Fremtidens araber 3
Tredje bind af Fremtidens araber er lige så eminent læsbart som de foregående, men føjer også nye nuancer til seriens figurer og tematikker.
Fransk-syriske Riad Sattoufs selvbiografiske serie Fremtidens araber – med den selvforklarende undertitel En barndom i mellemøsten – er let at undervurdere. Skildringen af forfatterens opvækst i Syrien fremstår umiddelbart munter, nærmest letbenet; stregen er enkel og cartoony, farverne er lyse og venlige, historien er vittig og episodisk.
Men der er masser af gods under kølerhjelmen, også her i bind 3 af den fortsat stærkt anbefalelsesværdige serie.
Lettest at overse er måske den eminent veldisponerede billedside. Sattoufs streg minder mest af alt om en moderniseret, men livlig fortolkning af den klassiske ’marcinelle-skole’ – Jijé, Franquin, måske særligt Morris. Tykke outlines definerer konturerne, finere streger investeres i detaljearbejdet, og klassiske tegneserievirkemidler som flyvende sveddråber, små røgskyer og fartstreger anvendes liberalt. Anatomien er karikeret, dynamikken er i højsædet, og sidelayoutene er uspektakulære.
Sattouf har også nyskabelser i posen, som de fransk-belgiske tegneserieguder ikke kan tage æren for.
Mest effektfuldt er det måske, når figurer forvrænges til halvabstrakte former i øjeblikke af stor intensitet, som når lille Sattouf, der ellers er skolelærerens kæledægge, får et hårdt slag med spanskrøret. Samtidig bliver baggrundsfarven dybrød, og generelt understreger den minimalistiske to-toners farvelægning lydefrit fortællingen, hvad end den indretter sig efter sindsstemning, location eller virkelighedsplan. Tilsvarende med billedkompositioner og sidelayouts, der helt uden at gøre væsen af sig altid forstærker den krystalklare fortælling.
Fremtidens araber er simpelthen cartooning i international topklasse.
Meget er blevet gjort ud af faderopgøret, som fyldte en del i seriens bind 1 og 2, og den kritiske skildring af især syriske sæder og skikke. Bind 3 tager tråden op og tackler blandt andet ramadan, omskæring og korruption, altid set gennem lille Riads troskyldige øjne, hvilket kun får hykleriet og urimelighederne til at stå endnu mere krystalklart. Og så er der alle de absurde små hverdagshændelser, som da skolelærerens spanskrør går i stykker og han sætter eleverne til at tage nye kæppe med til ham. Drengen, der har den bedste kæp med, belønnes med et hjerteligt slag over nallerne.
Men Fremtidens araber 3 udforsker også nye nuancer af seriens nøglefigurer og tematikker.
Fra at have været et nærmest passivt offer for farens indskydelser begynder Sattoufs mor at udvikle sig til en stærk kvinde – og det så både læseren og hans søn til tider får ondt af ham. Et besøg til Frankrig afslører, at frygtbaseret tro langt fra kun er et muslimsk fænomen. Og Riad selv fremstilles ikke kun som en sympatisk karakter: Han spejler forældrenes konflikter ved at være ondskabsfuld ved sin lillebror, han er en uempatisk stræber i skolen, han er (også) til fals for bestikkelse. Skildringen af karaktererne og den verden, de bebor, bliver dybere og rigere undervejs.
En af seriens røde tråde er skildringen af Sattoufs fars verdenssyn.
Bind 3 rummer en længere passage, hvor faren beskriver Saudi-Arabiens hykleriske forhold til tro og mammon med vanlig begejstret kynisme. Det er lovligt meget telling og lidt for lidt showing; til gengæld er der efter alt at dømme et payoff i vente i senere bind. I bredere forstand fungerer farens argumentation som repræsentant for en meget arabisk måde at tænke om samfund og politik på: Alle de magtfulde er ude på at hytte deres eget og hinandens skind. Det bedste, man som almindelig dødelig kan håbe på, er at gennemskue deres konspirationer og sole sig i sin egen visdom.
Og så har jeg ikke engang nævnt Riad og vennernes fascination af Conan Barbaren, der giver Sattouf anledning til at lege med en skæg semi-realistisk streg, Riads nye lillebror eller den overraskende cliffhanger-slutning, der får ventetiden på bind 4 til at føles endnu længere.
Streger og tematikker og figurskildringer til side, så er den bedste indikator for Fremtidens arabers høje niveau, at man som læser ved afslutningen af bind 3 er dybt investeret i lille Riads eksotiske, men grundlæggende ret uspektakulære liv. Det er rent ud sagt glimrende, på sin helt egen beskedne måde.
