Den store hornugle
Sober historiefortælling, saftig pulp og laber flyporno. ”Den store hornugle” er spredt fægtning for drengerøve, mener Erik Barkman.
De fleste raske drenge har prøvet at sidde med et modelfly fra 2. verdenskrig i hånden. Inden længe sætter det i fart, ført gennem luften med håndkraft, mens munden lægger lyd til: VROOOuuummm, Rat-ta-tat-ta-tat og IIIiiiiiuuuu-BOOOOOMMM!
Krigsflyvere er ren crack for præpubertære knægte, sikkert fordi de kombinerer flyvningens fascinationskraft med kappestridens primale appel. Siden vokser de fleste fra den let morbide interesse og dyrker opbyggelige fænomener som piger, rockmusik og tegneserier i stedet. Men ikke franske Romain Hugault.
Den populære serietegner elsker stadig krigsflyvere. 
Alle hans album handler om de store, højteknologiske dræbermaskiner og mændene, der flyver dem. Således også 152 sider lange ”Den store hornugle”, hvor luftdueller mellem labert tegnede fly krydres med rænkespil og personfnidder på landjorden.
Historien tager fat i december 1943. Slaget er vendt for Nazityskland, hvis chancer for at vinde krigen allerede på dette tidspunkt synes små. På østfronten skyder oberleutnant Wulf flere russiske fly ned end nogen anden, når han ikke lige passer den tamme hornugle, der fungerer som metafor for hans sammenbidte enspændernatur.
Fra det udgangspunkt følger ”Den store hornugle” Luftwaffes langstrakte dødskramper og de små og store tildragelser, krigslivet byder persongalleriet undervejs. Wulf er antinazist, hvilket vækker bestyrtelse hos de nazitro kolleger. Ovre i fjendens lejr gør den smukke Lilya Litvasky karriere som krigsflyver mod alle kønspolitiske odds. Wulf og Litvasky flyver luftmissioner, styrter ned, overlever mirakuløst, bliver fangede, slipper væk og så videre og så fremdeles.
Side for side er eskapaderne underholdende nok, og i sin oprindelige form – fordelt på tre album – har ”Den store hornugle”s historie formentlig fungeret fint. Men her, hvor man læser hele historien i ét stræk, bliver det lidt for tydeligt, at der mangler en rød tråd til at binde begivenhederne sammen.
Yann forsøger vist at skildre krigens gru, men det bliver alt for parfumeret. Albummet er praktisk taget blodløst, de mest voldsomme begivenheder finder sted uden for billedet og figurernes følelsesmæssige kvaler skildres i tekstkasser, de vises ikke. Wulfs savn af datteren Romy kommer nogenlunde ud over scenekanten, men det er stort set også det. Albummets centrale kærlighedshistorie, hvis aktører ikke skal afsløres her, fremstår gennemført postuleret – hele vejen til det grinagtige punktum.
Hugaults let karikerede menneskefigurer er også en væsentlig del af problemet. De er simpelthen ikke særligt ekspressive, og den overmodne, glansbilledagtige farvelægning forstærker kun indtrykket af dukketeater.
Til gengæld kan Hugault tegne fly, så det basker, det skal han have. Onde tunger vil mene, at det er hele formålet med ”Den store hornugle”. Omvendt vil flyfetichister uden tvivl finde meget at glæde sig over i Hugaults detaljemættede afbildninger af f.eks. den majestætisk grimme Heinkel 219, albummets anden ”store hornugle”. Det nyudviklede fly overdrages til Wulf i slutningen af 1944, noget forfatter Yann gør et stort nummer ud af, men ud over et par lovprisninger af dets flyveegenskaber bruges det aldrig rigtig til noget i fortællingen – endnu et eksempel på den inkonsekvens, der præger manuskriptet.
Så er der jo luftslagene. ”Den store hornugle” er selvfølgelig spækket med dem, træfninger, hundekampe, bombetogter og mere til. Men også her kommer Hugault desværre lidt til kort. For godt ser det ud, når nazister og bolsjevikker tørner sammen over forrevne slagmarker, men let aflæseligt er det ikke ligefrem.
Indrømmet: Slag i luftrummet er svære at skildre, fordi omgivelserne mangler pejlemærker, læseren kan orientere sig efter. Det stiller ekstra store krav til tegneren om at vise flyenes manøvrer trin for trin, men hos Hugault går det typisk alt for hurtigt. Et godt eksempel er en sekvens, hvor vores kvindelige russiske mesterpilot beslutter sig for at ”vædre” en modstander – simpelthen flyve ind i hans hale. I det ene billede siger Litvasky, at hun vil gøre det, i det næste er hendes snude midtvejs gennem nazistens bagparti, endda afbildet fra en akavet vinkel. Der mangler mindst to-tre billeder, der kan forberede læseren på det, der er ved at ske, og opbygge ”suspense” undervejs. Læs noget manga, Hugault, japanerne kan det dér!
”Den store hornugle” er ikke så dårlig, som de akkumulerede ankepunkter måske giver indtryk af. Men Yann kan ikke bestemme sig for, om han vil lave sober historiefortælling eller saftig pulp, og Hugault er en udynamisk billedfortæller. Facit bliver et album, der ikke for alvor præsterer på nogen parametre, men som omvendt rummer så meget forskelligt, at de fleste drengerøve vil finde et eller andet at synes om.
