David Mazzucchellis ny-klassiker Asterios Polyp er udkommet på dansk. Nummer9’s Carsten Fogh overgiver sig fuldstændigt.
Umiddelbart efter jeg havde meldt mig til at anmelde den danske oversættelse af David Mazzucchellis ‘Asterios Polyp’ blev jeg ramt af akut præstationsangst.
Hvordan pokker bærer man sig ad med at skrive en interessant og vedkommende anmeldelse af et værk, der allerede få år efter dets udgivelse har opnået status af nyklassiker og er blevet diskuteret og analyseret af snart sagt alle, der er noget ved musikken indenfor tegneseriebranchen? Hvordan undgår man at gentage pointer og observationer, der allerede er blevet gentaget dusinvis af gange? Hvordan siger man noget nyt og fængende om
Mere personligt, og mere påtrængende, så havde jeg det problem, at jeg efter fire-fem gennemlæsninger af den oprindelige amerikanske udgave af ‘Asterios Polyp’ var nået til den overbevisning, at David Mazzucchelli har skabt et sidste mange års bedste, mest interessante og mest vedkommende tegneserieværker. Med det udgangspunkt var det svært for mig at etablere den kritiske distance til værket, som er nødvendig for at kunne give en nogenlunde objektiv redegørelse for og vurdering af bogens kvaliteter.
Så til helvede med objektiviteten og den kritiske distance! I får en kærlighedserklæring i stedet. Nogle gange må selv en akademiker have lov til at overgive sig til sine følelser.
Jeg elsker ‘Asterios Polyp’. Jeg elsker den måde Mazzucchelli tilsyneladende ubesværet gør ting med tegneseriens formsprog, som jeg aldrig før har set. Jeg elsker, at værket er proppet med så mange forskellige mytologiske allegorier og metaforer, at bogen simpelthen ikke burde kunne fungere som fortælling på egne betingelser – men gør det alligevel. Jeg elsker den konsekvens, hvormed Mazzuchelli anvender farver og typografi. Jeg elsker, at jeg selv ved femte og sjette gennemlæsning opdager nye detaljer, som jeg ikke tidligere har fået øje på; detaljer der forandrer min oplevelse af værket, og får mig til at bladre frem og tilbage og genlæse centrale passager igen og igen.
Jeg elsker, at personerne i ‘Asterios Polyp’ er karikerede, men alligevel nuancerede og komplekse. At karakterernes personlighed afspejles i formen på deres talebobler, i den skrifttype de ”taler” med og i de forskellige farvekombinationer, som Mazzucchelli bruger til at afbilde de enkelte skikkelser. At hovedpersonen, Asterios Polyp, et langt stykke hen af vejen er et arrogant svin, men at læseren alligevel kommer til at forstå ham og sympatisere med ham.
Jeg elsker, at ‘Asterios Polyp’ er så konsekvent og kompromisløst gennemarbejdet og gennemtænkt, at hver eneste lille del af værket hænger sammen med og reflekterer helheden. Jeg elsker, at bogen på trods af dette ikke virker stiv og konstrueret. Jeg elsker, når jeg finder nye skjulte sammenhænge mellem de forskellige dele af værket. Og når jeg opdager helt åbenlyse forbindelseslinjer mellem forskellige billeder eller afsnit eller dele af værket, linjer som jeg burde have set tidligere, men som jeg af en eller anden grund har overset.
Mest af alt så elsker jeg nok, at skønt ‘Asterios Polyp’ er et symbolmættet, formmæssigt eksperimenterende og principielt yderst fortolkningskrævende værk, så er det samtidig helt umiddelbart tilgængeligt og læsbart. Inden jeg første gang læste bogen var mine forventninger allerede tynget af vægten af dusinvis af anmeldelser, analyser og blogindlæg, som havde kommenteret på og fortolket værket. Jeg var derfor forberedt på, at det ville kræve en større intellektuel anstrengelse at komme rigtigt ind i ‘Asterios Polyp’ og få noget interessant ud af det.
Til min store overraskelse og udelte glæde var dette ikke tilfældet. Jeg strøg lige igennem bogen og nød historien uden at blive væltet omkuld af de mange symboler, fortolkningsspor, formskift og spring i tiden. Historien om arkitekten Asterios Polyps storhed, fald og gradvise følelsesmæssige udvikling er simpelthen bare en god, klassisk dannelsesfortælling, som man kan læse og forstå uden nødvendigvis at fange alle de nuancer og fortolkningsmuligheder, som Mazzucchelli har indskrevet i værkets form, tekst, billeder og komposition. Men jo flere gange man læser Asterios Polyp, jo mere bliver man opmærksom på de mange lag, som værket rummer, og de eksperimenter og måder at bruge tegneseriemediet på, som Mazzucchelli benytter sig af.
Som sagt så er jeg ikke i stand til at skrive en neutral og kritisk distanceret anmeldelse af ‘Asterios Polyp’. Lige på dette punkt er jeg en uhjælpelig fanboy, der betingelsesløst har overgivet mig til Mazzucchellis værk. Jeg har hørt, at der er folk derude i tegneserieverden, der ikke kan fordrage ‘Asterios Polyp’, og som betragter Mazzucchelli som en charlatan, der har forført læserne med sin tekniske og formmæssige overlegenhed.
Jeg er en af de forførte, og jeg nyder hvert sekund. Så derfor: Hvis du kun køber en tegneserie i år, så skal det være ‘Asterios Polyp’! Sgu’!
Karakter: 5/5
Titel: Asterios Polyp
Forfatter/tegner: David Mazzucchelli
Forlag: Aben Maler
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Farve og form: Farve/Hardcover
Sidetal: 340
Pris: 390 kr
ISBN: 978-87-92246-53-0
Aktuelt udgivelsesår: 2012
NB: Vil man have en mere informativ og afbalanceret præsentation af Asterios Polyp, så læst Henry Sørensens ualmindeligt velskrevne analyse i Tegneserietidsskriftet STRIP! #48. Den kan læses her. Henrys tekst er endnu en grund til at jeg fik præstationsangst over at skulle skrive om Asterios Polyp: Hvordan skulle jeg nogensinde kunne hamle op med den?
