Daniel Clowes er frontfigur inden for den grafiske roman. For ham handler det om at bruge billeder til netop ikke at vise os, hvad der foregår.
Daniel Clowes (f.1961), som gav os “Ghost World”, leverer i sin seneste bog, “Wilson”, endnu et karakterstudie. Dens hovedperson er en selvretfærdig, kværulantisk, midaldrende eks-hippie fra Oakland i Californien, og selv om bogen måske ikke er Clowes’ bedste, så er det den, der lige nu står hans hjerte nærmest, og dermed er den en god anledning til at tage en snak med forfatteren om arbejdet med en grafisk roman – og om hvorfor idioter i grunden er forbilledlige.
For Wilson er vitterlig en idiot. Bogen følger ham i en årrække, da han i kølvandet på sin fars død forsøger at klinke et mislykket liv sammen til noget meningsfuldt. Undervejs åbenbares Wilson som bedrevidende, fordømmende, ufølsom, impulsiv – nærmest et patologisk tilfælde. Alligevel er Daniel Clowes hurtig til at forsvare sin hovedperson.
– Jeg beundrer ham på en måde. Han er det her ufiltrerede id-væsen, som ikke vil ændre sin personlighed på nogen måde for at blive mere spiselig over for andre mennesker.
Clowes’ stemme droner på en behagelig måde i et lavt register, og han betoner vigtige ord med et lille twang. Mens vi taler tegner han skitser på en lap papir. Hænderne er stærke og kantede, ikke ulig den streg, de tegner.
– Wilson forsøger bare at fremstille sig selv i sin naturtilstand og blive elsket som sådan. Det ønsker vi alle sammen dybt inde, tror jeg, men vi vælger at slå os til tåls med den kompromisversion af os selv, der er acceptabel for andre.
Ufortyndet id
Wilsons heroiske mangel på tilpasningsvilje kommer til udtryk, når han nægter at hjælpe en billist i en bil, der ikke kører langt nok på literen, med at finde vej; da han sender en æske med lort til sin svigerfamilie; eller da han, efter at have udfrittet en medpassager i lufthavnen om, hvad han driver med, begynder at græde over hvor ubegribeligt kedeligt, det må være at arbejde i finansverdenen.
Som ufiltreret id-væsen er Wilson en tegneseriearketype – tænk på Anders And – men han udtrykker også tegneseriens særlige evne til at fyre det utilbørlige og grænseoverskridende af og skabe social katarsis. Ligesom undergrundsidolet Robert Crumb har Daniel Clowes ofte ladet sine karakterer rase og skælde ud direkte i hovedet på læseren – brugt røvhullet som talerør, om man vil. Nogle gange selvbiografisk, andre gange indirekte, men ikke mere indirekte, end at hans karakterers navne ofte er anagrammer af hans eget. Enid Coleslaw, hovedpersonen i “Ghost World”, er et godt eksempel, men Wilson kan jo også skrives af bogstaverne i forfatterens navn.
– Da jeg begyndte historien, var Wilson en komisk figur, men ved slutningen syntes jeg, at jeg kendte ham; at han var en håndgribelig person, som jeg følte mig forbundet med. Jeg syntes, at hans kamp var ægte, og at han udtrykker en masse, på en mere direkte måde, end jeg selv kunne, siger Daniel Clowes.
– Jeg har en høj tolerancetærskel over for den type mennesker. Jeg kan endda lide at være sammen med dem. Jeg synes, de er langt mindre rædsomt selskab end det meste af menneskeheden.
Kubistisk stilforvirring
På samme måde som i Nikoline Werdelins historier om danske menneskeskæbner er Wilson en samlet fortælling skåret ud i bidder, idet hver side bliver afsluttet med en pointe eller en punchline; men ikke bare det: siderne er også tegnet i vidt forskellige stilarter. Det kunne man kalde kubistisk – 72 perspektiver på samme mand – eller man kunne kalde det famlende.
På en måde var det begge dele, for da den ellers ekstremt stilsikre Clowes gik i gang med arbejdet, kunne han ikke finde sig til rette i en bestemt streg til Wilson. Han begyndte på én måde, hvorefter det skred i en fuldstændig anderledes retning. Til sidst gjorde Clowes en dyd af nødvendigheden.
– Det gik op for mig, at min hjerne forsøgte at fortælle mig: Sådan her skal bogen være, og det her er den eneste måde, den vil fungere på. Jeg fandt på at modulere bogen, så hver side fik sin egen distinkte form, og siderne spillede op til hinanden på en subtil måde. Der skulle være en rytme, men ikke med samme beat i hver stribe. Nogle sider skulle føles, boom, som en joke, og andre skulle få læseren til at standse op og spørge sig selv: er det her en joke? Nej, vent, det er faktisk forfærdeligt. Efter et stykke tid ved du ikke, hvad du skal forvente.
At klippe en grafisk roman
Arbejdet med at redigere en grafisk roman, minder i Daniel Clowes tilfælde ikke så lidt om tilrettelæggelsen af en film. I første omgang producerede han i hundredevis af skitserede sider om Wilson, og derefter gik han målrettet i gang med at klippe og skære fra, indtil historien var skrællet ind til de essentielle lag.
– Jo mere jeg skar fra, desto bedre blev det, siger Clowes, som også fandt ud af, at den gamle formel om at vise handlingen i stedet for at fortælle den, ejendommeligt nok ikke altid fungerer i et visuelt medie som en tegneserie. I en vis forstand er Wilson derfor en anti-film eller -tegneserie.
– Film og tegneserier vil altid gerne vise de centrale actionscener; optakten til det store skuddrama eller slagsmålet eller whatever, og jeg ville ikke have nogen af de scener i Wilson. Det hele skulle foregå inden eller efter de store følelsesladede scener.
– Flere gange tænkte jeg, at hvis jeg tager det her ud, så vil folk nok ikke forstå historien, men det gik op for mig, at det forholdt sig modsat. For din hjerne vil give en bedre forklaring på udviklingen i historien, end jeg nogen sinde kunne tegne.
Blot endnu et åndssvagt navn til en kunstart
Selvom udtrykket ret beset kendetegner “Wilson” godt, er Clowes ikke begejstret for udtrykket ’grafisk roman’, der har vundet indpas i takt med, at tegneserien har forladt aviser og hæfter og dukker op i boghandlernes bunker ved siden af den øvrige litteratur. I en tidligere bog, “Ice Haven”, lader han endda krakileren Harry Naybors harcelere over udtrykket graphic novel. Men der var brug for et udtryk, der var dækkende, når det gjaldt de nye tegneseriers omfang, ambitionsniveau, indpakning – og læsernes snobberi.
– Jeg kæmpede imod betegnelsen grafisk roman i årevis, ligesom Chris Ware og andre. Vi mente helt enkelt ikke, den var dækkende. For det første er de fleste af de bøger, der bliver kaldt grafiske romaner, ikke romaner. De er memoirer, som Maus (biografi om holocaust af Art Spiegelman), eller Joe Saccos journalistik. Og ’grafisk’ virker som en tumpet beskrivelse, for tegneserier er ikke illustrerede romaner.
Clowes mente også, at mange læsere uundgåeligt måtte føle sig snydt, når de opdagede, at den grafiske roman de havde købt var en, ja, tegneserie.
– Men når alt det er sagt, så kan jeg i dag – 15 år efter man indførte udtrykket – fortælle mine naboer, som aldrig læser de her ting, at jeg skriver grafiske romaner, og så vil de sige, åh, ligesom Maus. Så de vinder. Jeg kan ikke kæmpe imod, sukker Clowes.
– Og desuden har alle kunstarterne et åndssvagt navn.
– Christoffer Zieler og Nikolaj Zeuthen
