Beverly
Tegneseriestjernen Nick Drnasos debuttegneserie, Beverly, er et foruroligende og morsomt værk om ungdomsliv i en trøstesløs forstad.
Findes der noget mere amerikansk end baseball, jeans eller blues? Det skulle måske være den populære, hvide high school-pige fra en af USA’s ikoniske og utallige forstadskvarterer. Hun keder sig og drikker sig spritstiv med sine venner og veninder i voksne mænds lejligheder. Hun driver den af og gør grin med de akavede jævnaldrende på sit ungdomsjob.
Det lader i hvert fald til at være præmissen for Nick Drnasos samling af tegneserienoveller Beverly. Bogen, der udkom på det canadiske forlag Drawn & Quarterly i 2016, blev i foråret af 2023 oversat til dansk af Astrid Skov-Jakobsen, i forbindelse med at Fahrenheit også udgav Drnasos seneste værk, Acting class, på dansk. Beverly på er altså ikke ligefrem en nyhed længere, men er stadig et højdepunkt inden for de seneste ti års tegneserier og et genbesøg værd.
Flad og detaljeløs
Det første, der møder en, når man åbner Beverly, er fladheden ved Drnasos tegninger. Bogen er fyldt med karakterer, der i deres detaljeløshed er helt anonyme og svære at skelne fra hinanden. Det samme gør sig gældende for landskaber og bygninger. Et hus er ofte blot en farvet firkant med en trekant på toppen, og et baggrundslandskab er gengivet ved én bølgende linje. Det grafiske udtryk er stift og livløst. Det er en tegnestil, der nøje afspejler bogens syn på forstaden.
Her er der intet at komme efter. Vi går fra at samle skrald ved en motorvejsafkørsel, hvor teenagere i high school mobber et socialt udskud, mens de praler om kap om deres storforbrug af stoffer og alkohol, til en tv-stue, hvor en pige og hendes mor efter at have set meget eftermiddagsfjernsyn er blevet udpeget til at tage en brugerundersøgelse om kvaliteten af en ny familievenlig sitcom. Moren er henrykt – praktisk talt stolt – over denne mulighed. Efter at vi som læser selv har læst/set det intetsigende sitcomafsnit inkl. et væld af reklamepauser, går det op for mor og datter, at de kun er blevet udvalgt til at kommentere på reklamepauserne i udsendelsen. Vi går fra at følge en families bilferie, hvor al tiden bruges i enten hotelværelset, poolen eller i hotellets restaurant, til en fest blandt collegestuderende i et forstadshjem, hvor ingen rigtig kender værten, og ingen lader til at have det sjovt. For menneskerne i Beverly er alt kedeligt, forfærdelig sørgeligt eller meningsløst – og hvis det ikke føles sådan endnu, så vil det ende med det.
Sær humor
Bogen fortæller historien om pigen Cara, hendes familie, omgangskreds og den forstad til Chicago, hun vokser op i. Beverly består af seks noveller, som ikke narrativt hænger sammen, men hvis persongalleri i større eller mindre grad overlapper. Selvom hun sjældent er hovedpersonen i novellerne, er pigen Cara omdrejningspunkt for bogen. Gennem spredte og tidsligt forskudte fortællinger fra forstadskvarteret følger vi Caras liv, fra hun er en pre-teen til hendes vilde og dog dødkedelige teenageår som high school-studerende.
For Beverly er trøstesløs. Oplevelser af kedsomhed, meningstab og tomhed er dominerende for menneskerne i bogen. Sigende nok bruger Drnaso ret mange ruder per side, tit mellem 16 og 20 ruder. Dette komprimerede udtryk ledsages af halvtotale og totale beskæringer af figurer, så man som læser nærmest præsenteres for en kavalkade af ansigter og kroppe, der giver et proppet og klaustrofobisk sidelayout.
Men Beverly er også sjov. På sin egen deadpan, knastørre, sære og gravalvorlige facon. Tag scenen mellem Cara og hendes mor, der finder ud af, at de ikke bliver bedt om at deltage i filmselskabets brugerundersøgelse for at vurdere den pinagtigt formulariske kernefamilie-sitcom, de lige har set, men derimod for at vurdere reklamepauserne i udsendelsen. Opdagelsen efterlader mor og Cara umådeligt triste, og novellen hedder da også ”Den sørgeligste fortælling nogensinde”. Efter at have bedt Cara om at gå op på sit værelse bliver moderen siddende tilbage i sofaen, nærmest paralyseret. Med moderens nedslåede kommentar – ”Jeg troede faktisk på, at vi skulle være en del af beslutningsprocessen” – i baghovedet går Cara op og græder ind i en pude. Scenen formår at balancere tør humor med tristhed, fordi det, der egentlig burde have fremkaldt et skuldertræk, kaster Caras mor ud i dyb sorg, uden at hun vil anerkende det over for Cara. Moderen er uden tvivl en latterlig karakter, men bogen udtrykker samtidig stor empati for hende. Jeg selv blev helt rørt over den tilsyneladende intetsigende situation. Uden at fordømme forstadsboerne gør bogen grin med forstadslivet og den amerikanske kulturindustris tomhed og totale kommercialisering.
Epidemi af akavethed
Hvad enten det drejer sig om en fars pinlige optrin i sitcommen, Cara og hendes mor ser, eller om drengen, der midt i sin forvirring over sin egen nyopståede seksualitet, bliver opdaget i at ”bolle” en pude iklædt sin storesøsters undertøj, er Beverly fyldt til randen med pinlige situationer. Det virker, som om en epidemi af akavethed plager Beverlys verden. I samtlige noveller græmmes man over det ene eller andet, og alt dette kunne virke sjovt, men nøjagtigt som humoren i bogen er præget af sørgmodighed, er akavetheden i alle disse eksempler ikke kun tåkrummende, men også foruroligende.
Modsat den sitcom, som Cara og hendes mor ser, som er fyldt med kiksede situationer, der alle er ganske ufarlige og nærmest hyggelige, opleves akavetheden i bogens virkelige verden som et knusende nederlag eller som decideret skrækkelig, der som traume har mulighed for at definere et helt liv. Drnaso dvæler ved situationernes kejtede ubehag, lader den pinlige tavshed runge for ørene af læseren og tilskriver på den måde akavetheden en enorm social, nærmest eksistentiel betydning i Beverlys verden. Det giver en fornemmelse af en social orden i samfundet, som er i udu.
Forfatteren Adam Kotsko har påpeget, at akavethed ikke opstår på grund af et akavet menneske, men snarere af en relation, hvor man mærker, at det sociale livs spilleregler er sat ud af spil. I Beverly er det netop tilfældet, at det sociale liv er udfordret, det er ved at gå op i sømmene. Ingen af bogens teenagere ved rigtig, hvordan de skal opføre sig.
Vold
Beverly har en grundstemning af utilpas trøstesløshed, der er foruroligende eller ligefrem knusende. Samtidig brydes de langtrukne, ubehagelige situationer af deciderede overgreb og dødsfald. Der er hele tiden en underliggende, latent voldelig atmosfære, en fornemmelse af, at voldshandlinger altid er lige ved at finde sted. Volden truer med at stikke sit ansigt frem, når familiefaren i sitcommen, som Cara og hendes mor ser, ikke kan kontrollere sin frustration over ikke at kunne finde sine golfkøller, når en dreng fantaserer om sig selv som en menneskelig bøddel, eller når det lader til, at en kvinde forfølges gennem Chicagos isnende kolde nat af en sortklædt mand.
Som så mange andre amerikanske populærkulturelle produkter fremstiller Beverly forstaden som et goldt, trøstesløst miljø, hvis ensartethed og kedsomhed dog ikke er den eneste definerende markør. Her lurer volden og fornedrelsen, racismen med videre under forstadens pæne overflade. Man kender denne formel af amerikansk forstadskritik fra tv-serier som Desperate Housewives, som er højdramatisk og soapy, fra højstemte, nostalgisk-melankolske albums som The Suburbs af Arcade Fire eller skrækindjagende film som Blue Velvet af David Lynch. Drnasos bog placerer sig solidt – og måske endda lidt for komfortabelt – i denne tradition, som man mærker ham brydes med på sin egen stilfærdige, underfundige og ikke desto mindre uhyggelige facon.
For Drnaso er forstaden USA kogt ned til en maggiterning. Beverly er et samtidsbillede: Af et USA plaget af racisme og kulturel forarmelse, gennemsyret af vold og kommercialisering, hvor ensomheden, trøstesløsheden og ensartetheden dominerer et socialt liv, der er dysfunktionelt. Og ja, Beverly er således et ungdommeligt værk, der på trods af sin klichéfyldte kritik af samfundet fungerer ubarmhjertigt godt, fordi dens fortælling er så dybt rørende. I Beverlys virvar af karakterer er Cara det samlende fokuspunkt, som bogen på trods af sit ellers golde og distancerede perspektiv nærmest bliver sentimental omkring. Som læser fatter man ikke umiddelbart, at alt i Beverly kredser om Cara, fordi hun egentlig ofte indtager en perifer rolle i selve fortællingerne.
Langsomt går det dog op for en: Bogen er besat – om end det kun fremstår indirekte i lang tid – af Cara. Når vi følger hende som dum teenager, der laver henkastet racistiske bemærkninger, som sød storesøster, som vild gymnasieelev og så videre og så videre er det altid med en sentimental indlevelse fra bogens fortælleperspektiv. Og netop fordi hun er så vigtig en karakter for bogen, selvom hun ikke optræder på særligt mange af siderne og aldrig som hovedperson, fremstår hun i bogen mere som et symbol end et menneske i kød og blod. Hun ender med at personliggøre et flygtigt ideal i kontrast til det trøstesløse USA, som hun ikke desto mindre er blevet korrumperet af. Hvorfor bogen hedder Beverly, må læseren dog selv finde ud af.
