Death save
Rune Rybergs Death save er en af den slags tegneserier, der er udfordrende at læse, fordi man ikke kan få armene ned. I et nostalgisk tilbageblik til en skødesløs ungdom bliver venskab og forelskelse serveret med flipperspil og blå slush ice.
Vi befinder os i den gale ende af byen sammen med firbenet Rick og fuglen Bass. Vi skal se, om vi kan skaffe noget af det vildt gode græs, så Bass kan imponere katten Jeanie, der elsker græs og progressiv rock. Rick banker på døren i den skumle gyde og råber ”Hey mester. hva så? Kører det for dig. Vi er på udkig efter lidt zig-zag, noget af det fine, du ved, lidt ding-dong, caviar, noget fyr, lidt sirup til pandekagen, ninjaens natmad, en torpedo, lomme-raket, en indianer på orlov.”
Bass tripper utålmodigt med den ene fod og vrisser ”for fanden, Rick, ka du ikke bare sige, at vi vil købe noget hash?” En grøn slange med en tatovering over øjenbrynet med skriften Venom giver os en lille plastikpose med nogle farverige piller. Vi tager en hver og forsvinder ned i Rune Rybergs farvestrålende syretrip af en tegneserie om flipperspil, venskab og kærlighed.
På randen af game over
I Death save følger vi flippernørderne Rick og Bass, der har et ukueligt og til tider usundt venskab af den slags, der hører ungdommen til. Ricks barnlige konge-af-verden indstilling får trukket Bass fra én redelighed til den næste, og smadrer alt på sin vej. Bass er håbløst forelsket, og fanget i en tilværelse, han måske er vokset fra. Death save er en historie om at redde sig selv, når man balancerer på randen af game over.
Med sin rystede streg viser Ryberg os karakterernes personligheder. Aldrig har man set så bredt et følelsesregister i ansigtsudtrykkene på en fugl. Selv de følelser, figurerne prøver at undertrykke og skjule, er vi som læsere ikke i tvivl om. Vi forstår og føler med dem. Vi mærker en tung tristhed ved firbenets nedslåede og sårede blik, og griner højlydt af verdens mest irriterende delfin, og af byens ledeste slange-bande.
Farver, der svier i næsen
Persongalleriet er lige så farvestrålende og kontrastfyldt som farvelægningen. Der er så meget knald på farverne at det svier i næsen, når man rykker ansigtet nærmere de friskprintede sider for at nærstudere de detaljerede flipperspil. Man sidder med en splittet fornemmelse af at ville suse igennem den tempofyldte handling og at ville dvæle ved de smukke tegninger.
Death save inddrager og fængsler læseren i en vidunderligt strålende verden. Siderne forsvinder alt for hurtigt i en snurrende farveprægtig spiral, og det er under store protester, at man til sidst bliver nødt til at forlade arkaden igen. Hvem havde troet, at flipperspillet var den perfekte analogi for livets store dilemmaer?
