Anmeldelse
Drnasos treer er svær at læse og forstå, men den er ifølge undertegnede anmelder alle anstrengelserne værd.
Nick Drnaso vandt i 2019 pingprisen for bedste internationale tegneserie for sin graphic novel-debut Sabrina, som året forinden var blevet indstillet til den prestigiøse Man Booker-pris for bedste engelsksprogede roman — ikke tegneserie, men roman. Drnaso havde debuteret med novellesamlingen Beverly fra 2016, og nu udkommer både Beverly og hans anden grafiske roman Acting Class så i danske oversættelser fra forlaget Fahrenheit.
Drnaso sætter flueben ved stort set alle finkultur-kasserne i klichéskemaet. Han tegner grimt, som en halvdårlig tracer uden liv og variation i stregen, og alle hans karakterer ligner hinanden, tjek. Hans historier indeholder hverken action eller humor og har knap nok noget fremadskridende plot, tjek. De består næsten kun af talende hoveder, der for de flestes vedkommende er omtrent så uforløste ved historiens afslutning som dens begyndelse, tjek. Romanerne er megalange og meget svære at aflæse budskabet i, tjek.
Så hvorfor ikke bare stoppe her? Fordi Drnaso er tegneseriens svar på David Lynch. Mærkelig og uudgrundelig, ja, men i fuld kontrol med sit medies virkemidler og med en allestedsnærværende grundtone af, at der er mening med og en rød tråd i det, han fortæller os. Der er ikke bare en belønning ved at hænge på og måske få afluret ham lidt af den underliggende betydning, nej, der er i lige så høj grad en fascinationskraft, som brænder igennem hver scene, hver side, og som gør det både nødvendigt og endda også underholdende at læse. Selv om man som læser aldrig får 100 % styr på, hvad der egentlig foregår.
Dramaholdet består af en gruppe mennesker, der begynder at gå til drama på aftenskole sammen i en unavngiven, halvstor by i det, der virker til at være det nordamerikanske midtvesten. Som deres underviser John Smith (!) fortæller dem, I er her alle sammen, fordi der er noget galt med jer, fordi I mangler noget i jeres liv. Og det er der, og det gør de.
Der er et par, Rosie og Dennis, som er kørt sur i deres barnløse ægteskab. Der er en bedstemor, Gloria, med sit barnebarn, Beth, og en frygtelig familietragedie bag sig. Der er Angel, en småautistisk ung kvinde fra den frustrerede Rosies arbejdsplads. Der er ligeledes autistiske og kæmpestore og stærke Lou. Der er Thomas, som er nøgenmodel på det croquishold, som Gloria og Beth tager, og som fortæller dem om dramaholdet — og som lever i konstant frygt for at gøre noget frygteligt. Der er Neil, som samler penge til en lokal velgørendhed — og som har gjort noget frygteligt.
John Smith sætter dem i gang med improvisationsøvelser à la “I har den og den rolle, I er til fest sammen, gå i gang”. Indledningsvis ser vi, læserne, blot gruppens øvelser i kælderlokalerne under borgerhuset, i gymnastiksalen og gangene omkring. Men så begynder Drnaso at tegne de omgivelser, der passer til øvelserne. Skifter frem og tilbage mellem dem og lader fiktionen i fiktionen fylde mere og mere. Grænserne mellem virkelighed og drama bliver nedbrudt, både på billedsiden, men også for Drnasos (fiktive) karakterer.
Nogle af dem, først og mest uforbeholdent de to autister, byder det velkomment. Angel bliver i rollen, dukker ikke op på sit arbejde mellem dramaundervisninger og kan ikke huske, hvor hun har været. Gloria tager af hovedstolen og gennemspiller en lille del af hendes fortid i hver ny øvelse. Fysioterapeuten Rayanne kommer til at gøre en af hendes virkelige klienter ondt og bliver fyret. Personerne bliver fanget i øvelsernes virkelighed. Nogle af dem giver udtryk for, at de ved, at de er fanget. De støder på andre deltagere, som tydeligvis ikke ved det og er opslugt af deres roller. Snart ved vi, læserne, heller ikke længere, hvad der er virkeligt. Bliver Thomas virkelig afhørt af politiet om et drab, der har fundet sted i virkeligheden? Et forløb, der helt sikkert starter på øvelsesplanet, ender et sted, der helt sikkert befinder sig på virkelighedsplanet. Og uden at afsløre for meget tvinger det alle de deltagende til at foretage et eksistentielt valg.
Drnaso er svær på alle måder. Han er svær at skrive om og beskrive. Han er svær at læse. Han kommer ikke folk i møde, han forsøger ikke at sælge noget eller overbevise nogen. Men undertegnede vil alligevel anbefale, at man i hvert fald forsøger. Fordi han gør noget med tegneserien, som der ikke er nogen andre, der gør eller har gjort. Noget foruroligende og sært vedkommende og alt andet end ligegyldigt og hurtigt glemt. Jeg kan ikke påstå, at jeg helt har forstået det, og løber derfor risikoen for at hylde kejserens nye klæder – men det føles meningsfuldt og betydningsfuldt.