Anmeldelse
Niende bind af Thorgalkrøniken, Den sidste rejse, binder en sløjfe uden dobbeltknude på Jean van Hamme og Grzegorz Rosinskis flotte og fantasifulde fantasyserie.
Som en anden Superman er Thorgal et barn af stjernerne, hvor superheltekræfterne dog har sprunget en generation over, så det er hans børn, der er de rigtige superhelte. Thorgals eneste superkraft er hans moralske kompas og retfærdighedssans, der kun blev slået ud af kurs en enkelt gang på grund af et hukommelsestab. Det er dog et overstået kapitel her i niende samlebind, hvormed Cobolt når i mål med at få udgivet hele van Hamme og Rosinskis 29 fælles album i serien. Egentlig lidt imponerende, eftersom selvsamme forlag oprindeligt lagde ud med de to samlebind Thorgal Magnum, der trykte serien i lille format. Det er der rådet bod på nu, hvor de 9 bind i Thorgal krøniken samler den med forord og i det originale format. Eller i hvert fald næsten det originale format, for den er lige nedskaleret med et par millimeter i forhold til de gamle albummer fra Carlsen Comics. Til gengæld er papirkvaliteten bedre og skrifttypen lidt lettere og mere ensartet udført end i de gamle udgivelser.
Den tolv sider lange indledning er på det jævne, så den i sig selv er næppe en grund til at geninvestere i serien, såfremt man allerede har den stående. Der er fire sider per album, med nogle få udtalelser fra skaberne og ellers primært personkarakteristikker af medvirkende personer i de berørte album. Når nu begge de to bagmænd stadig er i live og aktive, ville det have været interessant, om de havde været mere involveret. Jean van Hammes afsked med sin vel nok største succes berøres kortvarigt, men tankerne bag kunne man godt ønske at få udfoldet. Det samme gør sig gældende for Rosinskis markante skift i tegnestil i Thjazis tårer, det sidste fælles album, der kun kommenteres af van Hamme, men ikke Rosinski selv. Det hele krydres med lidt skitser fra Rosinskis hånd, men alt i alt noget blodfattigt i sammenligning med de fleste af Cobolts øvrige samlebind.
Thorgal har ikke superkræfter, men er dog ualmindeligt ferm med bue og pil.
De tre historier fejler til gengæld ikke noget. Det er godt nok ikke fra seriens storhedstid (Thorgalkrøniken 4 og 5), men efter et kvalitetsdyk forsøger den at holde sig nogenlunde frisk og få lukket så mange tråde fra de foregående album som muligt. Thorgal er med resten af sin familie, hustruen Aaricia, sønnen Jolan og datteren Ulv, på vej hjem mod Nordlandet, hvor de ønsker at slå sig ned og leve et fredfyldt liv. Det skal naturligvis ikke være let, da Thorgals liv generelt har været plaget af både jordiske og himmelske ulykker. Derfor kræver det både kamp imod slavehandlere i Barbaren, imod den onde femme fatale Kriss af Valnor i albummet af samme navn og endelig imod guderne i det afsluttende Thjazis tårer. Fantasyelementerne dukker først op for fuld udblæsning i sidste album, da selveste Odin blander sig og vil have Thorgal til højbords i Valhal.
Jean van Hamme er ganske ferm til at lade hvert album være en afsluttet historie samtidig med at de hænger sammen i en længere krønike, som samleudgaven da også meget logisk er døbt. Reelt skal man helt tilbage til i hvert fald Thorgalkrøniken 6 for at følge starten på historien, der nu forsøges afrundet. I forordet nævner van Hamme, at han altid giver tegneren mulighed for at fortsætte med sine figurer, når han selv forlader en serie. Derfor får han bundet en del sløjfer på tråde i forhold til seriens univers, men lader samtidig nye døre åbne sig. Sønnen Jolan får en afgørende rolle mod slutningen, og der lægges op til det skifte i arvefølgen, som de efterfølgende forfattere også greb fat i, men senere har slækket betydeligt på. Ulvs særlige evne til at tale med dyr spiller kun en mindre rolle, imens Jolans dobbeltevne, til både at kunne heale og at kunne opløse ting, er mere i fokus. Der introduceres på falderebet også en ny person i familien, som det er op til efterfølgerne at få til at leve i seriens univers.
De overordnede temaer er ganske aktuelle, når Thorgal tumler med at ville have fred til at være sammen med sin familie i stedet for at føre en omflakkende tilværelse som den viking, han er endt med at være. ”Arbejdet” bliver dog ved med at trække i ham, så han ikke føler sig tilstrækkeligt til stede i familiens skød. Utroskab, halvsøskende og at se sine børn vokse op og forlade hjemmet er andre temaer, der fylder en del i dette afsluttende samlebind.
Et markant skift i tegnestil i “Thjazis tårer”.
Rosinski fortsatte på serien i yderligere syv album, før også han gik på pension. Skiftet i tegnestil var nok med til at bevare hans interesse for serien, for det er tydeligt, at han på dette tidspunkt var ved at være træt i koderne af at tegne den. Særligt i Barbaren er hans streg usædvanligt svag og sjusket. Omvendt er han som forvandlet i Thjazis tårer, da han stort set dropper konturstregerne og farvelægger billederne frem i stedet. Det er endnu lidt famlende, men blev ganske vellykket nogle album senere.
Thorgal er en vildt fabulerende vikingefantasytegneserie, der efter et formdyk finder en værdig afslutning i Thorgalkrøniken 9, Den sidste rejse. Det sidste samlebind er ikke højdepunktet i en serie, der ellers som helhed rager godt op i den europæiske albumtradition. Siden er det blevet yderligere ni albummer i hovedserien og dertil en række spinoffserier. Kriss af Valnor og Ulv er begge færdigudgivet fra Cobolt, der snart tager hul på endnu én med Thorgals ungdom. Her tager mere end en håndfuld nye kunstnere fat i de mange muligheder, som van Hamme ikke lukkede endegyldigt. Vil man have den ægte vare, så er det dog Thorgalkrøniken, man skal gå til.
