Anmeldelse
Riad Sattoufs generations- og samtidsroman vokser sig større end nogensinde.
Det er efterhånden svært at finde på noget at sige og skrive om Sattoufs Fremtidens araber, som ikke allerede er sagt og skrevet, på Nummer 9 fx her, her og her. Ganske kort kan det ambitiøse projekt opsummeres som en forholdsvis traditionel coming of age-autobiografi, hvis almengyldighed og relevans findes i den kulturkløft, der drev ophavsmandens franske mor og syriske far fra hinanden, og som mere end nogensinde martrer især det franske, men også de fleste af de europæiske samfund.
I dette femte album er tingene virkelig spidset til. Riads far har bortført familiens yngste og er rejst hjem til Syrien. Riad gennemgår sine svære teenageår med skiftet til gymnasiet og piger og popularitet og identitetssøgen, mens hans alenemor i stigende grad forsvinder ind i en håbløs kamp for at få lillebroren hjem og mister alt overskud til at være forælder for sine to ældre drengebørn.
Riad må selv og med en lille smule ubrugelige råd fra sine bedsteforældre finde sin egen vej mellem de arabiske værdier og den franske hverdag, til ungdomsfester med sin syriske families fordømmelse i baghovedets talebobler og ind i en persona som nørdet, skvattet og vennezonet kunstnerklovn. I gymnasiets billedkunstfag opdager han til sin gru, at andre drenge kan være både højere, flottere og coolere end ham og alligevel bedre til at tegne. Han opdager også, at han kan tage brodden af familiens genvordigheder ved at parodiere mere eller mindre kendte personer, fx præsident Mitterand, og få moren og bedstemoren til at grine. En livsbane begynder bogstavelig talt at tegne sig.
Den i de tidligere bind i serien ellers allestedsnærværende fader er fraværende i det meste af dette album, og den store scene, hvor far og søn igen ser hinanden er så meget desto mere slagkraftig. Riad er blevet højere end sin far, der efter fraværet fremstår lille og spinkel og skrøbelig og med begyndende måne. Faren er en sølle klovn, et selvoptaget fjols, hvis alt for høje tanker om sig selv står i al for synlig kontrast til virkeligheden, som et frivilligt brændemærke i panden. Og de ligner hinanden, far og søn, med hele genetikkens nedrige ubarmhjertighed; den ondeste erkendelse, som enhver teenager må værge sig mod med alle midler.
Undertegnende erklærede i forbindelse med forrige bind i serien, at Sattouf så ud til at være ved at frembringe et af de væsentligste værker i den moderne, europæiske tegneserie. Der udstår stadig det sjette og sidste album, men der er ikke noget i denne udgivelse, der tyder på, at Fremtidens araber ikke er et rigtig godt bud på den store samtids- og generationsskildring af Europa/Mellemøsten i vores tid. Tværtimod. 1992-1994 er det nuværende højdepunkt i en serie, der i forvejen ragende op som et fyrtårn over stort set alt andet. Sattouf transcenderer virkemidler og genrer og kunstformer og taler med udgangspunkt i det dybt personlige om det, der betyder noget for os alle. Det er den ægte og sværeste kunst.
