Foto: Carsten Olsen
Liv Strömquist var et af store navne på årets Copenhagen Comics festival i slutningen af februar, hvor hun var udgivelsesaktuel med I’m Every Woman Charlotte Johanne Fabricius fra Feminichen mødtes med hende til en snak om stereotyper, satire og Stalin, blandt meget andet!
Hvis man har læst Kundskabens Frugt, vil man nok genkende din måde at gribe historierne an i I’m Every Woman. Har du en særlig grund til at arbejde med at sætte flere små historier sammen og bruge f.eks. lister?
Hvis man læser mine tegneserier i den rækkefølge, de oprindeligt er udgivet i (I’m Every Woman er stykket sammen af to værker, der begge udkom før Kunskapens Frukt på svensk, red.), kan man tydeligt se en udvikling i min ’teknik’. Jeg arbejder helst i sort/hvid, men kan også farvelægge til husbehov. Nogle fortællinger får mere gennemslagskraft af at være i farve.
Selvom jeg formidler virkelige historier, gider jeg ikke skrive som et Wikipedia-opslag og bare opliste fakta. Det er derfor, jeg godt kan lide at arbejde med rammefortællinger som awardshows eller lister – jeg er meget inspireret af talkshow-værter og deres måde at formidle på. Det giver en genkendelig historie. Og så giver det mig mulighed for at skære alt det kedelige fra og fokusere på den del af historien, der er sjovest og mest bizar.
Dine tegneserier trækker tit på forskning og mimer en akademiske stil med fodnoter og andre kildehenvisninger. Hvad er det ved den form, du godt kan lide at arbejde med?
Jeg begyndte at lave tegneserier mens jeg gik på universitetet. Jeg sad altid og tegnede til forelæsningerne og når jeg egentlig burde skrive opgaver. Fordi vi hele tiden skulle skrive lange opgaver, blev jeg meget skolet i den form. En af mine undervisere sagde altid, at vi skulle have en henvisning efter hver eneste sætning. ”Hvis du tror, at du selv har fundet på noget, er det et tegn på, at du ikke har læst nok”. Og jeg synes faktisk, at det er sandt – jo mere man læser, desto mere går det op for en, at der ikke er nogen unikke historier; der er altid nogen, der har oplevet noget lignende. Den tanke blev virkelig hos mig og det er vigtigt for mig at vise, at jeg ikke kommer først, men trækker på en masse viden og erfaring fra andre mennesker.
Jeg bruger også fodnoter, fordi nogle af historierne er så bizarre, at folk nok ville tro, at det var noget, jeg fandt på – for eksempel at ham, der opfandt cornflakes, skrev en bog der argumenterede imod onani. Så henvisningerne er en måde at sige “Nej, se! Det er rigtigt nok, her er kilden.”
Henvisningerne er en måde at sige “Nej, se! Det er rigtigt nok, her er kilden.”
Hvordan beslutter du, hvem du vil skrive om?
Det er vigtigt for mig, at mine tegneserier er sjove, så jeg forsøger at vælge de historier, der er lidt mærkelige og måske ikke de mest oplagte. For eksempel ville det være nemt at vælge Henrik den Ottende som en af historiens værste mænd at være kærester med – men det er sjovere at skrive om Karl Marx. Hvem har nogensinde overvejet, hvordan det ville være at være kærester med Marx? Og så forsøger jeg at vælge eksempler fra forskellige steder og historiske perioder, for at få lidt variation. Men det vigtigste er at vælge de sjove og interessante historier.
Mange af de kvinder, jeg portrætterer i I’m Every Woman har skrevet selvbiografier, som jeg er faldet over på biblioteket. Da jeg fandt Priscilla Presleys selvbiografi tænkte jeg først ”Hvem i alverden vil dog læse om hende?” – men det viste sig hurtigt, at det er en virkelig bizar og oprørende historie! Elvis giftede sig med hende, da hun kun var 14 år gammel og holdt hende fanget i dette her kæmpestore hus. Han ventede syv år, før han havde sex med hende, fordi han ville ”holde hende ren”. Det er en totalt fucked up historie. Jeg blev ved med at tænke ”Hvordan i alverden slap han afsted med det? Hvad med hendes forældre?” mens jeg læste den.
Historien om Stalins kæreste var også en fed udfordring. Selvom den er frygteligt tragisk, er der denne her bizart morsomme historie om aftenen før hun valgte at begå selvmord. Hun var til en middag, hvor Stalin blev ved med at kaste små stykker bryd ned i kavalergangen på denne her berømte ballerina, som han var interesseret i. Det var virkelig morsomt at tegne og et stærkt billede, selvom historien er så trist.
Humor og latter er måder, man kan bringe mennesker sammen på. Det er måske en forsvarsmekanisme at grine af det, der er frygteligt, men det er en måde at komme igennem det tunge og svære, så vi kan lære noget af historien. For mig hænger humor og tragedie uløseligt sammen. Og da jeg begyndte at lave tegneserier, blev feminisme bestemt ikke opfattet som noget, der var morsomt! Det var kedeligt og irrelevant, syntes folk. Så jeg elsker udfordringen i at fortælle feministiske historier på en sjov måde, der provokerer folk til at tænke over tingene en gang til.
Så du arbejder aktivt mod stereotypen af den vrede, skingre feminist, der ikke er sjov?
Ja, helt sikkert! Det er meget vigtigt for mig. Stereotypen er stadig, at kvinder ikke er sjove og at feminister da slet ikke er det, og det har jeg oplevet på egen krop. Men feminister er sjove – vi griner bare ikke nødvendigvis af sexistiske eller racistiske jokes, som andre måske stadig finder morsomme. For mig handler det om at finde en anden slags humor, en anden måde at fortælle jokes på. Jeg vil sparke opad med min humor. På den måde lægger jeg mig ind i en lang satirisk tradition, hvor humor kan bruges samfundsomvæltende.
Jeg arbejder i et spændingsfelt mellem det at bruge tegneserier som en måde at kommunikere et politisk budskab og et ønske om at blive opfattet som ’kunstner’. Det at lave kunst for kunstens skyld opfatter vi somme tider som ’finere’ end det at være politisk. Da jeg begyndte at lave tegneserier var politisk kunst stadig ret ilde set, fordi alle stadig kunne huske 70ernes ’plakatkunst’ – du ved, at gå rundt med et slogan på et protestskilt og kalde det kunst. Det var en meget… åbenlys måde at lave kunst på, som alle efterhånden blev meget mistænksomme over for. Så da jeg startede, var det virkelig ikke særligt moderne at lave feministisk kunst, men jeg følte et behov for at ’reclaime’ det politiske på en måde.
I Danmark har vi en opfattelse af, at Sverige er langt foran, når det kommer til feminisme. Hvordan ville du karakterisere forholdene for feministiske tegneserier i Sverige?
Det er fedt, at der kommer mere fokus på ligestilling, men vi er ved at nå til et punkt hvor alle er enige om noget, der ikke betyder noget særligt.
Feminisme er virkelig blevet mainstream – ikke bare i tegneserieverden, men i alle dele af det svenske samfund. Det lyder som en god ting, men ofte betyder det, at nærmest alt bliver kaldt ’feministisk’, selvom det hverken er særligt politiske eller kritisk over for den gældende samfundsorden, der langt fra er feministisk. Det er fedt, at der kommer mere fokus på ligestilling, men vi er ved at nå til et punkt hvor alle er enige om noget, der ikke betyder noget særligt. Mange firmaer kalder sig feministiske uden at ændre noget ved deres produktion eller arbejdsforhold. Feminisme bliver ufarligt – og der har tegneserier, sammen med andre kunstarter, muligheder for at gøre modstand og være kritiske. Der er en sektion af I’m Every Woman hvor jeg diskuterer netop det; at vi ikke bare kan fokusere på ligestilling i bestyrelser og på tv. Kvindelige direktører og ledere er ikke nødvendigvis feminister og kommer ikke nødvendigvis til at ændre på grundlæggende samfundsforhold eller kapitalistisk udbytning. Der skal en mere grundlæggende kritik til.
Til panelet om feministiske tegneserier på Copenhagen Comics var der en blandt publikum, der spurgte, hvorfor jeg ikke viser positive eksempler på feminisme, der gør en forskel. Det synes jeg faktisk, at jeg gør – for eksempel i den sidste del af I’m Every Woman, der er baseret på det sidste interview, Yoko Ono og John Lennon gav sammen. Yoko Ono er befriende ærlig i sin fortælling om, at hun ikke bar ville være ’Fru Lennon’ og derfor forlod ham i en periode for at fokusere på sin kunst. Hendes sidste ord er ”Han ville have mig til at være kone, men sådan fungerer jeg ikke”. Og John Lennon er virkelig skarp i sin kritik af mediedækning af deres forhold – han fremhæver, at ingen nogensinde mente, at han blev ”hjernevasket af Paul McCartney”, men at det, at hans kreative partner blev en kvinde, gjorde det til et problem. Det er en virkelig interessant udlægning af deres partnerskab og hvordan de navigerede i det som kunstnere og par. De åbner for nye måder, man kan tænke det heteroseksuelle ægteskab og det at give kvinder plads til at være kunstnere.
For eksempel var begge mine forældre kunstnere. Men da de blev gift og fik børn, holdt min mor op med at lave kunst til fordel for at passe børn, holde hus og støtte min far, der blev ved med at arbejde som kunstner. Jeg har altid været for genert til at lave selvbiografiske tegneserier, men jeg fortæller en masse om mine erfaringer i mine tegneserier – det er bare ’undercover’. Mange af historierne i I’m Every Woman fortæller min mors historie gennem andre kvinders oplevelser.