Op til jul anbefaler Nummer 9s skribenter 24 tegneserier fra 2010. I dag: Hvad ville du gøre anderledes, hvis du kunne gøre din ungdom om? Dét er spørgsmål i årets (eneste) voksenmanga-udgivelse på dansk.
”Min fjerne barndomsby” følger en drukfældig salaryman og familiefar, der tager et forkert tog til Tokyo og havner i sin barndoms vemodige hjemby. Han falder i søvn ved sin mors grav, og da han vågner, er han fjorten år gammel igen – og i fuld gang med at gennemleve sin barndom forfra. Den bizarre tid/rum-forskydelse giver enspænderen mulighed for at efterforske sit livs centrale mysterium: Hvorfor forlod hans far børn og kone dengang for mange år siden? Uden et ord til afsked eller forklaring?
Den japanske serieskaber Jiro Taniguchis danske debut tager altså udgangspunkt i en kulørt og lidt slidt tidsrejsepræmis, men bruger den i et eksistentielt ærinde.
Hvem af os har aldrig overvejet, hvad vi ville gøre anderledes, hvis vi kunne gøre vores ungdom om – med den viden, vi har nu? Taniguchis hovedperson efterforsker sin fars forsvinden, men han flirter også med skolens flotte pige, udnytter sin eksplosive ungdomsfysik og brillerer med en boglig lærdom, der selvsagt er lysår foran de jævnaldrendes. Men hvad konstituerer egentlig det perfekte liv? Kan det opgøres i præstationer og distanceblænderi?
”Min fjerne barndomsby” tager sig god tid om sin fortælling, men ophobningen af detaljer og hverdagsepisoder bliver en styrke. Hvor en Hollywood-film med samme plot ville blæse derudaf på jagt efter næste plot twist, lader Taniguchi sine figurer leve og ånde på siderne. Resultatet bliver en vedkommende graphic novel, der stikker dybere, end den lige umiddelbart ser ud til.