Kijara 2: Flugten fra klanen
Tatiana Goldbergs Kijara er et originalt og gennemtænkt science fiction-projekt. I seriens andet bind åbnes endnu flere dimensioner.
To ting overraskede mig positivt ved første bind i serien om Kijara, som er tegnet og fortalt af danske Tatiana Goldberg. Den ene var de superfede tegninger af faldefærdigt beton-boligbyggeri og nedlagt industri. I ”behind the scences” bonus-materialet til første bind, forklarer Goldberg, at hun elsker at tegne den slags. Det kan man se.
Det andet positive var person-galleriet, hvor især hovedpersonen, den hårdkogte pige ved navn Kijara, der er vokset op på den forkerte side af sporene i et klassedelt fremtids-Europa, går hen og bliver interessant.
Efter læsning af det første bind så man frem til at få dybere indsigt i det dystopiske fremtids-univers. Hvad er konspiration, og hvad er ikke? Er det rigtigt at præsidenten i virkeligheden er styret fra rummet? Er den dæmoniserede underklasse af genetiske afvigere virkeligt så onde, som magthaverne siger? Skal man tro på at det herskende borgerskab har skabt den bedst tænkelige verden, eller er det i virkeligheden fascismen, der har sejret? Bonus-materialet fortæller os også, at Goldberg (som jeg udfra navnet gætter på har jødiske aner?), blandt andet er inspireret af de mørkeste kapitler i det moderne Europas historie.
I bind nummer to, som hedder Flugten fra klanen, og som er udkommet på forlaget Comics Factory, overrasker Goldberg mig ved at gå så meget dybere ind i Kijaras psykologi. Det bliver nu klart, at dette lige så meget er – måske endda allermest? – en tegneserie om et menneskes rejse væk fra hendes forfærdelige fortid, med alt fra sexuelt misbrug til stoffer, kriminalitet og videre over i depressioner, angst og mani. Hun har hele pakken, Kijara. Det rene guf for en psykolog, fristes man til at sige. Og Tatiana Goldberg er faktisk uddannet psykolog, og har skrevet kandidatspeciale med titlen Den illustrerede dialog: en tilgang til den terapeutiske samtale. Så det er jo i virkeligheden oplagt, at det er den vej vi skal. Om serien om Kijara ligefrem kan bruges som en slags psykoterapi skal jeg ikke kunne sige? Men flere steder i andet bind trækker Goldberg faglige ord og vendinger op af hatten, som kunne stamme fra den psykologiske faglitteratur. Og måske hviler historien endda på egne erfaringer med patienter på briksen? At bruge en science fiction-tegneserie til at gøre læseren klogere på menneskesindet er både originalt og godt tænkt.
Som i første bind er der også i andet bind meget dialog, og der er lovligt mange billeder med snakkende hoveder. Men Goldberg har så godt styr på plot og karakterer, at historien bare kører derud af. Rent tegneteknisk svinger det lidt. De bedste billeder er stadig de stemningsskabende scener, med en dramatisk solnedgang bag en gammel fabrik. Action-sekvenserne er efter min smag ikke helt så grafisk veludført. Og så er jeg også lidt skuffet over design af monstre og aliens. Altså, når man nu har mulighed for det, hvorfor så ikke lave nogle lidt vildere fremtidsskabninger? Indrømmet, vi garvede science fiction-nørder stiller typisk urimeligt høje krav til design af fremtidsmonstre, men jeg savner mere iderigdom, hvad angår figurdesign.
Hvis man tør kaste sig ud i at lave en science fiction-tegneserie, så må man være parat til at blive sammenlignet med de største værker i genren. Det er jo tegneserien, der på mange måder har skabt de universer, som vi dag forbinder med begrebet science fiction, – også de universer, vi møder i filmens verden. Det er et svært heat at stille op i. Goldberg slipper for eksempel ikke for at blive sammenlignet med mesterværket og klassiker-serien Inkal (af Jorodowski og Moebius). Og rent tegneteknisk er der stadig noget vej op til toppen. Goldberg har en tegnestil, som jeg grundlæggende godt kan lide, og som trækker på kernen i den europæiske album-tradition. Det er rart med en mere anonym tegnestil, i modsætning til de udartede tegne-stile, som er populære i aktuelle grafiske fortællinger. Alle vi, der tegner, ved jo udmærket godt, at det ofte er lettere at indføre stilistiske/kunstneriske begrænsninger og samtidig vælge at bevæge sig i mindre miljøer. Goldberg tegner uden dikkedarer, og tegner alt, og åbner modigt et helt univers op. Der er store spændende muligheder i miljø-beskrivelserne fremover, som jeg håber, hun vil udnytte endnu mere.
En detalje i bind nummer 2, som jeg bliver nødt til at kommentere på, er voldtægts-scenerne, og især scenen, hvor en storbarmet blondine får en dolk plantet i maven midt i akten. Det er et radikalt valg at udpensle sådan en scene. Men det er godt, at Tatiana Goldberg står ved sit projekt, og ikke går på kompromis. Dette er hendes projekt.
Der er nu flere niveauer i spil i denne fortælling. Der er den samfundskritiske fortælling om en fremtid med gen-manipulation, der er løbet helt af sporet, i et Europa der igen danser på kanten af den fascistiske massegrav. Og der er den psykologiske udredning af pigen Kijara, der kæmper med sine indre dæmoner. Man skal ikke begå den fejl at undervurdere serien om Kijara. Tatiana Goldberg har meget på hjerte, og der er tænkt over tingene. Jeg vil helt sikkert følge denne serie til ende, og er spændt på, hvor og hvordan det hele ender.