Sidste
Man kan mærke forfatternes glæde ved tegneseriekunsten, når man læser Jakob Birk Nielsen, Heidi Stoklund, Tilde Stege og Lisbeth Frølundes afgangsantologi fra Skolen for Tegneseriekunst, Sidste. Tegneserierne er ungdommelige: umodne, kreative og fulde af sjove ideer.
Man griner og gaber sig igennem Sidste. Under vejledning af Halfdan Pisket har Jakob Birk Nielsen, Heidi Stoklund, Tilde Stege og Lisbeth Frølunde udgivet en ujævn antologi af tegneserier. De fire kunstnere udgør sidste hold fra Skolen for Tegneseriekunst. I Sidste har de således samlet fjorten af deres tegneserier. Tit er tegningerne stive i det. Man har ofte en fornemmelse af, at fortællingerne mest fortælles gennem tekstsiden, hvor billedsiden kommer til at spille andenviolin. Men lyt til navnet: Skolen for Tegneseriekunst. Man kan ikke undgå at mærke, hvordan den niende kunstart bliver taget gravalvorligt af alle kunstnerne. Alle tegneserierne stiller kunstnerens hengivenhed til tegneseriens særlige sammensmeltning af tekst og tegning til skue. Man finder på denne facon spontane øjeblikke af kreativitet, der lyser op mellem kedelige tekststykker og rigide tegninger.
”YEEES”
Af de fire forfattere er Tilde Steges tegneserier de sjoveste. Stege tegner kantet og ekspressivt – og lidt grimt. I bedste slackerstil er det ikke helt til at vide, i hvor høj grad de sjuskede tegninger og dovne kompositioner er kunstnerens strategi eller ej. Og det kan for den sags skyld også være helt ligegyldigt. Tegneserien ”Tegneserieskole” handler om en klasse for udviklingshæmmede, der tegner tegneserier, og hvor underviseren hele tiden bliver afbrudt af elevernes udbrud, ”YEEES”, ”DYYYR” og ”MUSIK!”. Denne form for dialog er sjov. Men hvad vigtigere er, fremstillingen er dybt menneskelig, kærlig og med et særligt blik for menneskets bevægelser og kropssprog. Heidi Stoklund har som Tilde Stege sin egen stil. Inspireret af manga og med et blik for detaljer i sin tegninger tegner hun relativt pænt, men hendes figurer er stive i det. Hendes tekster er tungsindige og prøver for hårdt på at være dybe. Det virker desværre som al eksistentiel snak en smule patetisk. Historien om ”The free nipple” er dog en skæg undtagelse, der handler om en kvindes brystvorte, der befrier sig selv blot for at betale frihedens pris.
Patetisk og ivrigt
Jakob Birk Nielsen tegner virkelig fedt, men hans dialoger er også plagede af at være dårligt skrevet. Og så fylder alt for mange af hans tekstbobler næsten hele deres rammer ud. Det trækker livet ud af hans ellers enormt dynamiske tegnestil. Lisbeth Frølunde formår som den eneste af kunstnerne at være alvorlig uden at blive patetisk; at skrive menneskelig pinsel frem uden at karikere eller på anden vis at blive sentimental. Hendes teknik med at bruge akvarel passer glimrende med indholdet i fortællingen, ”Hvordan kan jeg forstå?”. Den omhandler en dialog mellem en kvindelig tegner og hendes far, der lider af Parkinsons sygdom. Rystelserne, som er blandt de mest kendte symptomer på sygdommen, inkorporeres således fint gennem akvarelfarvens eget nervøse udtryk.
I sin iver for at forstå og repræsentere faderens sygdom glemmer datteren budskabet: ”Livet kan kun leves her og nu, skat. Det er bedre at danse og synge end at kæmpe. Kan jeg byde op til en lille dans med din gamle far?” Bevares så passede det vist heller ikke helt, at Frølunde kunne skrive uden at blive sentimental og patetisk. Men således er det måske passende at sammenfatte disse bemærkninger om Sidste. Kunstnerne vil tegneserien og dens særegne virkemåde. Tegneserierne, der kommer ud af denne skaberglæde, er brogede, patetiske, lidt grimme, lidt pæne. Men i sidste ende og vigtigst af alt er de ivrige, følsomme og idérige.
