Andesteg i ovnen må naturligvis betyde ande-tegneserier til ventetiden! Nummer 9 har samlet en række an(d)befalinger til de tegneserier, du skal give dig i kast med Mortens Aften.
Jeg (Charlotte Johanne Fabricius, blogredaktør) har sat mig for at øge antallet af højtids-relaterede læserguides her på sitet! Vi har dækket Store Bededag, Pride og der er mere på vej. Nu er vi naturligvis nået til Mortens Aften, en højtid der MÅ kalde på tegneserielæsning – for hvilken anden kunstart går så højt op i ænder?
Så indtil ænderne gør alvor af deres morderiske tilbøjeliheder (se ovenfor, fra Poorly Drawn Lines), har jeg allieret mig med en stribe skribenter, der kan guides os til tegneserielæsning om ænder.
Vi lægger for med den mest kendte, mest ikoniske tegneserie-and. Det er en umulig opgave kun at vælge et par Anders And-tegneserier, men formanden for Dansk Donaldist-Forening, Laila Jerming Graf, kommer her med sine bedste bud:
1. Det forsvundne bibliotek af Don Rosa
Don Rosa er og bliver min yndlingskunstner, grundet hans store humor, spændende historier og skæve streg. Min personlige favorit har altid været Det forvundne bibliotek, der er en klassisk, lang skattejagt-historie, hvor Joakim og ungerne farer land og rige rundt for at finde det store, forsvundne bibliotek fra Alexandria. De kommer tættere og tættere på essensens af biblioteket, blot for at opdage, at biblioteket nu gemmer sig et helt specielt sted i en helt speciel form – hvilken skal ikke afsløres her, hvis læseren nu ikke allerede kender fortællingen.
Historien bliver ikke dårligere af, at mange delelementer i fortællingen er historisk korrekte, og at Anders And er parkeret (også rent fysisk) og primært har en rolle som irriterende (men sjov!) kommentator på alt deres renderi.
Det forsvundne bibliotek er kommet som et tillægsblad til Anders And & Co., som stadig er til at finde, men ellers er den nyligere udkommet i Carl Barks & Don Rosa – Originalerne og fortsættelserne, bog 2 fra 2020.
2. Glem det! af Don Rosa
Jeg sniger også lige en ekstra anbefaling ind, for mens Det forsvundne bibliotek er min yndlings af Don Rosas lange historier, så er Glem det! min yndlings korte gaghistorie. Her rammer Hexia de Trick Joakim og Anders med en forbandelse fra en særlig tryllestav der gør, at de glemmer det, som de lige har sagt – f.eks. at gå eller tale! Hvilket gør det til lidt af en udfordring for dem at stoppe Hexia i at stjæle lykkemønten. En historie så sjov, at man ikke kan lade være med mindst at klukke højt. Den er senest udgivet i Don Rosas samlede værker bind 8.
3. Belærende beretning om brobygning af Carl Barks
Selvfølgelig kan jeg ikke komme med en anbefalingsliste uden at have en historie fra mesteren over dem alle med. Her har jeg valgt historien med det ikke særligt mundrette navn, fordi det er en historie jeg læste som barn i min fars album Bedste historier om Anders And bind 18 og som gjorde et varigt indtryk.
Det er ikke en af Barks’ mest kendte historier, men netop derfor er en anbefaling på sin plads. Set-up’et er simpelt:Grønspætterne kommer i rivalisering med pigespejdergruppen (yrk!) Gærdesmutterne og striden skal afgøres med en gang brobygning! Heller ikke her tales der ned til læseren, så beregningerne og metoderne er hentet fra den virkelige verdens ingeniørkunst!
En rigtig sjov gaghistorie, der senest er udkommet i bogform med Carl Barks 120 år.
4. Jagten på stjernehjulet af Bruno Sarda, Franco Valussi og Massimo De Vita
Jeg er normalt ikke meget for Jumbobogs-historier, da stilen ofte ligger lidt langt fra det, jeg foretrækker at læse. Men ingen regel uden undtagelse og den meget lange historie der strækker sig over Jumbobog 117 og 118 er en ægte undtagelse.
Et par lidt mere (i den brede befolkning) ukendte herrer står bag en af de allerbedste historier, der går på tværs af Disney-universerne. Normalt blander Anders And og Mickey Mouse sig nemlig ikke i hinandens historier, men her går det på kryds og tværs og et kæmpe figurgalleri fra begge universer kommer i spil. Historien er en klassisk “hvem kommer først”-fortælling om jagten på de 12 stjernetegnsamuletter, der tilsammen kan danne et stjernehjul, der kan se ind i fremtiden. Her er underholdning for alle pengene fordelt på hele 347 sider!
Ud over at være udkommet i de to nævnte jumbobøger, så er historien også kommet i Temabogen Magi fra 2010.
– Og nu straks videre til nogle af de mindre kendte, men ikke mindre relevante tegnede ænder! Først, fra Marvel-Morten (aka Morten Søndergaard) himself, om en and der endte hos Disney, men havde sin begyndelse et helt andet sted:
5. Howard the Duck af Steve Gerber
I 70’ernes Marvel blev de førhen så selvsikre superhelte erstattet af vampyrer, zombier og sumpuhyrer. Steve Gerber, som var blevet fast forfatter på Man-Thing, Marvels svar på Swamp Thing (eller også er det omvendt), har altid haft en troldsplint i sit skaberhjerte, og ud af det sprang Howard The Duck.
Marvel var i starten af det nye årti meget anderledes end det Marvel, som i starten af 60’erne havde skabt Marvel-Universet. Mens Stan Lee var til taget til sol og Hollywood, havde de syredroppende anarkistiske fans overtaget galehuset.
Og ingen var mere gal end Gerber.
Sammen med Val Mayerik skabte han denne Howard And, som selvfølgelig var en parodi på vores alle sammens Anders, og så alligevel ikke. En and fanget i en verden, han ikke har skabt, med rygende cigar i næbbet og en ”her kommer jeg”-attitude.
Snart havde denne nye ”helt” sin egen serie, og godt hjulpet på vej af Frank Brunner, men især Gene Colan, som Gerber havde et næsten telepatisk samarbejde med, kom der en perlerække af historie, som spiddede alt fra populærkulturen, præsidentvalget (GET DOWN AMERICA), til Steve Gerbers egen manglede evne til at overholde deadlines.
Men en flamme, der brænder så klart, brænder også hurtigt ud, så efter en kortvarig avisstribe (med bukser på) og en film, der ramte helt ved siden af, var denne den første epoke med Howard The Duck slut.
Så købte Disney Marvel, som tvang Howard i bukser, hele pivtøjet, der kom nye, og lidt udvandede udgaver af Howard, og så endte det med at den stakkels and var med i Avengers: Endgame (se 2.17.40) og tjente milliarder.
– Det er nu ikke altid en skidt sag, at ænderne får bukser på. Erik Barkman anbefaler endnu et funny animal, der nok går med benklæder men ikke har mindre kant af den grund:
6. Dungeon af Sfar og Trondheim
Det er et motiv så gammelt som røverhistorien selv: Den noble helt, der stiger ned i underverdenen og vender hjem med hæder og rigdomme. Og i dag er det fundamentet for hele genrer af især rolle- og computerspil. Men hvad nu, hvis man vendte det på hovedet? Hvad hvis monstrene nede i hulerne var hovedpersonerne?
Dét er udgangspunktet for Donjon (eng.: Dungeon), Joann Sfar og Lewis Trondheims første alvorlige livtag med den franske tegneserie-mainstream efter en række skæve udgivelser på det legendariske indie-forlag l’Association. Serien blev en salgssucces, som for længst har rundet de 50 bind – typisk udliciteret til andre tegnere og til tider også forfattere end Trondheim og Sfar selv.
I centrum for det hele står, i hvert fald i begyndelsen, Herbert, en andeprins med underskud på muskelkontoen, men til gengæld overdådige talegaver. Sammen med øglemonstret Marvin udgør han en komisk duo, der fint kan matche Anders og Mickey – hvis du spørger denne frankofile anmelder.
Har du aldrig læst Dungeon, så er det bare at komme i gang: Serien har været en legeplads for nogle af Frankrigs fineste tegnetalenter, og den er især i de tidlige bind både sjov og imponerende i sit world building-vingefang.
– Er du, trods alle disse anbefalinger, ikke i humør til talende ænder, har vi naturligvis også råd herfor. Kristian Bang Larsen byder ind med en af de mest omtalte engelsksprogede tegneserier i 2022:
7. Ducks af Kate Beaton
Trods titlen, er der ikke mange ænder i Kate Beatons grafiske memoir Ducks, og de der er, dør i en sort, klistret pøl af olie.
Her fortæller Kate Beaton om de år, hvor hun som ung arbejdede i de enorme trøstesløse udgravninger i den canadiske delstat Alberta, hvor der udvindes olie fra tjæresand. Det er ikke en bog om ænder, men snarere om køn og klasse. Det er et hårdt, monotont og ensomt liv der leves i the oil sands, og som ung kvinde på en arbejdsplads næsten kun befolket af mænd, er Kate udsat.
Bedre end noget andet jeg har læst, formår Ducks gennem bogens ophobningen af tilsyneladende uskyldige hændelser, af blikke, kommentarer og rygter, at fortælle om, hvordan en form for kønnet vold virker. Hvordan det hele sætter sig i Kate, hvordan hun kommer til at internalisere et kvindesyn, hvor man finder sig i det. Som læser forstår man hvad der sker og hvordan og hvorfor det sker.
Der er et par forfærdelige hændelser i Ducks, men det meget fine ved bogen er, at den aldrig fremstår som et anklageskrift mod mandekønnet. Ducks er også fyldt af kærlige og fremfor alt solidariske portrætter at mange af de mandlige kollegaer Beaton har mødt. Da en storby-avis vil interviewe hende om at være kvinde i olieindustrien, vælger hun ikke at stille op. De ensomme, gældstyngede, hårdtarbejdende mænd i the oil sands er hendes folk. Dem vil hun ikke udstille.
I Ducks får hun så fortalt historien på hendes egne præmisser. Et solidarisk portræt af canadiske arbejdere, men også en både underspillet og harsk kritik af en olieindustri der ødelægger både miljøet og menneskene. Og ænderne.
– Og siden vi er i den socialrealistiske ende: et lille ande-eventyr (med en skjult an(d)befaling) til den mørke efterårsaften af vor anmelder Christian Aarestrup:
8. Eventyret om Arne And
Der var engang i en helt anden tid, som hed 80’erne, og som var meget dyster og trist, en and, der hed Arne. Han blev skabt af en svensker, som egentlig hed Charlie Christensen, men som tegnede Arne under pseudonymet Alexander Barks. Arne lignede sit amerikanske forbillede Anders, men boede i den svenske hovedstad Stockholm. Arne var, ligesom Anders, ofte arbejdsløs og manglede altid penge, men i modsætning til Anders både røg og drak Arne (meget), og han tissede også offentligt og kastede op og kom op og slås og prøvede at score, og så var han et sortsynet poet, der sagde mange sjove ting om samfundet, især når han havde drukket.
I 1989 lagde Disney sag an mod Charlie og Arne, fordi Arne lignede Anders så meget. Så Charlie og Arne og Arnes venner udtænkte først en plan, hvor det så ud, som om Arne døde i tegneserien, men i virkeligheden slap væk gennem en hemmelig tunnel og kom hen til en plastikkirurgisk klinik, hvor han fik opereret sit ansigt om, så man slet ikke kunne genkende ham.
Men Arnes læsere, og dem var der efterhånden mange af, fordi folk syntes, det var sjovt, at en, der lignede Anders så meget, gik rundt og tissede offentligt og kastede op og kom op og slås og prøvede at score, brød sig ikke om det nye næb, som Arne havde fået, så de skrev og skrev en masse sure breve, for den slags gjorde folk dengang. Men i starten af 1990 fik Arne og Charlie en god idé, nemlig at Arne bare kunne købe et plastiknæb i en spøg-og-skæmt-butik, og tage det på, og så lignede Arne igen Anders, og så syntes folk igen, at det var sjovt, at han gik rundt og tissede offentligt og kastede op og kom op og slås og prøvede at score.
Og sådan startede 90’erne, som i modsætning til 80’erne var lyse og gode og glade. Og Arne var en af de mange, mange gode ting i 90’erne, som ikke varede ved. Serien stoppede i 1995, mens den stadig var rigtig sjov, og Charlie og Arne var elskede i hele Skandinavien. I 00’erne genoptog Charlie og Arne samarbejdet, men nu var serien dum og kedelig ligesom så meget andet i det nye årtusinde.
Og se, det var et rigtigt eventyr.
– Men, men: purister vil jo fremhæve, at det slet ikke er traditionelt at spise andesteg til Mortens Aften! Vil man holde traditionen i hævd, er det rettelig en gås, der skal på bordet. Derfor må vi naturligvis slutte af med endnu en Anders And-versionering, der også blev underlagt censur og måtte omskabes:
9. Kalle Klodrik: Det Store Nys af Freddy Milton
Denne historie startede, forlyder det fra skaberen selv, som en Anders And-historie, som Gutenberghus ikke ville vide af. Den var for lang og for dyr, men Milton fik lov at versionere historien med en anden slags andefugl, og dermed så gåsen Kalle Klodrik dagens lys hos Interpresse.
Siden blev den også genbrugt med endnu andre dyr og i andre versioner – men det begyndte altså med en and, der blev til en gås, i en spejlvending af gåsestegens forvandling til Mortensand.
Uanset, hvad du skal spise til aften, ønsker vi her på Nummer 9 god læselyst! Mens du slår mave kun du jo passende fortælle os, hvilke andre tegneserier om ænder, man bør give sig i kast med.
