
Jeg ved godt, at karikatur hjælper med at skære ting ud i pap, men nu har vi vist snart forklaret problemet med reproduktion af historien nok gange, og så er det måske på tide at finde på nye måder at tegne folk på. Både ”Appelsin” og ”Tanker” vinder dog på en relaterbarhed som, efter min mening, alligevel formår at rette en nødvendig kritik mod samfundets andetgørelse af minoriteter.
Relaterbare pind-is
Overall er relaterbarhed en stor del af Perrins bog, hvilket lyder sært at sige om en bog med levende pind-is, men lige så forundret jeg var over Perrins weirdness, ligeså indforstået følte jeg mig med bogens hverdagshistorier.
Jeg nød virkelig, når der blev udfoldet sære handlingsforløb, mens jeg fandt de mere postulat-bårne historier som ”jeg har et problem” og ”når jeg er i tvivl” lidt for hurtigt skudt af. Jeg føler dog ikke det giver mening at bedømme bogen som enkelte historier, da den så tydeligt refererer til sig selv som et samlet værk. Historierne er del af cirkusforestillingen, og alt eksisterer simultant – både for sig selv og som del af en større helhed.
Stort potentiale trods forvirring
Jeg giver bogen 3 stjerner med pil opad, fordi jeg kan lide potentialet, men min læseoplevelse var præget af en anelse utålmodighed og forvirring. Det kan være helt fint at en bog først giver mening når den er læst helt færdig, men det føltes mere som en mangel på dramaturgi end som et kunstnerisk valg.
Samtidigt ER min interesse vakt, og jeg har nydt at læse bogen flere gange. For hver gennemlæsning bliver jeg gladere for bogen og jeg glæder mig til at følge Emma Perrins udvikling i kommende udgivelser.
