”Samlede Fortællinger om Bolette Hansen” af Paul Arne Kring.
Bolette Hansen er en sprællevende, selvstændig og skarpsindig privatdetektiv, som yndefuldt bevæger sig til brølet fra de københavnske 20’ere.
Jeg var kun perifert bekendt med dukkemageren, skuespilleren, manuskriptforfatteren, kostumedesigneren og tegneserieforfatteren – lad gå, multikunstneren – Paul Arne Kring, inden jeg læste de ”Samlede Fortællinger om Bolette Hansen”. Jeg havde set nogle originalsider fra hans nye Weneetryhl Axtryhl-udgivelse ”Weneetryhl år 25.060” på tegnestuen Rumkammerat, da de for nyligt holdt flyttefernisering.
Så for mig var det, som om en stor, forgyldt appelsin pludselig dumpede ned i min turban, da jeg læste de tre afsluttede og nu samlede historier om Bolette Hansen: ”Manden på Stranden”, ”Søvngængeren” og ”Mette, Bolette og Løven”. For den unge Bolette Hansen er virkelig noget for sig selv! Hun er en sprællevende, selvstændig og skarpsindig heltinde, som skriver og opklarer kriminalmysterier i Københavns brølende 20’ere.
Bolettes figur og frisure er modelleret med inspiration fra Louise Brooks, skuespillerinde og stilikon i Hollywoods guldalder, men hun er så langt fra vor tids Hollywoods sarte filigran-starletter, som man kan komme. Hun bliver afbilledet grafisk eksplicit med brede hofter og små flade bryster og altså absolut ingen size-zero-aspirationer, men hun er stadig sensuel og feminin som bare Fanny Hill! Hun er mere dominatrix end lille-piget Lolita, og hun er altid den aktive agent frem for den skrøbelige nødstedte skønjomfru, som i skyndingen må reddes ud af en brændende bygning af en mandlig helt.
Appelsinen i min turban har fået selskab af et lille kærlighedsæble, og som en forelsket skoledreng ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal få det spist!
Omkring Bolette cirkler en paraderække af bikarakterer: velvalgte stereotyper fra mellemkrigstidens genrelitteratur og –film. Fremhæves skal Bolettes bofælle og udtalte kontrast, den blåøjede, krølhårede og erotisk buttede storbypige Mathilde, der minder om pigerne fra ”Farvel til Berlin” (forlægget for musicalen ”Cabaret”), samt det ærkebondske, unavngivne makkerpar fra ”Søvngængeren”, som begge bræger jyske Morten Korch-replikker af sig.
Historierne er velkonstruerede, humoristiske krimigåder, og man kan fornemme, at de kommer fra en historiefortæller med både glimt og stål i øjet. Stemningen har også visse ting til fælles med film fra Hollywoods guldalder, og den vækker associationer til filmatiseringer af Dashiell Hammett (”Maltese Falcon”) og Raymond Chandler (”The Big Sleep”). I tegneserieregi kommer jeg til at tænke på endnu en Dashiell Hammett-produktion, den originale serie Secret Agent X-9, dog med en feminin og fordansket protagonist i Bolette og et Dr. Watson-inspireret side-kick i den naive Mathilde.
Kring har illustreret scenerierne på baggrund af fotoreferencer og det vigtigste møblement fra Bolettes hjem med afsæt i egenproducerede, udskårne miniaturer, for at kunne holde de mest besøgte lokaliteter konsistente. De sort/hvide renderinger af bygninger og inventar fra 20’ernes København skaber derfor et dramatiseret, men troværdigt tidsbillede og hensætter mig umiddelbart til en periode, hvor den moderne frigørelse kan anes, men hvor traditionen fra døde slægtled stadig hviler på de levende.
Granatæbler, figner og dadler dumper ned fra oven og får min turban til nærmest at bugne med frugt!
Stregen er skarp, næsten perfekt, og historien er – uden en eneste tekstboks – konsekvent drevet frem af indboblet dialog, hvilket samlet set opretholder illusionen om et levende og helstøbt fiktivt univers, som læseren iagttager gennem ruderne på siden.
Efter endt læsning sidder jeg tilbage med en overflødighedsturban, og det er sgu bøvlet at få en anmeldelse fra hånden, når den er travlt beskæftiget med at nyde godterne!
Hvis du allerede er bekendt med Krings skarpsindige, charmerende og morsomme privatdetektiv, ved du hvad jeg skriver om, hvis ikke, kan jeg ikke anbefale Bolette Hansen varmt nok.
Køb den!
Allan Buhl Madsen
Karakter: 5/5
Værkets Titel: Samlede Fortællinger om Bolette Hansen
Seriens titel: Bolette Hansen
Forlag: Forlaget Forlæns
Forfatter/tegner: Paul Arne Kring
Farve og form: s/h og paperback
Sidetal: 164 sider
Pris: 299 kr. fra forlaget
ISBN: 9788791611254
Originalt udgivelsesår: 1988, 1989 og 1990
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark