Tungens rungende tavshed

Ved nyhedsstanderet på gadehjørnet står en ung mand paf. Han har slået op på den sidste side af en tilfældig tegneserie.

En stor fed tunge stikker ud af munden på en mand. Hans ansigt dækker for den rejsende sol, der kaster stråler rundt om det rungende spørgsmål: hvem rækker han tunge ad?

Det er året 1967 i Japan. Der er studenteroprør. Der er tale om, at Japan skal involveres i Vietnamkrigen som konsekvens af den amerikanskindstiftede fredsaftale, der står til genforhandling i 1970. I studentermagasinet GARO (1964-2002) udgiver Sasaki Maki en tegneserie ved navn “ヴィエトナム論 [Vietnamdebatten]” (1967). I tegneserien har han samlet reklamebilleder af smilende mennesker, der bliver tracet ind og arrangeret i paneler i usammenhængende sekvenser. Samtidigt med det giver han de smilende ansigter talebobler. De siger ting som

Piktogrammerne, som udgør majoriteten af det japanske ordforråd, står most sammen uden nogen grammatiske bindeled. Det er med andre ord det rene vrøvl. Ordene har Sasaki taget fra samtidens offentlige debat og fra historiebøger. På samme måde som billederne er ordene også sat sammen i disparate sekvenser. I mødet med denne sammenstilling af en umiddelbar handlingsløs række af billeder og en sammensætning af ord uden syntaks ligner det ved første øjekast, at der mangler et eller andet. Det er måske manglen på mening og meningens tavshed, der dominerer. Og det er en ubehagelig tavshed, fordi de fleste tegneserier på det her tidspunkt bliver drevet frem af fortællinger, af en afgrænset mængde fortolkninger, som forfatteren mere eller mindre guider læseren i retningen af. Men Sasaki tager ikke sin læser i hånden. Han efterlader i stedet læseren udspændt i et meningsvakuum mellem billede og tekst. Det er ikke klart, hvad det skal betyde.

Alligevel læser han videre i tegneserien. Han lægger mærke til, at Sasakis udvalgte ord ofte ser ud til at have et politisk anliggende. Atomvåben, krigsforbrydelser og uretfærdighed er ofte taleboblernes omdrejningspunkt. Han husker måske også på, at tegneserien hedder noget med vietnamdebatten. Det er altså en politisk skrift, tænker den unge mand, mens han bladrer videre. Den fortsatte læsning bekræfter hans fortolkning. Side op og side ned går de smilende ansigter og deres politiske vrøvl igen. Det fortsætter lige ind til, at han kommer til den sidste side af tegneserien. Her bliver han rakt tunge ad af et stort grinene ansigt. Den porøse politiske læsning ramler sammen. Var det hele så bare en vittighed. Solstrålernes forsvindingspunker fører alle sammen indtil ansigtet og i sidste ende tungen og ind i mundens tomme gab. Den unge mand står chokeret og fortørnet af den bratte slutning.

Billedet er ikke, hvad det udgiver sig for at være. Billedet står nemlig på det her tidspunkt til forhandling. Fjernsynet har vundet en stamplads i de japanske hjem. De bevægende billeder har vundet en større sandhedsværdi, fordi det er jo næsten som om, at de er i stand til direkte at skildre virkeligheden. Men Sasaki Maki var bange for den udvikling. Han var bange for billedets forførende kraft. Så han valgte at tage reklamernes bevægende billeder ud af deres kontekst; at tegne billederne over; at sætte dem sammen med ord, som også er taget ud af deres kontekst. Måske alt sammen for at vise billedets billedlighed; for at prøve at forhindre, at billedet på samme måde som ordet kun skulle kunne referere til noget generelt og ikke noget partikulært. Den misforståelse som forinden havde hvirvlet ordet og dets betydning ind i et helvede koncepter, hvor ordene ikke længere har nogen forankring i virkeligheden. På samme måde stod billedet til at gå fra at kunne skildre en bestemt ting, til at billedets betydning ville blive genereel snarere end partikulær. Det er måske netop det partikulære i billedet som billede solstrålernes forsvindingspunkter peger den unge mand i retning af.

Den unge mand kigger op fra tegneseriebladet. Han kigger videre op på de tårnhøje bygninger omkring ham. De er plastret til med generiske billeder af smil og coca cola flasker. Reklamebillederne er arrangeret i vilkårlige sekvenser. På trods af det prøver hvert enkelt billede at forføre ham. Hvert enkelt billede tvinger entydigt ham i retningen af en fortolkning. Han rækker tunge af dem. Han stiller tegneseriebladet på plads og går videre

---