Den legendariske Batman-tegner Jerry Robinson, som var med til at skabe både Robin og The Joker, er død 89 år gammel. I løbet af sin livslange karriere nåede han både at markere sig som tegneserietegner, -historiker og -aktivist.
Som så mange andre i sin generation måtte Robinson i mange år arbejde anonymt og uden større økonomisk afkast, mens andre høstede hæder, ære og millioner af dollars via hans arbejde. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at kæmpe for sine kollegers rettigheder og retmæssige anerkendelse.
Jerry Robinson blev født i Trenton, New Jersey, nytårsdag 1922. Som ung mand læste han til journalist på New Yorks Columbia University, men blev i 1939 hyret af Bob Kane, som kort tid forinden havde introduceret den nye superhelt Batman i forlaget National Periodical Publications hæfteserie Detective Comics. Kane havde allerede allieret sig med en forfatter i form af Bill Finger, og var nu på udkig efter en assisterende tegner til den succesfulde Batman-serie. Det – og mere til – fandt han i den dengang kun 17-årige Jerry Robinson.
Robinson begyndte som håndtekster på Batman, avancerede så til at rentegne baggrunde, og endte snart med helt at overtage tegnearbejdet på serien. Alt sammen i løbet af ganske kort tid. Og alt sammen uden at blive krediteret for noget af det. Både Bill Finger og Jerry Robinson arbejdede nemlig i fuld anonymitet, mens Bob Kane måned efter måned afleverede det færdige materiale til forlaget i eget navn.
Robinsons berømte forside til Detective Comics #69
Batmans popularitet steg stødt og nåede kolossale højder i takt med at Finger og Robinson efterhånden helt overtog serien, og forskellen mellem kunstnerisk input og økonomisk afkast blev snart så grel, at makkerparret begyndte at overveje andre muligheder. På trods af Kanes hemmelighedskræmmeri var mange i branchen klar over, hvem der egentlig stod bag Batmans succes, og det banede selvfølgelig vejen for en lang række jobtilbud.
1930’erne og 40’ernes amerikanske tegneseriescene var en levende, pulserende branche på godt og ondt, hvor talrige visionære pengemænd og andre charlataner konstant iværksatte nye forlag og nye projekter i håb om at få en del af kagen. Således opnåede Jerry Robinson i begyndelsen af 40’erne også at arbejde for Lev Gleason, der udgav det nyskabende krimihæfte Crime Does Not Pay, og den mere traditionelle actionserie Daredevil Comics, hvortil Robinson skrev, tegnede og rentegnede serien ‘London’.
Sammen med forfatteren Mort Meskin skabte han desuden figurerne Atoman og Golden Lad for forlaget Spark Publications, og serierne The Fighting Yank og Black Terror for forlaget Standard. Robinson tegnede desuden den populære serie The Green Hornet under pseudonym i et par år for Harvey Comics, før den navnkundige udgiver Everett M. ’Busy’ Arnold, kontaktede ham, og tilbød ham noget så for tiden uhørt som fuld kunstnerisk frihed og fuld kreditering på en hvilken som helst serie, han måtte ønske.
Alligevel takkede Robinson nej – angiveligt fordi han havde oparbejdet en vis affinitet for Batman-figuren og det omgivende univers, han og Finger efterhånden havde fået etableret. Men også fordi de begge var blevet frikøbt af Kanes slavekontrakt, og nu arbejdede direkte for forlaget til en betydeligt bedre løn, og i Nationals lokaler på Times Square, hvor de blev placeret side om side med andre kreative kraftcentre som Mort Meskin og Jack Kirby – samt Supermans fædre Jerry Siegel og Joe Shuster, hvis liv og karriere Jerry Robinson i øvrigt skulle få afgørende betydning for mange år senere.
Præcis hvem der skabte hvad i Batmans første år, har været grundlag for megen diskussion, og det ligger den dag i dag ikke helt fast. Sikkert er det imidlertid, at det udelukkende var Bob Kane der blev nævnt som ophavsmand fra Batmans begyndelse i slutningen af 1930’erne og helt frem til midten af 60’erne, hvor man omsider begyndte at kreditere de egentlige forfattere og tegnere. Fra slutningen af 70’erne og frem lod samtlige Batman-fortællinger derudover verden vide, at Batman var ’created by Bob Kane’.
Med figurens første optræden i Detective Comics #27 fra maj 1939 som mulig undtagelse tyder alt imidlertid på, at det var Bill Finger og Jerry Robinson, som rent faktisk var bagmændene, der blæste liv i Batman med samt hans venner og fjender. Således blev Batmans sidekick, Robin, allerede i den anden fortælling introduceret, fordi Finger intelligent nok mente, at serien ville lukrere på at have en gennemgående figur, der var i aldersmæssig øjenhøjde med den gennemsnitlige læser. Navnet og den visuelle udformning stod Jerry Robinson efter sigende for – inspireret af N. C. Wyeths klassiske illustrationer til Howard Pyles Robin Hood.
Også ærkefjenden The Joker, som optrådte for første gang i det første nummer af Batmans egen hæfteserie i 1940, var efter alt at dømme makkerparrets opfindelse, selvom Bob Kane til sin død insisterede på, at det var hans kreation. Det alle dog kunne blive enige om var, at The Joker til dels var inspireret af spillekortet, dels af skuespilleren Conrad Veidts udseende i Victor Hugo-filmatiseringen The Man Who Laughs fra 1928. Hvorom alting er, så er The Joker en mindre genistreg, der gennem sin mere end 70 år lange karriere har vist sig at være en af de mest slidstærke og omstillingsdygtige figurer i amerikansk tegneserie overhovedet.
Robinsons første skitse til The Joker
Jokeren er nemlig en umiddelbart genkendelig størrelse som dog – i lighed med sit spillekortmæssige ophav – kan antage hvilken som helst form det måtte være. Han er upålidelig og ikke sjældent uheldssvanger, men også et frygtindgydende tomt hylster, der skifter valeur alt efter hvem, der har ham på hånden. Jokeren er helt sikkert den Batman-figur, som har undergået flest forvandlinger og ikke bare gennemlevet men også overlevet flest fortolkninger i diverse medier gennem tiden. Der er lige så lang vej fra Jerry Robinsons Joker til Grant Morrisons, som der er fra Jack Nicholsons til Heath Ledgers, men alle versionerne er underligt nok lige troværdige, og modsat snart sagt alle andre centrale figurer i serien har Jokerens disparate og idiosynkratiske manifestationer gennem tiden på en eller anden grotesk måde blot været med til at gøre figuren mere konsistent og plausibel. Og netop heri ligger genistregen.
Jerry Robinson tegnede Batman indtil 1947 og erstattede lige fra begyndelsen Bob Kanes rudimentære, derivative skitser i de første fortællinger med et eget distinkt visuelt udtryk, der trak store veksler på samtidens filmiske noir-troper i form af langstrakte slagskygger, skæve perspektiver, og dramatiske billede-til-billede-sekvenser. Selvom Kane officielt først forlod Batman-hæftet i 1943, var det Robinson, der fra starten slet og ret var ansvarlig for seriens visuelle gennemslagskraft, og det i en sådan grad, at hans stil kom til at danne skole i årtier – selv i de mere campy perioder signeret af Sheldon Moldoff og Dick Sprang – helt indtil begyndelsen af 1970’erne, hvor Neal Adams’ dynamiske og mere realistiske streg for alvor satte en ny dagsorden.
Årene efter Batman blev en omskiftelig tid, der bød på mange udfordringer og udfoldelsesmuligheder for Jerry Robinsons mangfoldige talenter. Gennem det meste af 1950’erne arbejdede han bl.a. for forlaget Timely, hvor den nyudklækkede redaktør Stan Lee nød godt af den unge tegners evner på såvel krimi-, krigs- som kærlighedsserier. I begyndelsen af årtiet var Robinson desuden begyndt at undervise på mestertegneren Burne Hogarths i 1947 stiftede School of Visual Arts i New York, og det var her, han mødte Lee, da han inviterede denne ind som gæsteforlæser for sine studerende, der bl.a. talte den senere Lee-kompagnon og Spider-Man-medskaber Steve Ditko.
Tegneseriemarkedet var sløjt i 1950’erne og forlag og hæfteserier måtte lukke på stribe. Som en konsekvens af dette søgte Robinson tilbage til den amerikanske tegneserietraditions første udspring: avisernes spalter. Sammen med forfatteren Sheldon Stark skabte han for The New York Herald Tribune i 1953 science faction-striben Jet Scott, som dog måtte lukke efter blot to år. Robinson opnåede imidlertid større succes i avisernes spalter i løbet af 60’erne med et par konceptuelt forankrede striber.
Der var dels True Classroom Flubbs and Fluffs, som tog udgangspunkt i autentiske misforståelser og -fortolkninger fra de amerikanske klasseværelser, dels striben Still Life, hvor ubesjælede genstande kommenterede humoristisk på dagsaktuelle politiske emner. Af samme læst, men med et mindre snævert spillerum, var striben Life with Robinson, der leverede en mere traditionel politisk satiretegning fra begyndelsen af 60’erne og 20 år frem.
Life with Robinson-stribe
Jerry Robinson var, ifølge eget udsagn, først og fremmest et ’politisk væsen’, og det afspejlede sig med større og større tydelighed i løbet af 60’erne og i årene derefter – både på papiret og i det aktive, tegneseriefremmende og kulturbevarende arbejde, tegneren lagde for dagen i adskillige sammenhænge. Fra 1967 til ’69 var Robinson præsident for det amerikanske National Cartoonists Society, og blev siden præsident for The Association of American Editorial Cartoonists.
I 1972 var Robinson kurator på den første af en lang række udstillinger, der bragte koryfæer som Winsor McCay, Milton Caniff, Alex Raymond, Burne Hogarth og Jack Kirby på museum, og som over årene skulle blive stærkt medvirkende til at cementere den amerikanske tegneserietradition som en vital og uomgængelig del af amerikansk kulturliv. Arbejdet med udstillingerne resulterede desuden i bogen The Comics fra 1974, som var et af de første større værker om den amerikanske tegneseriestribes historie. Da der sidste år omsider udkom en biografi om Jerry Robinson, bar den da også sigende og fortjent nok undertitlen ’Ambassador of Comics’.
Måske fordi han selv var blevet forbigået i så ekstrem grad i forbindelse med sit mangeårige arbejde på Batman, lå tegneserieskaberes rettigheder Jerry Robinson særligt på sinde. Så da Supermans fædre Jerry Siegel og Joe Shuster i midten af 1970’erne forsøgte at slå til lyd for det uretfærdige i deres bogstaveligt talt pauvre omstændigheder, samtidig med at forlaget National – som nu var blevet en del af mediegiganten Warner Communications – annoncerede en forestående filmatisering af figuren, fik det Robinson på banen.
Sammen med samtidens hot shot tegner Neal Adams iværksatte Robinson en kampagne, hvis mål det var, at få Warner Communications til at anerkende Siegel og Shuster som Supermans fædre – og i øvrigt godtgøre dem økonomisk derefter. Sagen blev naturligvis taget op i The National Cartoonists Society, men fordi Robinson vidste, at pengemændene i Warner kun bekymrede sig om de mere lukrative filmoptioner, fik han også organiseret Hollywood-forfatternes Writers Guild of America.
Da sværvægtere fra det skønlitterære establishment i form af Norman Mailer, Jules Feiffer og Kurt Vonnegut ved Robinsons mellemkomst fulgte trop, begyndte også pressen at lægge mærke til sagen, som Jerry Siegel ellers havde kørt i årevis uden at opnå synderlig opmærksomhed. I den følgende retssag leverede Jerry Robinson juridisk bistand og førte i alt væsentligt Siegel og Shusters sag imod den kolossale overmagt i form af mediegiganten Warner. Robinson fik forhandlet betydelige forbedringer i hus, bl.a. fik han forhøjet Siegel og Shusters årlige afkast med 50% i forhold til det oprindelige udspil, og fik desuden gennemtrumfet at få refunderet sagsomkostningerne og iværksat en livslang sygesikringsordning for Supermans to aldrende fædre.
Alt sammen pragmatiske og uomgængelige hensyn, når man som Siegel og Shuster knap nok havde salt til et æg. Men det var ikke nok for Robinson. Han insisterede desuden på, at alle fremtidige Superman-fortællinger – uanset hvilket medie de måtte optræde i – skulle gøre opmærksom på, at figuren var skabt af Jerry Siegel og Joe Shuster. Det fik næsten forhandlingerne til at bryde sammen. Jerry Robinson stod imidlertid fast, og juleaften 1975 kunne selveste Walter Cronkite på CBS News meddele, at Supermans fædre omsider var kommet til ære og værdighed.
Der er få tegneserieskabere, som har haft en så multifacetteret og så betydningsfuld berøringsflade med mediet som Jerry Robinson. Han grundlagde stort set ene mand det visuelle vokabularium – med samt adskillige hovedaktører – for en af det 20. århundredes mest populære og mest genkendelige tegneseriefigurer. Han var derudover en ikke ubetydelig aktør i knæsætningen af tegneserien som en betydelig bestanddel af den amerikanske kulturhistorie. Og endelig markerede han sig som en uegennyttig forkæmper for den enkelte kunstners rettigheder i en industri, som rutinemæssigt misbrugte talent, hvor og når den fik øje på det.
Så sent som i 2005 fik Robinson via stædigt lobbyarbejde introduceret en særlig pris ved den årlige Eisner Award-festival, som skulle skabe opmærksomhed omkring de forfattere i tegneseriebranchen, der aldrig var blevet anerkendt efter fortjeneste. Prisen – The Finger Award – opkaldte Robinson selvfølgelig efter sin nu afdøde gamle ven og mangeårige kompagnon – den stort set ukendte skaber af Batman-mytologien, Bill Finger.
Jerry Robinson blev født nytårsdag 1922 og sov stille ind kort før jul 2011. Han var en stor tegner, men nok så væsentligt var han også et stort menneske. Både Robinsons liv og karriere er eksempler til efterfølgelse.
