Bjergtaget
Trolde, nisser og andre overnaturlige væsner bliver i billedbogen Bjergtaget håndteret kærligt af det entusiastiske makkerpar, Dennis Gade Kofod og Aske Schmidt Rose. Bjergtaget er en fin og uhyggelig bog for alle aldre.
En fælles fascination for trolde, nisser og andre underjordiske væsner med rødder i det bornholmske førte Dennis Gade Kofod og Aske Schmidt Rose sammen om arbejdet med forrige års Vildfaren. Nu er de ude med billedbogsopfølgeren, Bjergtaget.
Historien i Bjergtaget henter inspiration fra gamle bornholmske fortællinger om små menneskebørn, der var ude i højen, hvor de ikke burde være. For hvis væsnerne fra underjorden så dem, fangede de dem hurtigt, og børnene endte som slaver med glødende røde øjne. En af historiens hovedpersoner, Lea, en klassisk teenager, tror ikke på myten, så naturligvis lytter hun ikke til familiens advarsler og tager en gåtur i højen. Men det er ikke uden konsekvenser…
Gys uden overpædagogiske banaliteter
Som ethvert godt eventyr fra Brødrene Grimm, er Bjergtaget skruet sammen som en lille mini-gyser og heldigvis uden nutidens overpædagogiske banaliteter. Det er dystert med god poesi i de sparsomme ord fra Kofods hånd. Man får blot de nødvendige ord og dialog, og billedbogen hviler på styrken af illustrationerne.
I slutordene kommer Kofod ind på selve ordet bjergtaget, som mange i dag forbinder med noget, der gør et positivt indtryk på en. Men i den gamle Ordbog over det danske Sprog, som er en historisk ordbog fra perioden 1700-1950, bliver man klogere på ordets oprindelse. Det betyder at blive taget ind i bjerget eller højen. At blive underlagt en fortryllelse, blive bortført og aldrig set igen. Gys…
Eventyr, stemning og mystik
Aske Schmidt Rose er uddannet fra The Animation Workshop i Viborg og er et relativt nyt talent, som det skal blive interessant at følge i fremtiden. Hans illustrationer i Bjergtaget er fuld af eventyr, stemning og mystik. Det digitale, maleriske udtryk er holdt i løse, impressionistiske streger med god brug af naturlige farver. I få dobbeltsider får man det fulde volume af Roses arbejde der emner af gys og lyrik. Især billedet af de små hænder der rejser op fra jorden med rød og orange som de dominerende farver er både smukt og uhyggeligt at se på. Til gengæld er ansigterne ikke så tydelige at se på altid, hvilken kunne give den korte historie en ekstra følelse af spænding, når det er nødvendigt. Men Rose kan bestemt noget med farver, lys og skygge i bogens mørke stunder.
Et tiltrængt skud mytologi
Bjergtaget er en fin billedbog med lyrisk tekst og smukke illustrationer for alle aldre, der trænger til noget mytologi og gys i deres hverdag. Kofod og Rose håndterer stoffet med smittende kærlighed, og jeg blev mindet igen om den herlige folketro fra Bornholm med alle dets myter om nisser og trolde. Bogen er oplagt læsning til sengetid og godt stof til drømmelandet.