Fra Tokyo til Seattle og videre til Bornholm. Fra fantasymiddelalder til år 2165. Her er fem tegneserier der viser hvor galt det kan gå i en virus-epidemi.
Af Sofie Louise Dam, Morten Tjalve, Charlotte Johanne Fabricius, Kristian Bang Larsen og Christian Aarestrup.
Lige nu lukker verden ned, og dødstallet stiger eksplosivt for hver dag. Det er forfærdeligt.
Men læser man tegneserier om virus, epidemier og pandemier er læren øjensynligt, at det kunne være meget, meget værre.
Her er fem anbefalinger af virustegneserier, som du kan uhygge dig med, mens du corona-keder dig – fyldt med mutationer, massedød, zombier og andet ugodt. Og en enkelt bonusanbefaling hvor verden faktisk reddes i tide!
Teenangst og mutationer: Sort Hul
Vi er i Seattle i 1970’erne. I Sort Hul rammes teenagere af en underlig virus. Det er en STD, en seksuelt overført sygdom, som i folkemunde benævnes “The Bug”. The Bug mærkes egentlig ikke, altså lige indtil den giver udslag i groteske forvandlinger af kroppen. Som Eliza, der har fået en krybdyragtig hale, som hun viser til den ængstelige Keith til en fest. Værre er det gået for en ung anonym mand: virussen har muteret hans ansigt til monstrøs ugenkendelighed, og han er flygtet for at bo i skovene i Seattles opland. Den storyline oplever vi klassisk horroragtigt gennem synvinklen på en gruppe unge, der er taget i skoven for at drikke, som man jo gør det i USA. Mens gradvist flere af de unge smittede flygter fra byernes fordømmelse for at samles i et parallelt samfund i skoven, begynder mordene og eskalerer dermed den body-horror, der fra starten er lagt op til. Men det er paranoiaen, angsten, den blomstrende seksualitet og romantiske længsel, der er den egentlige, hjerteskærende gyserhistorie i Sort Hul.
Sort Hul er skabt af Charles Burns, og blev udgivet som tolv album/kapitler i årene 1995-2005. Albummene skifter i fortællere og fortælleform, og vi hører på den måde fra virusramte såvel som raske, der hver især forsøger at navigere eksistentiel angst og forelskelse. En samlet udgave kom i 2005, og en dansk i 2010.
Sort Hul. Tegnet og skrevet af Charles Burns, udgivet på forlaget Fahrenheit
Fantasypest med Wuhan-paralleller: Thorgal: Den blå sot
Rotte bider dreng. Sygdom spreder sig ukontrollabelt i samfundet. Kan Thorgal finde medicinen og redde alle? Bortset fra Thorgal kunne det jo stort set lyde som Wuhan i december 2019. Den blå sot hører ikke til blandt de bedste i serien, men selv i halvsløj form kan forfatter Jean Van Hamme godt få nogle relevante etiske dilemmaer i spil. Lyder noget af følgende ikke bekendt?
– Hvad gør man af de syge? I kongeriget Zhar isoleres de i et stort hul, hvorfra de ikke kan komme op. Diverse hjemmevideoer viste, at de kinesiske myndigheder ikke var blege for at tage fat med vanlig fast hånd på almenvellets vegne. I Zhar har de dog mulighed for at stille sig på et særligt spot, hvor de straks bliver aflivet i stedet for at skulle lide.
– Der findes muligvis en kur, men hvem skal have den? Magthaverne? Alle? Umiddelbart virker Trump til at være klar ved kasse 1, hvis det gælder om at finde tegnebogen frem. Prins Zarkaj af Zhar synes også, han bør have fortrinsret frem for de gemene borgere, men Thorgal har pudsigt nok en anden holdning.
Slutningen i fiktionen giver vel næsten sig selv. Er der nogen, der har telefonnummeret til Thorgal her i 2020?
Thorgal 25: Den blå sot. Tegnet af Grzegorz Rosinski, skrevet af Jean Van Hammem udgivet på forlaget Cobolt.
Alle ulykker på én gang: Reservat
En krise kommer sjældent alene – det gælder også for corona-pandemien, der på kompliceret vis er rodet sammen med klimakrise, globale flygtningestrømme, grænselukninger, lovændringer, bail-out-pakker og kapitalismens implosion. Globale problemer forstørres og fortættes, når helvede er andre mennesker. Hvis man overhovedet kan pege på, hvad Dennis Gade Kofod og Emil Friis Ernsts ‘Reservat’ handler om, må det være netop dét. De syrede og fabulerende fremstillinger af livet på og omkring en klode, hvor vandene stiger, de fattige gør oprør og mennesker muterer, tager temperaturen på krisetilstanden som livsvilkår.
Kofods fragmenterede, impressionistiske tekst og Ernsts udknaldede farveflader fremstiller en verden, som vi genkender, trods dens ukendelighed. Det er science fiction, når det er allermest mærkeligt og allermest vedkommende. Og så er ‘Reservat’ et værk, der kræver tid og fordybelse af sin læser. Måske var det nu, du skulle give den en chance (til)?
Reservat. Idé, tekst og fortælling: Dennis Gade Kofod, Tegning og fortælling: Emil Friis Ernst. Udgivet på forlaget Cobolt.
Vild zombie-pandemi: I Am a Hero
Kengo Hanazawas ”I Am a Hero” er 5000 siders vild zombie-bonanza, morsom, voldskræmmende og hjerteskærende på en gang.
Og især i starten, hvor zombievirussen bryder ud, også et skarpt satirisk bud på hvordan et samfund, i det her tilfælde det japanske, vil agere under en zombie-pandemi.
Det er en løbende vittighed over de første 500 sider, at hovedpersonen Hidesho, en indadvendt bangebuks af en samlebånds-mangategner, aldrig opdager at der er brudt en zombie-epidemi ud, fordi han arbejder hele tiden.
Og når zombierne begynder at æde folks hoveder på gaden, ser folk bare væk, ignorerer de pinlige optrin og vil ikke blande sig. Myndighederne synes panisk lammede og helt uforberedte. I starten går det langsomt, og folk trækker på skuldrene. Og når helvede så bryder løs, og alvoren går op for alle, er det for sent. Minder det om noget?
Men Hidesho klarer sig, dels fordi hans frygt og overforsigtighed rent faktisk viser sig at være en styrke under en zombie-epidemi, og dels fordi han har et gevær. Her er en anden løbende vittighed, at han hele tiden værger sig mod at bruge geværet, fordi det er ulovligt at bruge til andet end jagt og træning.
Så “I Am a Hero” er faktisk ofte ganske morsom, og ganske skarp i sit blik på det japanske samfund. Den er også gevaldig skræmmende, fyldt med suspense og vild bodyhorror. Hanazawas detaljerede tegnestil er enormt realistisk og jeg fornemmer at han har brugt rigeligt med fotoreferencer til baggrundene. Men når han skal tegne zombier, slår han sig løs i grotesk opfindsom klamhed.
Langt hen ad vejen er ”I Am a Hero” en klassisk zombiefortælling, men den er så velegnet og velfortalt, og så fyldt med originale og opfindsomme detaljer, at den må betegnes som en af genrens tegneserie-hovedværker.
I Am a Hero. Af Kengo Hanazawa. Udgivet i 11 bind på Dark Horse Comics.
Inficeret af ondskab: Crossed
Katastrofen og postapokalypsen plejer at være hver sin genre; den ene handler om en trussel mod civilisationen, den anden om hvad der sker efter civilisationens sammenbrud. I Garth Ennis’ Crossed er de to genrer, årsag og virkning, blandet sammen. For det, der truer den bestående orden, er en smitsom sygdom, der fratager de inficerede deres moral og selvkontrol og forvandler dem til ondskabsfulde menneskedyr, som kun tænker på at æde og kopulere og pine og plage andre levende væsener.
Det er netop den undertrykte del af mennesket, som apokalypsen eller krisen risikerer at sætte fri, men i Ennis’ udgave er der altså intet moralsk valg – de smittede bliver det, som vi frygter og fascineres af i det civiliseredes fravær. På sin vis fokuserer det serien netop omkring genrens kerne; de af sygdommens tegn, et korsformet sår tværs over ansigtet, mærkede er langt mere uhyggelige og farlige end fx zombier, netop fordi de minder så meget mere om mennesker. På den anden side bliver det moralske dilemma mindre, når ondskaben kommer udefra og ikke er noget, den enkelte overlevende efter bedste evne skal forsøge at bekæmpe i sig selv.
Af mangel på menneskeligt dilemma forfalder Crossed ofte til den rene svælgen i opfindsomme ondskabsfuldheder og blodige excesser, men sygdommen er skræmmende og håndteret ordentligt, i Ennis’ indledende kørsel og Alan Moores senere, har den og serien dog noget at byde på. For læsere med ikke alt for sarte maver.
Crossed. Serie oprindeligt skrevet af Garth Ennis og tegnet af Jacen Burrows, sidenhen af en række forskellige tegnere og forfattere, bl.a. Alan Moore og David Lapham.
Bonusanbefaling
Puha. Efter al den elendighed tager vi lige en klassisk bonusanbefaling hvor virussen stoppes i tide:
Morsomt & farligt: Splint og Co. 33: Virus
Makkerparret Tome & Janrys første album om de to gæve reportere Splint og Kvik (og det stakkels egern, Spip) har alt det, en god smitte-sci-fi skal indeholde: Et karantæneramt skib, en antarktisk forsøgsstation, lyssky bagmænd, skumle planer og – ikke mindst – en mystisk, dødbringende virus! Fans af serien vil genkende flere tilbagevendende skurke og henvisninger ved (gen)læsning, men nye læsere kan bestemt også begynde her. Det bliver nok morsomt, men også farligt!
Splint og Co. 33: Virus. Skrevet & tegnet af Tome & Janry. Senest udgivet af Egmont (enkeltalbum) og Zoom (samlealbum)
