“Arne And”-skaber Charlie Christensen taler ud om verdenspolitik, langdistance-satire og forskellen på svenskere og danskere.
Der er dem, der hævder, at Arne And er blevet forbitret på sine gamle dage – senest vores egen Christian Aarestrup i hans anmeldelse af bind 8 på dansk, “Rapport fra krigen”. I den sarte poetiske åre, der udmærkede de klassiske 80’er/90’er-striber, flyder nu kun den arrigste gule galde, siger man.
Sikkert skulle det være, at bagmanden Charlie Christensens skriver og tegner på en stor indignation over verdens urimeligheder. Faktisk forlyder det fra svenskerens selvvalgte eksil i Pamplona, Spanien, at en af USA mindst populære præsidenter gennem tiderne var direkte ansvarlig for genoptagelsen af Arne And i 2004:
Du har sagt, at George W. Bush vakte Arne And til live, fordi du simpelthen måtte have luft for dine frustrationer … Kan du uddybe det?
– Månederne efter 11. september 2001 var som en ond drøm. Dels på grund af Al-Quedas attentat, selvfølgelig, det var slemt nok i sig selv. Men også fordi dårskaben og enfoldigheden i form af George W. Bush overtog jordens største supermagt med en cocktail af hensynsløse militærindgreb, oliestudehandler og demokratisk tvetungethed, der fik vanviddet til at nå helt nye højder. At se det amerikanske propaganda-apparat kværne løs med forfalskede fakta, dæmonisering af fjenden og sort-hvid ”alle, der ikke er med mig, er imod mig”-retorik var som at se George Orwells ”1984” opført på verdens største scene … Jeg voksede op med efterdønningerne af 1968 og hippiebevægelsen, og efter Berlin-murens fald føltes det faktisk, som om verden endelig begyndte at bevæge sig i den rigtige retning. Men med Bush blev udviklingen skruet tilbage til abestadiet, og det eneste våben, jeg havde mod denne idioti – der kostede og koster millioner af menneskeliv – var satiren og galgenhumoren.
Hvad så nu, hvor Obama har taget over? Er emnerne blevet færre eller anderledes?
– Jeg plejer at sige, at jo værre, verden er, jo mere materiale har satirikere at arbejde med. Bush og hans kumpaner gjorde så meget skade, at jeg har materiale nok til resten af mit liv. Og glem ikke at Obama, som jeg sætter meget pris på, har hele Tea Party-bevægelsen og alle Fox News-høgene at slås med. Selv Jesus blev modarbejdet og korsfæstet …
Oprindeligt handlede den nye udgave af Arne And egentlig om krigskorrespondenten Konrad K., men Arne overtog hurtigt mikrofonen. Hvad gør lige præcis den her figur til sådan et godt talerør for satire?
– Jeg er nok bare så vant til Arne, at jeg har svært ved at få andre karakterer til at lykkes, når det gælder satire. Med Konrad K. prøvede jeg virkelig at skabe en anden type figur, men faldt hele tiden tilbage på Arne Ands sprog og udtryksform, og til sidst føltes det kunstigt at bruge en anden protagonist til noget, der alligevel var rigtig meget Arne. Den type serie, som Arne And er, ligger nok bare bedst til mit temperament.
Hvor tæt på eller langt fra Arne Ands verdenssyn er dit eget? Hvor meget Charlie er der i det hele taget i Arne?
– Arne har aldrig været et selvportræt. Selve figuren trækker på både Anders And og svensk kulturarv som digteren Carl Michael Bellman og en tegneseriedrukkenbolt, der hed Kolingen – han kan vel sammenlignes med en typisk Storm P.-vagabond. På dén led har han altid været et instrument for samfundssatire, som jeg har spillet på ligesom en musiker, der trutter i en trumpet. Arne er min trumpet eller mit klaver, vælg selv, men han er ikke mig. Han er en måde at se verden nedefra på, et værktøj til at tale om ting, som optager mig. Arne lader mig gøre grin med ting, man egentlig ikke burde grine af, de dele af samfundsmaskineriet, der burde stilles for en domstol – men ikke bliver det. Det er den lille mands angreb på kræfter og omstændigheder, der er større end ham selv. Arne er i bund og grund en samfunds-anklager.
Hvad ophidser dig – og/eller Arne And – lige netop nu?
– Masser af ting! Det europæiske demokratis dekadence under ly af finanskrisen: Privatiseringen af statslige ydelser indenfor sundhed og uddannelse og udhulningen af arbejdsgiverrettigheder – alt det, som vores forældres generation kæmpede for. Jeg er enormt ængstelig ved religiøse fanatikere, især USA’s kristne højrefløj. Den er meget farlig, lige så fanatisk som en hvilken som helst islamisitisk celle, og også her er historieløshed og uvidenhed en politisk forudsætning. Hvis de en dag kommer til magten i verdens mægtigste land …
Hvordan holder man fingeren på den svenske puls, når man bor i Pamplona? Det må indebære nogle udfordringer, tænker jeg, men måske også nogle fordele?
– Pulsen holdes oppe gennem internettet og rejser hjem. Men jeg tager ikke pulsen på samme måde som tidligere, den direkte identifikation fylder mindre end før. Det handler mere om almenmenneskelige vilkår og om politik. Man ser tydeligt en internationalisering af emnerne efter genoplivningen af serien. Samtidig følger jeg jo James Joyces eksempel fra ”Ulysses”. Han sad i Trieste og skrev om Dublin, og ved at være meget konkret om sporvognenes afgangstider eller hvor den ene pub lå i forhold til den anden forsøgte han at være universel. Kort sagt: Når jeg tager et emne op, der virker meget svensk, så jeg forsøger jeg bare at sige noget om det almenmenneskelige med Sverige som afsæt.
Dit svar på Joyces sporvognsafgange må så være Arne Ands efterhånden enormt detaljerede baggrunde. Hvor nøje studerer du virkelighedens Sverige for at lave dem – og hvordan gør du det fra Pamplona?
– De fleste af miljøerne bygger på mine egne fotografier, som jeg knipser, når jeg er på Sveriges-besøg. Jeg har altid samlet på Stockholmiana, har flere hyldemeter af det. Men det jeg ikke har, og ikke kan finde i mine bøger, leder jeg i stedet efter på internettet, f.eks. på Google Maps.
Får du nogensinde lyst til at lave noget om dit nærmiljø i Spanien? F.eks. er finanskrisestoffet vel endnu “saftigere” dernede … ?
– Selvfølgelig. Men spanierne tæller allerede nogle enormt gode satiretegnere, og de kender Spanien bedre end mig, fordi de er født her. For at forstå det her land skal man have levet her hele sit liv. Jeg har boet her i 23 år nu, og jeg lærer stadig nyt. Det er meget inspirerende!
“Sverige er landet for dem, der let lader sig krænke,” siger Krille i Arne And 8. I Danmark har svenskerne ry for at være lige lovligt politisk korrekte, i Sverige har danskerne ry for at debattere som barbarer. Hvordan ser de to stereotyper ud for en skarpsindig serieskaber med et ben i begge lejre?
– Skarpsindig? Tak for det! Som serieskaber må man generalisere, det er en del af det at karikere, ellers kommer man ingen vegne. De to stereotyper, du beskriver, synes jeg umiddelbart passer meget godt – bortset fra at jeg finder svenskernes politiske korrekthed barbarisk og danskernes debat særdeles civiliseret. Jeg boede i sin tid nogle år i Jylland med min københavnske far – født i Christianshavn 1926 – og det, der slog mig mere end noget andet, var danskernes lyst til at diskutere, altid med humor og respekt. I Sverige diskuterer man ikke, fordi man ved, at det kan ende i slagsmål. Derfor lægger alle sig fladt på maven, inden diskussionerne opstår, og nøjes med at opremse bekvemme sandheder. Den politiske korrekthed i Sverige bygger på konfliktskyhed, for vi ved, at straffen for at tænke anderledes er hård.
Lidt i samme boldgade og til allersidst: Arne And bryster sig af at være usvensk, men er han ikke i sidste ende netop enormt svensk?
-Arne And er meget svensk – på samme måde som mange andre, der hader Sverige, er det. Det er et fænomen, jeg også har bemærket i Danmark: Man skal være dansk for at kunne hade det danske samfund så intenst, som nogle danskere gør. Et eksempel kunne være Glistrup, som jo aldrig var blevet den, han var, hvis han ikke havde været dansker! Samtidig husker jeg en mand i København, en ven af min danske forlægger, som for mange år siden, i sit antikvariat på Nansensgade, i et let ironisk tonefald spurgte: “Nå, så du er en svensk dansker, som bor i Spanien … Hvad så, ka’ du ik’ li’ Sverige?” Jeg forsvarede mig på den svenske måde: “Nåh, du ved, det er jo kun det, man kender bedst, som man kan hade med indsigt! Har du det ikke på samme måde med København?” Han bappede filosofisk på sin pibe og sagde så: “Tja, man har vel trampet i en hundelort et par gange …”
