Konnichi wa ærede læser. Efter arbejde med både specialeafhandling og Pingpris er vi i gang med tegneserielæsningen igen. Denne gang mangamesteren Jiro Taniguchi. Lad stilheden fylde og læs med.
Jiro Taniguchi (1947-2017) debuterede som mangaskaber i begyndelsen af 70’erne og har siden skabt en lang række roste værker, der i fortællestil og visuelt univers omhyggeligt dvæler ved roen, detaljen og øjeblikket. Taniguchi har i de senere år tiltrukket mange læsere uden for Japan, ikke mindst i Europa, og i interviews fremhæver han også inspirationen fra europæiske serieskabere, hvis stil og tradition han opdagede i midten af 70’erne.
Jiro Taniguchi (1947-2017)
Det sande Japan
Som 90ér-barn var jeg automatisk også et manga-barn. Genren begyndte pludselig at fylde noget i den offentlige bevidsthed. Men mest i form af action-prægede fantasyfortællinger af forskellig art. Dragon Ball, Naruto og One Peice. Der er naturligvis sket meget i genren siden da, som jeg ikke skal komme ind på eller foregive at vide noget om.
I forhold til min tween-tids mangaer og den nutidige læsning af Taniguchi slog det mig dog, at mens mangagenren har sine kendetegn og naturligvis stammer fra Japan, er Taniguchi den første mangaka jeg er stødt på, som rent geografisk, historisk og kulturelt behandler landet Japan. Således er det en central pointe at hans historier og billeder hviler på en bund af specifik kulturel autenticitet fx hvad angår mad, geografi, arkitektur, familienormer og andre skikke.
Rolig streg // Bare en gade
Dette er naturligvis også interessant på en overfladisk Turen Går Til-måde, idet vi får indsigter og syn der ikke før var os forundt. Små, lokale hemmeligheder fremfor en præ-pakket, poppet chartertur i Japan-land. Men langt mere underfundigt er det, at vi får adgang til en mere gammeldags ærkejapansk tænke- og skrivemåde.
Det er livssynsmæssige ting, der ligger så dybt at vesterlændinge almindeligvis har vanskeligt ved at trænge ind i eller ned til dem. Delvist fordi de er små og ofte ubemærkelige. Men især fordi de er væsensforskellige fra den måde den vestlige idehistorie har formet os til at tolke og opfatte på. Hævder jeg i hvert fald her, sådan ganske amatøragtigt.
Virkelighedens tågede grænser
Vestlig tænkning har særligt siden oplysningstiden i 1700-tallet har haft rationalismen og naturalismen som vejledende principper. Det vil sige en ambition om og en tro på, at det er muligt at regne tilværelsen ud. Der er med andre ord en ide i den vestlige kulturkreds om, at der tilnærmelsesvis findes et facit for langt det meste. Noget er rigtigt eller forkert. Paradokser og uklarheder ses grundlæggende som noget dårligt vi bør undgå. 
Til forskel trivedes den japanske kultur i højere grad med ideen om meningsmæssig tvetydighed eller dunklhed – noget sådan forekommer i mindre grad som et usundt fremmedlegeme i tænkemåden end det er tilfældet i vesten. Dette skyldes sandsynligvis den indflydelse naturreligionen Shinto med dens myriader af åndevæsner har haft på landet samt zenbuddhismens filosofi om, at Sandheden er så underfuld, at vi aldrig for alvor kan forstå den.
I vesten ville vi sandsynligvis kalde Taniguchis storværk Min Fjerne Barndomsby for netop fantasy fordi den indeholder en uforklarlig, magisk tidsrejse tilbage til hovedpersonens barndom. I en Japansk kontekst fremkommer den mindre uncanny.
Historien er bare og skal ikke rubriceres eller forklares. Der findes her en større accept af eller i hvert fald bevidsthed om livets særheder, om eksistensen af forskellige verdener som ikke altid følger regler mennesker umiddelbart kan forstå. Om virkelighedens sande grænser som tågede, ufremkommelige og uudgrundelige.
Gud bor i slowmotion
Taniguchi er berømt for at dvæle ved roen og øjeblikket. Stregen er altid enkel, klar, omhyggelig og smooth. Man kan godt ane inspiration fra den franco-belgiske realisme. Den porøse skønhed ved et øjeblik at iagttage friske, raslende blade eller den snoende damp fra en kop te.
Tegneserier som Den Ensomme Gourmet og Manden Der Går Tur følger kavalkader af disse momenter indsat i hver deres simple og selvforklarende rammefortælling. En mand oplever verden langsomt og øjeblikvis igennem henholdsvis gåture og madoplevelser. Hastigheden skrues ned og oplevelsen koncentreres.
Denne tilstand af stille opfyldthed er populært blevet kendt i dag som ”zen-øjeblikke” eller ”at være i zen”. Fuldendtheden kommer her til udtryk i det små, og vi glemmer vores problemer for en tid.
Hverdagens glæder // Spisetid
Måske, bare måske, er der en større ånd eller mening bag hele gamet, som vi bare normalt har for travlt til at sanse. Tegneserien er måske det perfekte medium til en sådan besked. Den engagerer nemlig hele vores opmærksomhed. Vi kan ikke for alvor lave andet end at opleve hvis vi virkeligt sidder med den. Mærke bogens vægt i hånden. Papiret under fingrene. Sindet overført i billederne. Hjernen tolker bogstaverne.
På dén måde får vi med Taniguchi ikke bare adgang til stilrene, naturtro og historiske tegninger af Japan som er fantastiske, men også til den større japanske fortælletradition og verdensforståelse. Det er denne særlige underfuldhed, tror jeg, som for alvor fascinerer mig/os ved det japanske – også fx eksemplificeret ved Miyazaki og Murakamis store udenlandske fanskare. Selve verdensforståelsen udvider sig her på samme måde, når Taniguchi legemliggør alle Japans mange vinkler med sine tegninger. Vi kunne nok alle lærer lidt her om, hvordan man virkeligt tager den med ro. Trækker vejret. Og ser.
Dōmo Arigatō gosaimashita Taniguchi-sama!
—
Jeg læste: ”Min Fjerne Barndomsby” & ”Den Ensomme Gourmet”. Tegning og historie: Jiro Taniguchi. Udgiver: Forlaget Fahrenheit. Oversætter: Mette Holm.
I Ekspedition Classico tygger nørd og litterat Aske Sparrebro sig som ny tegneserielæser gennem alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
Del på
