Nummer 9’s Christian Jess Rasmussen har emailet med albumaktuelle Daniel Clowes om Wilson, Ghost World og teenagere. Sådan faldt ordene:
Q: Wilson udgives direkte som samlet tegneserie, ulig ”Ghost World”, ”David Boring” osv., som først blev serialiseret i Eightball, og din seneste tegneserie ”Mister Wonderful”, som blev serialiseret i New York Times. Hvor stor indflydelse har læserkommentarer og reaktioner på dit arbejde, og hvordan var det at udgive ”ikke-serialiseret”?
A: Jeg har aldrig været så influeret af læserrespons, men det var meget mindre intimiderende at arbejde i mindre stykker. At skabe en 32-siders tegneserie på 6 måneder virker som et opnåeligt mål, mens en 80-siders bog virker som en livstidsdom. Men efterhånden som jeg kom i gang med ”Wilson”, fandt jeg ud af, at det ikke var så skræmmende – det gik faktisk temmelig hurtigt.
Jeg føler, jeg er gået ind i en fase, hvor jeg vil koncentrere mig om bøger, før jeg endelig påtager mig min skæbne som en fyr, der sælger kaffekopper og T-shirts med sine karakterer på internettet.
Q: I ”Wilson” veksler tegnestilen drastisk gennem bogen, fra dine typisk ret realistiske tegninger, til en meget ’tegneserieagtig’ stil, der minder om gamle avisstriber. Jeg blev overrasket over at den emotionelle påvirkning var ret konstant, uanset hvor enkel, tegnestilen blev. Vil du fortælle lidt om dine tanker bag stilen i Wilson?
A: Oprindeligt prøvede jeg at skabe en enkelt stil for Wilson, men jeg fandt ud af, at han var for skiftende og flydende til at blive fanget så nemt. Fra da af blev den varierende stil en del af hans narrative DNA, og jeg fandt ud af, at jeg kunne kalibrere effekten af hver stribe minutiøst ved at modulere stilen.
Q: Du fortæller, som Chris Ware, mange historier om ensomme, deprimerede og isolerede mennesker, især midaldrende mænd. Historier, som tilsyneladende har vækket genklang i dine læsere. Tror du at ensomhed er en fundamental menneskelig livsbetingelse i vor tid?
A: Jeg har aldrig følt nogen forbindelse – selv iblandt en gruppe venner – og har, som Wilson, ledt efter en følelse af fællesskab i hele mit liv.
Q: Kvinder, som har læst ”Ghost World”, er altid imponerede over, hvor præcis din beskrivelse af livet som en teenagepige er. Foretager du generelt noget research før du starter på et projekt, eller bruger du simpelthen din personlige erfaring?
A: Jeg researcher aldrig en specifik karakter bevidst, men jeg bliver nødt til at føle, at jeg ”kender” dem godt nok, før jeg kan skrive dem som karakterer. Enid var løst baseret på adskillige kvinder, jeg har kendt gennem årene, især min kone Erika, men hun var, som med Wilson, i høj grad skrevet indefra.
Q: Filmversionen af ”Ghost World”, og den oscarnominering, dig og Terry Zwigoff fik for manuskriptet, blev dit gennembrud til et større publikum. Hvordan påvirkede den opmærksomhed dig og dit arbejde, og er det noget, du er komfortabel med?
A: Jeg bryder mig ikke rigtig om at være i centrum, men jeg nød at arbejde på filmene og har haft mange eventyr i processen. At lave tegneserier er en meget isoleret process – jeg tilbringer mange timer om dagen i klosteragtig stilhed – og det kan være hårdt at optræde til offentlige begivenheder og arbejde med en kæmpe stab af teknikere.
Q: Nu vi taler om film, har jeg læst, at du arbejder på en tredje film, der handler om tre drenge, der bruger otte år på at genskabe ”Indiana Jones – Raiders of the Lost Ark”. Er der noget nyt om det projekt?
A: Det blev desværre lagt på hylden, som de siger, da den fjerde Indiana Jones-film kom ud – af forskellige kontraktlige årsager.
Q: Det virker, som om teenagere har fået en mere perifær rolle i dine to sidste tegneserier. Nu da du er blevet ældre, føler du så stadig at du kan relatere til den alder, eller synes du, det er sværere at forstå dem?
A: Teenagere i dag virker ikke så forskellige fra dem fra de sidste par årtier, med undtagelse af den konstante overbelastning af information og forbundethed. Det virker faktisk som en ret tidsrøvende opgave at skulle tage sig af. I tilbageblik var de mest værdifulde og transformative øjeblikke i min ungdom dem, hvor jeg bare sad og ikke havde noget at lave.
(Uddrag af interviewet er tidligere blevet bragt i magasinet Byens puls)
