33. ombæring af sagaen om vikingekrigeren Thorgal er ude.
Af Erling Søby
Da den belgiske manuskriptforfatter Jean van Hamme og den polskfødte tegner Grzegorz Rosinski fik trykt den første episode af Thorgal – ‘Troldkvindens Hævn’ – i tegneseriebladet ”Tintin” i 1977, var der næppe mange der forudså, at det var begyndelsen på én af de mest succesrige europæiske spændingsserier i de sidste fem årtier – en serie, som nu 34 år senere er udkommet med sit 33. album.
Jean van Hamme debuterede i 1968 med Epoxy (tegnet af Paul Cuvelier) og skrev i de følgende år en række ikke særligt bemærkelsesværdige manuskripter – man skal være en dedikeret fan for at huske serier som Michael Logan, Tony Stark og Domino. Han skulle senere skrive medrivende spændingsserier som XIII (tegnet af William Vance) og Largo Winch (tegnet af Philippe Francq), men det lå ude i fremtiden. Thorgal skulle ligeledes udvikle sig til en storslået serie, men først efter de tidlige episoder, hvor der sker en rivende udvikling af såvel manuskript som tegninger.
Grzegorz Rosinski, der først tegnede en række serier i Polen (bl.a. Kaptajn Kloss, som Interpresse udgav otte hæfter med i 1972-74), skulle gennem de første Thorgal-episoder udvikle sin streg fra det ret anonyme til en løs, men stilsikker streg. Det er en streg, der umiddelbart kan virke henkastet, men når man betragter Rosinskis især sorthvide sider – som man fx kunne gøre det på udstillingen ”Tegneserier for millioner” på Danmarks Industrimuseum tidligere på året – bemærker man hvor dreven en tegner han er. Han nåede efter denne anmelders mening det suveræne med hovedværket, den 136 sider lange sorthvide fantasyfortælling om Den Lille Sninkels Store Kraft fra 1988, også med manuskript af Jean van Hamme. Fra 2004 har Rosinski ændret stil, fra det tegnede til det malede, og det har nu ikke helt det samme over sig.
Jean van Hamme afsluttede, på sin side, Thorgal med det 29 bind i 2006, hvorefter manuskriptet blev overtaget af den udmærkede, om end ikke bemærkelsesværdige Yves Sente. Danske læsere vil bl.a. kende ham fra parløbet med Jean van Hamme på Blake og Mortimers Nye Eventyr.
”Thorgal”, der kort kan beskrives som en vikingetids-/fantasy-/science fiction-fortælling om vikingen Thorgal Ægirssøn, hans hustru Aaricia og deres børn Jolan og Ulv, er lang og omfattende som en islandsk helaftenssaga. Den er også stærkt vanedannende, når man først er fanget ind.
Det er en serie, som først og fremmest bygger på tre elementer:
Det første element er vikingernes verden, om end serien ikke helt placerer sig i den historiske vikingetid – bl.a. geografien er ændret. Seriens forståelse af vikingetiden udspringer mere af den romantiske strømning i det 19. århundrede, en forståelse der trækker spor langt ind i det 20. århundrede, end af en reel historisk forståelse af vikingetiden.
Det andet element er fantasy: Den hedenske asa- og vanetro, med de nordiske guder og mytologiske væsner. Der er igen tale om en forståelse af troen, som udspringer af den romantiske strømning i det 19. århundrede, og som ligger meget langt fra hvad asa- og vanetroen reelt stod og står for.
Det tredje element, som dog ikke er til stede i alle episoder, er science fiction: Thorgal er reelt af en anden race end vikingerne, en efterkommer af indbyggerne fra det sunkne kontinent Atlantis, som drog ud i rummet, men led skibbrud da de vendte tilbage. De overlevende blev spredt ud over Jorden, og Thorgal møder dem flere gange som venner og fjender.
Med det aktuelle bind 33 – Sabelskibet – er vi langt inde i en fortælling, som tog sin begyndelse med seriens bind 30, og som endnu ikke er afsluttet. For nye læsere vil det derfor ikke give mening at begynde med dette bind, men man bør nu heller ikke begynde med bind 30. Thorgal er en serie, som skal læses fra begyndelsen, da de enkelte historier – som gerne strækker sig over flere bind – hænger sammen.
For en god ordens skyld følger her et sammendrag: tilhængere af Den Røde Magis Broderskab har bortført Thorgals afdøde ærkefjende, Kriss af Valnors søn Aniel, som Thorgal og hans hustru, Aaricia har taget til sig. Thorgal forstår imidlertid, at det er nødvendigt at genfinde Aniel, i hvis skikkelse den døde troldmand Kahaniel vil blive genfødt, når Aniel fylder 10 år.
Derefter vil Kahaniel og Den Røde Magis Broderskab tage hævn over guderne. Thorgal er derfor draget ud på en rejse, der har bragt ham til det mørke og kolde nord, hvor vikingerne bedriver handel med Østerland ad floderne. Meget af vejen er floderne frosne, og kun sabelskibe er i stand til at forcere ismasserne, men strandrøvere er en trussel på rejsen. Thorgal har derfor fået hyre som vagt om bord på et af sabelskibene, men da det undervejs opsamler slaver, møder Thorgal gamle bekendte blandt disse, og sætter sig for at løskøbe dem. Muligheden for at skaffe midler hertil kommer, da han undervejs bliver tvunget til at deltage i dykningen efter et sænket skatteskibs indhold. Det foregår imidlertid i et farvand med aggressive spækhuggere.
Thorgal er klassisk historiefortælling, og en af de bedste klassiske europæiske spændingsserier. Det er et stort og medrivende værk, nogle gange endda rent ud sagt gribende. Det er næppe et værk man skal læse, hvis man foretrækker komplekse psykologiske portrætter, men det ligger heller ikke i værkets ånd. Der er i det store hele tale om en fortræffelig saga, som har sine højdepunkter, såvel som sine mindre lysende stunder. Det aktuelle albums historie hører efter anmelderens mening således ikke blandt seriens bedste, men heller ikke blandt seriens få bundskrabere.
Rosinski er en fortræffelig tegner. Han mestrer dog ikke de malede sider på samme vis, og det kan nogen gange godt blive lidt primitivt at se på. De to gengivne sider (hhv. albummets side 27 og side 46) er eksempler på, hvor Rosinski efter anmelderens vurdering er lykkedes og ikke. Det bliver derfor en mere jævn bedømmelse der tildeles.
Karakter: 3/5
Titel: Thorgal 33: Sabelskibet
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Rosinski og Sente
Oversætter: Ole Steen Hansen
Farve og form: Farver og Hardback
Sidetal: 48
Pris: 168 kr.
ISBN: 978-87-7085-457-3
Udgivelsesår: 2011