Sabrina
Sådan sagde en selvstændig ung mand fra Nazareth engang, før han blev klynget op. Nick Drnasos Sabrina fra i år bevidner et samfund, hvor kun meget lidt har ændret sig siden dengang omkring år nul.
Vi befinder os i Chicago, i den Amerikanske Midtvest, hos Sabrinas forældre. De er bortrejste, hun passer deres kat. Sabrinas søster kommer forbi til aftensmad, de snakker om løst og fast, stort og småt, om ungdom, uskyldighed og om en fælles cykeltur. De to søstre tager afsked, Sabrina bliver tilbage i forældrenes hus. Næste dag er hun væk.
Sabrina er fortællingen om de efterladte, dem der kendte hende og alle de andre – dem der vil lære sandheden at kende.
Et ’big bang’
Nick Drnasos Sabrina er ingen minimal fortælling. Den er faktisk en relativ stor mundfuld med sine mere end 200 teksttunge sider, men det er der en god grund til. For sandheden bag Sabrinas forsvinden er ingen nem fortælling, når den finder sted i det postfaktuelle, hyper-medialiserede USA. I et samfund, hvor de traditionelle autoriteter har mistet sin legitimitet, og hvor alle er et sandhedsvidne, men hvor mistilliden er fuldstændig. Det er den virkelighed, Nick Drnaso viser os. En virkelighed, der rummer lige så mange versioner af sandheden, som der er øjne, der ser. Som et evigt ekspanderede ’big bang’ ud i cyberspace følger vi nyhedsstrømmen, der spreder sig ud i folkegabet gennem æterens dommedagsprofeter og de altid hungrende journalist-gribbe fra de sensationshungrende tv-kanaler. Mest af alt følger vi tweets, kommentarspor og videoer, spredt af mistroiske konspirationsteoretikere på det sorte internet, et slaraffenland for menneskets primal-hjerne.
Et ’Sweet spot’
I historien følger vi tre personer: Sabrinas kæreste Teddy, Teddys ven Calvin og Sabrinas søster Sandra. Fælles for de tre er, at de har tabet af Sabrina tæt inde på kroppen, men vigtigst af alt har de enormt svært ved at artikulere følelser. De er indadvendte, lukket af fra omgivelserne og fra læseren. Fraværet er allestedsværende, også i stilen, der ekkoer et fravær af detalje, en simpel farvepalet bestående af i omegnen af ti farver og en simpel ’ligne claire’-streg. Personerne i Sabrina er ikke egentlige karakterer, men generiske personligheder, der primært eksisterer i kraft af stereotype træk. Ligesom resten af Nick Drnasos univers. Sådan tager det sig i hvert fald ud. For under overfladen gemmer der sig en ekstrem rigdom af nuancer – nøglen til fortællingen og til personernes indre.
Nick Drnaso praktiserer en form for minimalisme, der i detaljeringsgrad placerer sig i nærheden af et arkadecomputerspil fra starten af 90’erne, men et godt stykke over det absolut minimale. En form, der rammer et slags kognitivt ’sweet spot’, hvad semiotiker Roland Barthes kalder den lingvistiske meddelelse: Teddy løfter en bamselignende ting op, den har en rød trøje på, den kunne minde ham om så meget, men den minder ham om Sabrina, fordi hun bar en rød trøje. Gennem simpel farvekodning og formgivning aktiveres en umiddelbar genkendelse, der langsomt men sikkert begynder at åbenbare sig for læseren. En bamse, et par der græder, en kjole i vinduet, en kat der forsvinder, disse små stykker information, små brudstykker af genkendelighed indgår i et tætvævet net af forbindelser, ikke bare til Sabrina, men til en myriade af de kvababbelser, karaktererne slås med. Spørgsmålet rejser sig snart i læserens bevidsthed: Hvem kan man egentlig stole på, hvem har sandheden?
Heri består genialiteten i Sabrina; vi læsere tvinges til at gennemgå den samme traumelignede tilstand som karaktererne, når vi konstant genkender og associerer deres tab. Vi tvinges til at opleve den paranoia, som de oplever. Det er simpelt, faktisk primalt, men det virker enormt godt.
I skal lære sandheden at kende
Nick Drnasos fortælling om Sabrina er et vigtigt vidnesbyrd om den virkelighed, vi lever i nu. Den tager os med om bag sandhedens facade for at giver os et indblik i sandheden om sandheden. Og som sådan er den en essentiel fortælling, der ganske vist ikke tilbyder os en særlig rar læseoplevelse, men intet mindre end vores frihed. Spørgsmålet er så, nu da den har åbenbaret sandheden, gør det så fri? Det synes jeg faktisk. Ikke på den guddommelige, falden på knæ-agtige måde, men som et slags bevidsthedsudvidende stykke narrativ medicin, der hæver dit generelle refleksionsniveau. Selvom det måske ikke lyder af meget, er det nu en hel del – især i disse postfaktuelle trumpkin tider.
