Secret Empire 0-10 samt Secret Empire Omega #1
Captain America er i virkeligheden nazist og står i spidsen for et fascistisk statskup? Selve ideen skabte et ramaskrig af internetkrænkelse over Marvels seneste eventserie. Det er nu ikke ideen, den er gal med, men udførelsen.
Hos Marvel Comics og deres univers af superhelte går der nærmest ikke en måned uden en større crossover event. Det vil sige en af den slags historier, hvor alle serier forventes at smide alt, hvad de har i hænderne og indordne sig under den altoverskyggende og universomsluttende historie, som redaktionen mener vil hæve salgstallene. Sådan har det været i mange år, og sådan er det også i år. Det senest afsluttede event var en lidt kontroversiel fætter (i hvert fald på internettet) og bar titlen “Secret Empire”.
Ideen bag det seneste store crossoverevent hos Marvel er simpel: En såkaldt cosmic cube (læs: tryllerylle, abrakadabra etc) har ændret fortiden i Marveluniverset, og nu er den gode Captain America, helten over dem alle, i virkeligheden en såkaldt sleeper agent for den onde organisation Hydra. Og det har han altid været. Nu slår Cap og Co til i et storslået statskup, der ender med et USA under Hydras kontrol med Cap i spidsen. Onde, onde Cap. De andre helte er i det store hele blevet sat ud af spillet, og det ser sort ud. Fascismen har sejret i Amerika.
Den ide tog mange ret ilde op. Hydra er i bund og grund nazister, og man mente, at det var at pisse på jødiske Jack Kirby og Joe Simon at gøre deres figur til nazist. Captain America var et symbol på kampen imod ondskab og især nazismen, og dermed var det forbudt at gøre ham ond. Folk var så krænkede, at man skulle tro, at Nazi-Cap var en tegning af profeten og ikke en superheltehistorie med en indbygget reset-knap.
Jeg kan godt forstå bekymringen. Man skal passe på med de nazister. Bare spørg vores allesammens Lars Von Trier. Men jeg vil nu forsvare ideen om Nazi-Cap til den dag, jeg dratter om. Der er gods i den, netop fordi den provokerer. Post Donald Trump og Alt-right-bevægelsens opdukken i USA er der al mulig grund til at frygte fascismen i Vesten. Og hvis man skal holde et spandexspejl op foran denne bekymring for den amerikanske folkesjæls ve og vel, så er der velsagtens intet sted, hvor pointen bliver stærkere, end hvis man korrumperer selveste Caps sjæl. Det er ligesom at nakke præsten i en vampyrgyser. Hvad skal vi andre stille op, og hvordan skal vi sølle, almindelige mennesker kunne modstå fascismens fristelser, hvis selv Captain America ikke kan?
(En sidenote: En del af vreden kommer nok også af, at der er mange – mig selv inkluderet – som mener, at Marvel har røvrendt Kirby og hans familie i mange år rent økonomisk. Intet sker i et vakuum)
Ingen superheltehistorie står alene i vore dage, og “Secret Empire” havde været længe undervejs. Der er simpelthen ikke plads nok i denne anmeldelse til at nævne alle de rødder, historien har i andre events og diverse serier, men siges skal det, at “Secret Empires” forfatter, Nick Spencer, havde lavet en lovende og underholdende optakt til løjerne i de to serier “Steve Rogers: Captain America” og “Sam Wilson: Captain America” (ja, der er to af alting for tiden – også Captain America … i guder, hvor er det kompliceret at forholde sig til moderne superhelte). Det var god, gammeldaws politisk pulp med alt, hvad det indebærer af ikke just subtile paralleller til virkeligheden og Trumps Amerika. Så det startede godt, men desværre var Spencer ikke opgaven voksen, og han taber i nærmest episk grad sutten.
“Secret Empire” er fyldt med uinspireret dialog og flade og unuancerede personkarakteristikker, hvor alle reduceres til deres arketype. Black Widow bliver til en endnu mere blodtørstig udgave af Jack Bauer, Iron Man drikker og er arrogant osv osv. Dybere bliver det aldrig. Og fordi det nu engang er en eventhistorie, må vi fare fra det ene hjørne af Marvel-universet til det andet, også selvom historien ikke kræver det.
Vi ved, at det er en af de største kriser i Marvelheltenes tid, fordi figurerne konstant fortæller os det. Det bliver dog aldrig vist, og vi føler det aldrig. Hvorfor skulle denne ballade være så meget værre end de utallige andre verdenstruende kriser, Avengers og de andre har håndteret og kæmpet sig vej igennem i årenes løb? Hvis historien havde været skarpere og faktisk handlet om, hvordan selve grundessensen af Amerika, selve folkesjælen var i fare for at bukke under, så havde de mange overdrevne taler om, at det ALDRIG har været værre, måske klinget mindre hult. Disse taler bruges som undskyldning for at flere af figurerne handler og agerer helt hen i vejret i forhold til, hvem det er meningen, de skal være, og det hele ramler godt og gevaldigt, jo længere Spencers hoved forsvinder op i hans egen hule retorik.
Satiren og provokationen spildes totalt, og den lidt for nære mulighed for et USA, der byder fascismen inden for i stuerne, bliver aldrig nærstuderet eller brugt til noget fornuftigt. Det er faktisk først til allersidst, da støvet har lagt sig, og det i bund og grund kan være lige meget, at folk rent faktisk sætter sig ned og taler om, hvordan det hele var meget tæt på at gå galt. Det sker i det ekstra hæfte, der kom EFTER selve eventen, nemlig “Secret Empire Omega” nummer 1 (hvorfor “Secret Empire” nummer 0 ikke bare var nummer et, og “Secret Empire Omega” nummer 1 ikke bare var “Secret Empire” nummer 11, kommer jeg aldrig til at forstå. Moderne superhelte er et bibliografisk mareridt). Det er sådan set et udmærket hæfte, hvor Spencer endelig har overskud til at lufte nogle af de ideer, der druknede i eventhelvedet og hans egen manglende evne til at navigere dette.
Tegningerne er lagt i hånden på flere tegnere i vanlig event-stil. Især Andrea Sorrentino er decideret forfærdelig og spænder med sine mørke, udynamiske streger ben for det spræl, der trods alt er tilbage i Spencers manuskript. I de myldrende kampscener kan man ikke kende forskel på heltene, og selvom Sorrentino arbejder eksperimenterende med sideopbygninger, så fungerer det simpelthen ikke. Der er point for at prøve, men historien bliver svær at følge. Hvilket ikke burde være et problem i en poleret omgang moderne superhelteramasjang. Sorrentino ville sikkert være et lidt mere velkomment valg på en mere intim serie tættere på gadeniveau.
Det største navn blandt tegnerne er Steve Mcniven, der også tegnede “Civil War” i sin tid. Her fremstår han dog ikke som andet end en anonym håndværker, der efterhånden har fået poleret kanter og fået slebet den genkendelige stil, han trods alt havde, fuldstændigt af. Jeg skal ikke kunne sige, om det er rentegneren, der har været hård ved manden, men det er sådan set også lige meget, da det er det endelige resultat, der tæller. Blandt de mest hæderlige af tegnerne finder vi den altid solide Daniel Acuna og Leinil Francis Yu, der efterhånden er i overalt hos Marvel. Mcniven og de andre håndværkere føles dog som en stor lettelse oven på Sorrentino, og man er glad hver gang, de dukker op.
Spencer (og redaktionen … nu skal vi passe på med ikke at råbe for meget af den stakkels forfatter, der bare passer sit arbejde) efterlader mig ikke med meget håb for fremtiden, og det selvom det er lige præcis den følelse, han går efter. “Secret Empire” skal ses som den mørkeste stund lige før solen står op. Efter at heltene har kæmpet indbyrdes, opført sig nederen og fungeret som klodsede og gråzonerige metaforer for alverdens lidelse og nederenhed hen over to superhelteborgerkrige og en spandexklædt fascistisk diktator, er det atter tid til at heltene skal være heroiske. Problemet er bare, at vi har hørt denne sang før sidste gang, der blev så mørkt og traurigt hos Marvel, at man ikke kunne se en hånd for sig. Og det sjove, farverige og heroiske holdt i cirka ti sekunder. “Secret Empire” har mange problemer, men det værste er nærmest følelsen af deja vu. Og ikke deja vu på den gode måde. Ærgerligt nok viste forfatter Jonathan Hickman ellers, hvor superskabet skulle stå med sin glimrende event “Secret Wars”, men Spencer og Co var desværre ikke kloge nok til at følge op på denne historie, der ellers OGSÅ hev Marvel igennem en meget mørk nat og ud på den anden side.
Man bliver så træt. Især når provokerende ideer, der kunne have været sprængfarligt guld i hænderne på en yngre udgave af f.eks. Alan Moore ender med at fise ud og blive til en mudret omgang ingenting. Det kan jeg godt blive lidt internetfornærmet over.
