Kristian Bang retter forstørrelsesglasset mod de sideløbende narrativer i Charles Burns’ ”Sort Hul”.
Tegneserier læses hurtigt og er nemme at orientere sig i. Det giver mediet nogle fortælletekniske muligheder, som ikke eksisterer i kunstarter som film eller litteratur. For eksempel kan tegneren lægge op til forskellige læse-rækkefølger af elementerne på en side.
Det gør Charles Burns flere gange i hans mareridtsagtige grafiske roman ”Sort Hul”, en fortælling om en gruppe unge i Seattle anno 70’erne, som får kropslige mutationer af at have sex med hinanden. Små haler, store bylder, ny hud.
Lad os se på et eksempel: De første tre sider af andet kapitel, ”Planet Xeno”. Vi er lige i starten af historien:
Jeg vil ikke sige så meget om titelsiden, selv om den nok kan gøre symbolelskere og drømmetydere våde i bukserne. En stjerneplettet himmel over en mørk skov. Et stjerneskud. En afrevet arm, der holder det sidste af en joint. Der er masser at dykke ned i, men jeg tog bare titelsiden med for at gøre det klart, at når vi vender den, så rammer vi handlingen in media res, uden et etablerende oversigtsbillede.
Opslaget på side to og tre består af seks lige store lodrette billeder, og der løber tre narrativer gennem billederne: To skrevne og én visuel.
Den visuelle narrativ først:
Vi følger en joint rundt mellem en gruppe store drenge. Vi er så tæt på, at det er svært at finde ud af, hvor mange drenge der er, og hvor de er henne. Eneste visuelle ledetråd er træerne, der anes i baggrunden. Vi kredser om drengene, i de første to billeder ser vi en af dem over skulderen, og i det tredje og fjerde er vi så tæt på, at vi kunne være en af dem – i det tredje rækker en hånd ligefrem ud efter jointen fra læserens perspektiv. Og så er der det femte billede, hvor drengen med det runde hoved kigger sig over skulderen, ud på os. Vi er så tæt på, at vi stort set står i cirklen af drenge, og følelsen er både desorienterende og klaustrofobisk.
Og lidt uhyggelig. Det ligger i nærheden og de hårde beskæringer, men selvfølgelig også i Charles Burns mørke, træsnitsagtige streg og de store, tomme ansigter med små munde og øjne. Burns kunne tegne Basserne og stadig give mig mareridt.
Der er tre i gruppen: drengen med det runde hoved, drengen med briller, og drengen med anderumpefrisure, som vi kender fra første kapitel som Keith.
Drengen med brillerne fortæller en historie. Det er den anden narrativ. På skolens toilet har han opdaget, at en dreng, der hedder Facincani, har en ekstra mund på sit bryst. ”Han er smittet, helt sikkert,” kommenterer drengen med det runde hoved på sidste billede.
Den tredje narrativ står i de firkantede tekstbokse øverst i hvert billede. Det er Keith, der fortæller om stedet, hvor de står og ryger: en lund i skoven, de har døbt Planet Xeno. ”En tryg, isoleret, grøn verden. Det perfekte sted at ryge sig skæv”. Vi ved, at det er Keith der fortæller, for det gjorde han også i første afsnit.
(Bemærk, at jeg postulerer, at man som læser som udgangspunkt vil aflæse de forskellige elementer i det enkelte billede i en anden rækkefølge end den, Burns har lagt op til: han har tekstboksen øverst, taleboblerne i midten, og billederne nederst. Jeg vil mene, at man først vil læse billederne (for de er hurtigst at afkode), dernæst replikkerne i taleboblerne (fordi de hører sammen med karaktererne på billederne, som de rent grafisk peger på) og til sidst tekstboksene.)
Selv om der ikke sker det store over de 6 billeder, bliver der fortalt en masse. Om hvad det er for nogle drenge, og hvordan de relaterer til hinanden; hvad for en fyr, særligt Keith er; hvad han drømmer om; hvad Planet Xeno er for sted; den mutant-sygdom der florerer, og hvordan de ikke-smittede forholder sig til den. Og de tre narrativer spiller med og mod hinanden; Keiths beskrivelse af Planet Xeno som et trygt sted er anderledes end den dystre visuelle fremstilling af lunden, og vores forståelse af ham skabes i samspillet mellem hans indre monolog, hans tavshed i gruppen, hans handlinger (f.eks. ser han op i tredje billede, interesserer sig ikke for historien om Facincani) og hvordan han visuelt fremstilles.
Interessant nok kan man læse opslaget på (mindst) to forskellige måder. Den oplagte måde er at læse billederne et ad gangen, som man normalt gør, men det kan virke forvirrende, for de tre narrativer bliver hele tiden afbrudt af hinanden. Jeg tog mig derfor i at læse siderne to gange. Første gang billede for billede, og anden gang narrativ for narrativ.
Her havde Burns gjort det let for mig, ved at opbygge alle seks billeder ens. Man kan læse alle tekstboksene med Keiths fortællestemme i et forløb, ved bare at læse vandret. Og det samme med de to andre narrativer. Burns beder mig næsten om det.
Først:
Dernæst:
Og til sidst:
(Her postulerer de tre udsnits rækkefølge, at man i genlæsningen igen vil læse billeder først, dernæst replikker, og til sidst tekstbokse. Men i genlæsningen har man jo dannet sig et overblik, så der tror jeg i virkeligheden nok, at man vil læse de tre narrativer i den rækkefølge, Burns har foreslået: først tekstbokse, så replikker, så billeder. Det gjorde jeg i hvert fald.)
Tegneserier kan læses ret hurtigt, for billeder er generelt lette at afkode, og selv i en moppedreng som ”Sort hul” er der relativt lidt tekst. Det er også let at orientere sig i tegneserier. Det trykte format gør, at man let kan bladre frem og tilbage, og billederne gør, at man hurtigt kan se, hvor man er i historien. Derfor er det også nemt at genlæse afsnit.
Og hvis man som Burns vil arbejde med flere forskellige narrativer i det samme forløb (hvad han ofte vil i ”Sort Hul”), gør tegneseriens grafiske opdeling af elementer det også nemt for læseren af følge de forskellige forløb separat. Billeder er billeder, dialog er i talebobler, og fortællerstemmen er i firkantede bokse. Man kan altså både følge billedernes sekvens, eller læse de forskellige elementer hver for sig, på tværs af billederne. Og tit får man mest ud af at gøre begge dele.
Der er altså et potentiale i mediet til at læse en side eller et opslag på flere forskellige måder. En mulighed for at bryde med det givne forløb. Det er der ikke på samme måde i andre fortællende medier, som film og skønlitteratur. I film er fortællingen bundet op på den tid, det tager at afvikle fortællingen, og i litteraturen læser man et ord, en sætning, et afsnit ad gangen, uden overblikket til at sætte indholdet sammen på nye måder.
Det kan man i tegneserier, og deri ligger nogle muligheder for at opløse fortællingen og sætte læseren fri til at danne sin egen historie. Eller som f.eks. Chris Ware gør, at arbejde med kortlægninger af sammenhænge og relationer i en slags modeller, hvor læserækkefølgen er meget åben:
Men Burns vil ikke opløse fortællingen i ”Sort Hul”. Tværtimod, begge læsninger (billede for billede og narrativ for narrativ) driver historien frem, og er pænt tilrettelagte for os, så de er lette at følge. Opslaget er tegnet og skrevet, så det udnytter læserens overblik og hurtige afkodning bedst muligt. Burns vil fortælle tre historier på en gang, og det er som udgangspunkt vanskeligt. Men han forudsætter, at vi læsere godt kan finde ud af at læse det samme opslag to gange. På to forskellige måder. For det lægger mediet, i princippet, og Burns, i praksis, op til at vi gør.
Og dermed udnytter han ikke muligheden for at opløse fortællingen, men muligheden for at samle narrativerne til én fortælling og lade dem berige hinanden. Mediets muligheder for at formidle kompleksitet og sammenhænge enkelt og stramt, ved at arbejde med den visuelle opdeling af billeder og tekst. For betydningen i sekvensen ligger ikke i den enkelte af de tre narrativer, men i den samlede samtidige fortælling af dem, og den måde de beriger, nuancerer og udfordrer hinanden på.
Del på
