Thorgal Krøniken: Gennem tid og rum
Bind 5 af Thorgal Krøniken repræsenterer noget af det bedste, serien har at byde på. Hvis du kun vil læse ét samlebind med fantasy-vikingen, så kan det lige så godt blive det her.
Det er egentlig meget enkelt. Thorgal Krøniken 5 samler tre stærkt konstruerede historier, der viser en van Hamme i topform. Der er både tale om en vis form for samlet bevægelse i løbet af historierne, hvorfor denne cyklus i den kronologiske oversigt på side to kaldes ’Rejsen mod nord’. Hvad van Hamme dog gør så fint, i grel modsætning til de efterfølgende forfattere på serien, er, at lade hvert enkelt album stå knivskarpt isoleret set, mens handlingen stadig skrider frem fra album til album.
Cyklussens ’Rejsen mod nord’ henviser til, at Thorgal med sin familie gennem de tre album er på vej tilbage mod Aaricias bygd, hvor hun vil føde parrets andet barn. Hvorfor originalseriens bind 15-17 så på forsiden har fået undertitlen ’Gennem tid og rum’ er uklart, men også denne passer fint på indholdet. Der springes nemlig en del i tid undervejs, når van Hamme lader tidsrejser og parallelle verdener blande sig i hovedpersonernes forsøg på at nå frem til en rolig hverdag.
Bjergenes herre er en intelligent spændingshistorie, der zoomer ind på Thorgal og ellers introducerer en håndfuld andre personer, der kun optræder i denne. Denne enkelhed i persongalleriet går dog ikke igen på indholdssiden. Uklart af hvilken årsag begynder Thorgal pludseligt at spring frem og tilbage i tiden, så han møder de samme personer på det samme sted med 37 års mellemrum. Det giver van Hamme lejlighed til at lade nogle typiske og mindre typiske overvejelser omkring tidsrejser komme i spil. Hvor man som læser måske nok er vant til, at ændringer i fortiden giver bølgeskvulp op gennem tiden, så gælder det måske også den anden vej rundt? Det er en på alle måder fint gennemtænkt række spring i tiden, hvor man som læser skal gætte med på ’hvem er hvem’ i nutiden og hvad der egentlig ændres undervejs. Læg dertil at Rosinskis tegninger står ualmindeligt godt til det enkle vinterlandskab, der dominerer og spiller en central rolle i Bjergenes herre. Bemærk, at der i ekstramaterialet, som samlealbummet indledes med, er indsat et helt centralt afslørende billede fra sidste side i historien. Så hvis man er førstegangslæser, bør man springe direkte til de tre historier og først læse baggrundsmaterialet efterfølgende.
I Ulv samles, spredes og samles familien Thorgal, da de nærmer sig den bygd, der er endemålet for deres rejse. En klassisk opbygning for flere album og cyklusser i serien, der jo lægger sig ganske tæt op ad eventyrets hjem-ud-hjem. Datteren Ulvs fødsel spindes ind i et drama om magten over landet. Thorgals søgen efter fred og familieidyl ramler som både før og senere ind i samfundets normer, der priser nogle helt andre egenskaber. Derfor slår det gnister mellem Thorgal og vikingekongen Wor, der har sigtet rettet mod plyndringer, guld og magt. Læg dertil et Freddy Krueger-lignende uhyre samt at Thorgals søn Jolan så småt begynder at beherske de kræfter, som han har arvet fra tidligere slægter. Det lyder måske alt i alt lidt rodet, men van Hamme spinder let og elegant trådene sammen til en af de mere realistiske historier i den samlede saga, der også giver et indblik i vikingesamfundets dagligliv.
Nøglernes vogter har gemt sig i en hule, enhver freudianer vil glæde sig over at tolke videre på…
Samfundsnormerne spiller også en rolle i det sidste album, Nøglernes vogter, der ligesom Ulv har fokus på kvindens underdanige rolle i det mandsdominerede samfund. Gamle skurke og venner genindtræder i form af Volsung af Nichor, nøglernes vogter og dværgen Thjazi. Den yderst letpåklædte Nøglernes vogter holder vagt mellem en række verdener, herunder menneskenes og gudernes. Disse album, hvor Thorgal rejser på tværs af parallelle verdener kan godt trække lidt veksler på læserens forestillingsevne og tålmodighed. Heldigvis er der dog i Nøglernes vogter tale om, at der kommer en ubuden gæst ind i menneskenes verden forklædt som Thorgal, så handlingen primært er placeret i seriens vante omgivelser. Bare med to Thorgal’er i stedet for én. En ægte, der må holde sig i periferien som betragter og vente til det rette øjeblik med at gribe ind, og en falsk, der opfører sig langt mere brovtende og uhøvisk i forhold til det modsatte køn.
Med cyklussen i Thorgal krøniken bind 5 er hele familien etableret, som den stadig ser ud her mere end 25 år senere. Det er tre stærke enkeltstående album, der samtidig driver den fortløbende handling fremad, og man savner i allerhøjeste grad en forfatter af van Hammes kaliber på de seneste album i serien, der fuser ud i en endeløs lang historie, der peger i et utal af forskellige retninger og hvor albummene på ingen måde kan stå alene.
Et eksempel på det temmelig blodfattige ekstramateriale.
Ekstramaterialet er – særligt i betragtning af begge skabere stadig er i live – temmelig dødt i sværen. To korte citater fra Rosinski og ét fra van Hamme, resten er kedelige gennemgange af personerne i de tre album, hvor handlingen fra start til slut samtidig ridses op. Undervejs krydres det med nogle skitser fra Rosinski, der trods alt trækker lidt op i den samlede bedømmelse. Hvor havde det været livgivende, hvis skaberne selv var kommet til orde, som det fx var tilfældet i det danske pragteksempel Valhalla – Den samlede saga.
Thorgal krøniken bind 5 – Rejsen mod nord er et vellykket pusterum mellem de meget lange cyklusser i bind 4 og 6/7. Både van Hamme og Rosinski er mærkbart på toppen i hvad der viste sig at være ca. midtpunktet i deres samarbejde på serien. De tre album fungerer som en samlet helhed og hver for sig med spænding, mysterier læseren selv kan gætte med på og som små vinduer til datidens samfund. Er man allerede bekendt med serien, er der ikke meget at betænke sig på og er man endnu ukendt med den, men til vikinger og fantasy, så vil man næppe blive skuffet.
