Arkitekter! Pirater! Mutanter! Børn fra Mellemøsten! Det er tid til at kåre det 21. århundredes bedste tegneserier. Her er top 10.
En fjerdedel af det 21. århundrede er gået, og det er tid til at gøre status: hvad er århundredets indtil videre 25 bedste tegneserier?
Vi har lavet to lister: en med de 25 bedste internationale tegneserier og en med de 25 bedste danske siden år 2000.
Første del af den internationale liste er allerede bragt og her så anden del, med de 10 allerbedste internationale tegneserier udgivet på dansk siden år 2000.
Det er i sagens natur en subjektiv liste, sammensat og skrevet af Nummer 9’s redaktionsmedlemmer Erik Barkman, Morten Tjalve og Kristian Bang Larsen med input fra Charlotte Fabricius, og den afspejler vores smag og vurderinger. Så byd endelig ind i kommentarfeltet med egne bud på udeladelser og fejlplaceringer.
Vi starter nedefra. Nummer 10 er…
10. Jiro Taniguchi: Min fjerne barndomsby
(Fahrenheit 2010)
En voksen mand falder i søvn ved sin mors grav og vågner som 14-årig i sin barndomsby. Her får han chancen for at løse sit livs store gåde: Hvorfor forlod hans far sin familie dengang for mange år siden? Jiro Taniguchis smukke og Tintin-klare Min Fjerne Barndsomsby er high concept som en Netflixserie, men tonen er mediterende og introspektiv. Han undersøger lavmælt erindringens natur og de valg, vi tager og ikke tager. Kunne alt have været anderledes?
Læs vores anbefaling af Min fjerne barndomsby, Aske Sparrebros klassikerlæsning af bogen, og Kristian Bang Larsens korte interview med Jiro Taniguchi, da han besøgte Copenhagen Comics i 2013.
9. Charles Burns: Sort Hul
(Fahrenheit, 2010)
Charles Burns tegneserier er vævet af det stof, drømme er lavet af. Drømme fra længst nede i underbevidstheden vel at mærke. I Sort hul breder en kønssygdom sig blandt unge i 1970’ernes USA. Pludselig får de mutationer som haler, bylder eller en ekstra mund på halsen! Black Hole er en symbolladet fortælling om unges livtag med sex, og det amerikanske samfunds anstrengte forhold til selvsamme, fortalt i Burns’ skarpe, sorte, foruroligende streger.
Læs anmeldelsen af Sort hul, og Kristian Bang Larsens dyk ned i seriens fortælleteknik over et par sider.
8. Daniel Clowes: Ghost World
(Aben Maler, 2006)
Ironi har sjældent føltes så meningsfuld som i Daniel Clowes’ Ghost World, hvor den er det skjold, pigen Enid holder voksenlivet, formålsløsheden og smerten på afstand med. Hun og veninden Rebecca hænger formålsløst ud i en unavngiven amerikansk forstad i sommeren lige efter high school, hvor de dyrker det sære og det kitschede og gør en dyd ud af at være anderledes. I hvert fald Enid. Deres liv er sat på pause, indtil de skal videre, og næsten umærkeligt vokser de fra hinanden. Al ungdommens usikkerhed og trods er kondenseret i Clowes lille mesterværk, hvor ingenting tilsyneladende sker og alting alligevel forandrer sig.
Ghost World udkom før Nummer 9’s tid, men da hans Wilson udkom på dansk i 2010, interviewede vi ham hele to gange. Først Christian Jess Mark email-interview og siden interviewede Christoffer Zieler og Nikolaj Zeuthens ham på Copenhagen Comics.
7. Jaime Hernandez: Speedy Ortiz dør og Har du set mig?
(Aben Maler 2011, 2013)
Jaime Hernandez har siden starten af 80’erne fulgt de snotnæsede punktøser Maggie og Hopey gennem livet i sin serie Locas. Det et stærkt bud på den Store Amerikanske Grafiske Roman: en serie, båret ikke af plot, men af nuancerede og empatiske personskildringer og en stærk autenticitet i afbildningen af punk-, latino- og fribrydemiljøer i Californien. Tegnet i en ren og altid elegant fortællende stort/hvid stil. De to store opsamlinger Speedy Ortiz dør og Har du set mig? Hvor hovedpersonerne vokser ud af ungdommen, er Hernandez i absolut topform. Det bliver ikke bedre.
Læs anmeldelserne af Speedy Ortiz dør og Har du set mig?. Læs også Kristian Bang Larsens e-mail interview med Jaime Hernandez (hvor han er lidt kortfattet) og Christian Mark Jess live-interview fra Copenhagen Comics (hvor han giver sig bedre tid). Du kan også læse Kristian Bang Larsens seriesprog-essay, hvor han ser på tid i tegneserier og hos Jaime Hernandez.
6 Nick Drnaso: Sabrina
(Fahrenheit, 2020)
Da en video af mordet på den unge kvinde Sabrina frigives, går internettet amok i spekulationer. Især retter internet-troldenes opmærksomhed sig mod den afdødes sorglammede kæreste Teddy, for er det ikke typisk partneren, der er den skyldige i den slags sager? Nick Drnasos isnende Sabrina er en mareridtsvision om et internet, hvor afstumpede, anonyme røvhuller når som helst kan smadre dit liv, og den verden er vores. Stregen er klinisk og figurerne næsten udtryksløse, men det forstærker kun den intense følelse af ubehag og fremmedgørelse, der gennemsyrer fortællingen. Fremragende feel bad-læsning; og kan du lide den, er Drnasos Dramaklubben næsten lige så god.
Læs anmeldelsen.
5. Eiichiro Oda: One Piece
(Carlsen, 2003-2012 / Faraos Manga, 2025-)
Det går vildt for sig, når Monkey D. Luffy med gummikroppen og hans besætning af elskelige pirater kæmper mod den ene vanvittige skurk efter den anden i jagten på den sagnomspundne skat One Piece. Eiichiro Odas sans for opfindsomme karakterer, sjov slapstick og hæsblæsende action er en stor del af opskriften bag succesen for verdens bedst sælgende tegneserie. En god kampscene kan løbe over flere hundrede sider, men det er de store følelser og venskabet mellem stråhatpiraterne, der er seriens hemmelige ingrediens.
Læs vores anbefaling af bind 46-51.
4. Chris Ware: Jimmy Corrigan
(Aben Maler, 2010)
Der er den normale måde at lave tegneserier på – og så er der Chris Wares måde at lave tegneserier på. Ware afsøger konstant mulighederne for at fortælle sine historier lidt anderledes. Således også i historien om introverte Jimmy, der konfronteres med sin hidtil ukendte far. Den spiller så afdæmpet på de helt store slægtsfølelser, at man nærmest ikke bemærker dem. Samtidig er det en masterclass i kølig, overskudsagtig og nyskabende fortællestil. De klassiske, pænt ordnede rammer, man læser fra venstre mod højre, er en saga blot i Wares hænder. Måske en smagssag, men det er god smag jo ofte. Senere blev han endnu vildere i det ultimative bokssæt for tegneserieafficionados, Building Stories.
Læs vores anmeldelse og Matthias Wivels anbefaling.
3. David Mazzuchelli: Asterios Polyp
(Aben maler, 2012)
Få bruger tegneseriens formsprog så konsekvent som David Mazzucchelli. Han slog igennem som tegner på et legendarisk Daredevil-run i firserne og lavede blandt andet en fremragende tegneserieversionering af By af glas, før han sikrede sig en plads omkring toppen af alle fornuftige “bedste graphic novel”-lister med Asterios Polyp. Det er fortællingen om en arkitekt, firkantet i form og tænkning, der efter et fejlslagent forhold til en rund og omgængelig skulptør tager flugten fra sin rigidt tilrettelagte tilværelse og søger mod de åbne vidder. Alt fra karakterdesigns til tekstning er designet, så de synliggør kontrasterne mellem figurerne og deres livssyn, og Mazzucchellis midtlivskrisemesterværk læser som et katalog over kunstformens virkemidler – på den absolut fedeste måde.
Læs vores anmeldelse, samt Henry Sørensens lange fine læsning af serien.
2. Marjane Satrapi: Persepolis
(Carlsen, 2005 / Cobolt, 2010)
Den nyere tids tegneseriehistorie vrimler med graphic novels skabt af folk, der har set historien udfolde sig med egne øjne. Men Persepolis er stadig den bedste af dem alle: En ikonografisk tegnet, afvæbnende ærlig og aldrig unuanceret skildring af tegnerens opvækst under den iranske revolution – og den kulturelle rodløshed, der ramte, da hun flygtede til Vesten. Siden lavede Satrapi en række andre læsværdige graphic novels og en filmatisering af Persepolis, før hun forlod tegneserien for grønnere græsgange, men startskuddet til hendes karriere runger stadig højest. Persepolis er den slags tegneserie, som kan og bør læses af alle – så har du ikke haft fornøjelsen endnu, er det bare at komme i gang!
Læs anmeldelsen.
1. Riad Sattouf: Fremtidens araber 1-6
(Cobolt, 2015-2023)
Man tager sig gentagne gange i at grine (som en) vantro eller tabe kæben under læsningen af Fremtidens araber. Er der virkelig så store kulturforskelle på primært Syrien, men også Libyen, og så Frankrig som norm for vores genkendelige, trygge, vestlige verden? Sattoufs svar er: ja! Man skal ikke lade sig snyde af den enkle tegnestil, for problemstillingerne er komplekse, når Sattouf tager selvbiografisk livtag med mødet mellem den arabiske og europæiske kultur. Fremtidens araber et en kraftpræstation i seks bind, der tager livtag med nogle af dette århundredes første 25 års helt afgørende dagsordener i vores del af verden. Derfor er vi af den overbevisning, at den skal placeres øverst på listen uanset ens religiøse, politiske eller tegneseriemæssige overbevisning.
Vi har anmeldt bind 1, bind, 3, bind 4, bind 5 og bind 6. Læs også Morten Tjalves interview med Riad Sattouf og hør Radio Rackhams podcast om Fremtidens araber.
