Anmeldelse
Halfdan Piskets Døden er en på alle måder tung sag at håndtere, men det lægger emnet jo også op til. Den er mørk og alvorlig som graven og uden formildende sider i sin skildring af livets endestation.
På overfladen er det en ret enkel historie. Yusufs liv pendler mellem besøg hos sin terminalt syge ven Rafil på Rigshospitalet, arbejdet i Kvicklys grøntafdeling og kæresten Alma. De to sidstnævnte kunne måske nok være opkvikkende midt i tristessen, men for Yusuf er både arbejde og kæreste noget, der glædesløst sker, uden han helt ved hvorfor.
Interessant nok har Pisket i længere dele af historien valgt at have døden selv som fortæller, ligesom den direkte optræder, i øvrigt meget klassisk som et kutteklædt skelet med en robåd. Den præsenterer sig selv i begyndelsen med ordene: ”Jeg bliver kaldt døden. Jeg er på vej til arbejde, han sidder nogle sæder foran mig. Han hedder Yusuf. Jeg kender ham, og han kender mig. Yusuf ved, at jeg altid er i nærheden. Og han er ramt af en følelse af at livet kun er sådan her.” Så Yusuf lever næsten konkret med døden hængende som sin mentale skygge. Og hverken kæreste, arbejde eller ven kan få ham til at live det mindste op.
Det antydes at Yusuf i sin ungdom missede nogle muligheder for at få en uddannelse og et bedre liv. I stedet blev det til konflikter med loven og en accept af, at ”det er den måde tingene er på. At det altid har været sådan, ned ad bakke”. Og ned ad bakke går det støt og roligt i løbet af de mere end 300 sider. Det er derfor også på alle måder en stor, sort mundfuld, man som læser skal igennem.
Som læser skal man derudover være indstillet på at der må arbejdes undervejs. Hverken Pisket eller døden holder læseren i hånden og guider én igennem fortællingen. Tværtimod. Undervejs afbryder længere ordløse drømmeagtige sekvenser fortællingen, hvor døden er et bindeled mellem virkeligheden og drømmen. I disse sekvenser optræder vand som en fast metafor sammen med (cigaretrygende) krabber. De er tegnet mere ekspressivt end resten af historien, hvis stil vel efterhånden kan kaldes klassisk Pisket. Kulsort og kridhvid er de eneste variable på hans farveskala. Hans kantede og rå streg har i Døden fået lidt mere plads end i Dansker-trilogien. Formatet på udgivelsen er ellers mindre, men de enkelte billeder større. Tilsvarende er stregen tykkere i Døden og samlet set er wauw-faktoren desværre mindre end i de mere fortættede billeder. Det skal dog ikke underkende, at Pisket er vildt interessant og helt særegen som tegner (og forfatter for den sags skyld). Hans let forvredne udgave af et dystert København er foruroligende og hans drømmesekvenser er næsten alle flotte og mystiske.
Portrættet af Yusuf, hvis liv ikke har taget de ventede drejninger er interessant og langt hen ad vejen vellykket. En række flashbacks viser, hvordan forskellige begivenheder har sat sit præg på hans opvækst og liv, fra morens forsvinden, en bekendts død til vennens sygdom. Alle knyttet til titlens død, der hænger som en både fysisk, men også mental dyne over Yusufs liv. For ligesom man kan dø fysisk, kan man også gå så meget i stå som menneske, at roturen over på den anden side af floden ikke føles mere end et åretag væk. Døden er fyldt med tomme pladser, man som læser hele tiden selv skal arbejde med og sætte ind i en sammenhæng. Dels er der den fragmenterede opbygning, hvor kronologien uafbrudt afbrydes. Dels er der alle de symbolskladede drømmesekvenser. Og endelig det utraditionelle valg af fortæller, hvor døden både indgår som ydre fortællerstemme og en konkret person, der indgår i handlingen. Interessant, bestemt, men også anstrengende.
Siden kraftanstrengelsen med ”Dansker-trilogien” (2014-2016) har der været halvstille omkring Pisket. Det er blevet til et par kortere antologibidrag og den imponerende tildeling af Prix de la série på tegneseriefestivalen i Angoulême for trilogien. Med Døden smider han en stor, sort mursten af en graphic novel på bordet. Den er lige så mørk, som titlen antyder. Den er lige så ambitiøs, som forventet. Og den er lige så svær at få styr på som døden.
Del på
