Hvordan skal du markere den sidste Store Bededag, inden den fjerde fredag efter påske bliver ganske (h)vederlagsfri? Du skal da læse tegneserier – om religion!
Kim Schou, Dennis Jacob Rosenfeld, Kristian Bang Larsen, Matthias Wivel og Charlotte Johanne Fabricius guider dig til 9 tegneserier om religion – om kristendom såvel som andre religioner, for bønnen er ikkun Jesu følgere forundt. Så uanset om du skal bede eller Hvede, er her inspiration til helligdagslæsning, mens vi stadig har den…
‘Menneskesønnen’ af Peter Madsen
Vi danskere elsker at fremhæve os selv, alene det er vi næsten verdensmestre i. Men når det kommer til nichen tegneserier om religion, så er det sandelig svært at overgå Peter Madsens værker. Fra klassikeren ”Valhalla”, der jo også er religion med talebobler, over hans trilogi om Signe – de tre vidt forskellige ”Signes Jul”, ”Rejsen til Jerusalem” (om påske) og ”Vingeslag” (om pinse) – til ”Historien om Job”, hvor Madsen illustrerer mere pompøst end nogensinde og endda formaster sig til at rette lidt på originalteksten til slut. Og til det seneste skud på bibelstammen: ”Urhistorien”, der viser hans stilmæssige alsidighed og giver nogle af de allermest kendte, oftest fortalte og afbillede bibelhistorier nyt liv. En vild bedrift.
Men den nok mest vellykkede af Madsens bibeladaptioner, både som samlet fortælling og som tegneserie, er i denne skribents optik ”Menneskesønnen”.
Det er da også en af de bedst sælgende og mest prisvindende danske tegneserier nogensinde. Brug din sidste Store Bededag på at læse eller genlæse den!
I Supersnak dykkede vi for et års siden sammen med Peter Madsen ned i arbejdet med de bibelske tegneserier og spurgte ind til hans egne foretrukne tegneserier om samme emne. Læs og lyt til det deep dive her.
‘Rejsen til Saturn’ af Claus Deleuran
Et absolut højdepunkt i dansk tegneseriehistorie, er, da fire danske astronauter besøger himmeriget for at låne benzin til deres rumskib, i Claus Deleurans klassiske Rejsen til Saturn (1977). Visitten er overstået på kun en håndfuld sider, men de er så propstoppede med visuelle og sproglige gags, at ingen anden tegneseriehumorist kan følge med. Englevinger udleveres i garderoben, dødehavsrullerne er på toilettet og Sant Peter bliver noget vranten, da astronauterne synger Jeg vil rafle med Sankt Peter når jeg dør som lovsang.
Læser man sig gennem det samlede værk bliver det tydeligt, at Claus Deleuran havde en levende interesse for religion bredt betragtet, og det ses igen og igen: I Mikkeline på eventyr får man som læser set kælderetagerne, da Thorfinn bliver vist gennem Dantes helvede af Vergil, i Occidentens lys, anden del (lavet med broren Jesper) er Mikkeline, Thorfinn og Onkel Ftata ved at blive ofret til ældgamle inkaguder, og i det ufuldendte 9-bindsværk Illustreret Danmarkshistorie for Folket giver han den for alvor regionshistorisk gas, bl.a. med en grundig gennemgang af den nordiske mytologi.
Sjovest er og bliver dog det himmelske visit i Rejsen til Saturn.
‘Buddha’ af Osamu Tezuka
Osamu Tezukas Buddha (oprindeligt offentliggjort 1972-83) fortæller historien om den unge, overbeskyttede prins Siddarthas rejse mod vækkelsen som Gautama Buddha. Tegneserien tager udgangspunkt i legenden omkring den historiske person, men udbygger den samtidig med et vidt forgrenet persongalleri af bønder, krigere, røvere, herremænd præster og asketer. Resultatet er et højdramatisk ensemblestykke, hvor alle figurerne — ganske karakteristisk for Tezuka — er moralsk kompromitterede, men samtidig vitalt og empatisk skildret.
Blandt disse finder vi historiske personligheder som Siddarthas første discipel, den tragisk utilstrækkelige Devadatta og Virudhaka, den forsømte, usikre og brutale konge af Kosala, samt fiktive tilføjelser som vildbarnet Tatta, der kan overføre sin bevidtshed til dyr, hvis kærlighedforhold til banditkvinden Migaila, som kan se selv efter hendes øjne brændes ud, passioneret spejler Siddarthas stigende og smukke selvudslettelse. Vi taler episk tegneseriekunst, der fortolker en af menneskehedens store fortællinger med vital pulp-energi.
‘Mangabiblen’
Bibelselskabet, der udgiver Peter Madsens kristne tegneserier, har også forsøgt sig med manga. Manga Messias (evangelierne), Manga Metamorfe (Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve), Manga Mosebøger (Fra skabelsesberetningen til Moses), Manga Monarker (David, Salomon og de andre konger), Manga Profeter (Job, Ezekiel og co.). De er ikke specielt gode. Som jeg fik konkluderet i 2012: Det er ikke noget, de unge køber til sig selv. Den klassiske kunde er mor.
Men er man til manga, oprigtigt interesseret i bibelhistorie og ude efter et nyt take på den mest genfortalte og fortolkede bog nogensinde, så find (antikvarisk, velsagtens) Manga-bibelen af Siku fra 2008. Hele Bibelen på kun 200 teksttynde tegneseriesider.
Når man tager så meget historie og kommer det ind på så lidt plads, så bliver det også en lidt abrupt læseoplevelse. Historien om David? Otte sider. Jobs bogs 42 lange kapitler? Én side. Men det er også Manga-bibelens særegne styrke: Den viser, at Bibelens 66 bøger, som vi plejer at få fortalt én historie eller ét menneske ad gangen, og som i sin klassiske form er samlet uden hensyn til kronologi, også er én lang fortælling og et kronologisk forløb.
Med andre ord: Manga-bibelen gør det, tegneserier og anden religiøs kunst kan bedst: Få dig til at se på Bibelen og de gamle myter på en ny måde.
‘Haggadah’
Hvert år til højtiden Pesach samles jødiske familier om bordet og læser op fra deres Haggadah. Højtiden der mindes tiden hvor jøderne var slaver i Ægypten, opgøret med faraoen og rejsen igennem ørkenen anført af Moses. Denne bog kan vi takke for opfindelsen af superheltegenren, da flere udgaver med langt over 500 år på bagen, havde hvad der umiskendeligt må kategoriseres som tegneserieillustrationer.
To unge mænd, Jerry Siegel og Joe Shuster, voksede op med Pesach-traditionen og lånte meget velvilligt fra Moses da de skabte deres Superman figur. Hvis man vil have et moderne bud på en Haggadah tegneserie udkom Passover Haggadah Graphic Novel af Jordan B. Gorfinkel og Erez Zadok i 2019. Der er plager, lammeblod på dørkarme, deling af det røde hav og masser af fantastiske passager.
‘The 99’ af Naif Al-Mutawa
Og nu vi er ved superheltene – der er et par eksempler på muslimske superhelte, de fleste af dem knap så gode (looking at you, Dust).
Naif Al-Mutawa skabte ‘The 99′, baseret på Allahs 99 navne, som modsvar til de vestlige fortolkninger, der især blev politisk betændte efter 9/11. Hver superhelt personliggør en af de 99 islamiske dyder og giver dermed et mere nuanceret billede af en ofte fejlrepræsenteret religion.
Det blev en overraskende succes, der både resulterede i en tv-serie og et crossover-miniserie med DC Comics’ JLA. Miniserien fra 2010 er skrevet af Fabian Nicieza og Stuart Moore, med tegninger af Tom Derenick, og er et fint sted at starte hvis du gerne vil have udvidet din superhelte-horisont.
‘Skabelse’ af Robert Crumb
Robert Crumb behøver næppe introduktion (Gør han? Undskyld. Introduktion her). Jeg anmeldte hans ”Skabelse”, da den kom, og jeg har ikke ændret holdning: Crumb formår noget, kun få kan: At indsprøjte det velkendte med ny nærhedsværdi. Man får som læser næsten en fornemmelse af, at man læser 1. Mosebog for første gang, fordi den så ofte tolkede tekst fremstår nøgen i Robert Crumbs streg. Alle glansbilledforestillinger, som diverse Hollywood-film og børnebibler må have indgydt i vores fælles bevidsthed, pilles til fulde fra hinanden. For Robert Crumbs vigtigste force som illustrator er den måde, han tegner mennesker på. Der er ikke noget Rembrandt, Michelangelo eller Doré over Adam og Eva, Abraham og Sara og de andre i Crumbs streg. Alle mennesker er grimme. Og måske derfor virker de så ægte.
Det er også tungt. Crumb illustrerer hele Første Mosebog. Hvert eneste ord, også de overflødige (som ”sagde han” efter en taleboble). En i forvejen vanskelig tekst bliver endnu mindre letlæselig. Det tager simpelthen længere tid at læse tegneserien end selve bogen.
Crumbs ”Skabelse” er Manga-bibelens modsætning. Men den er god af samme årsag: Du ser Bibelen på en ny måde.
‘Sandman’ af Neil Gaiman m.fl.
‘Guder på en ny måde’ er, vil nogen mene, grundstenen i amerikanske superheltetegneserier. Det er blevet til mange genfortolkninger af mere-eller-mindre gudelige skikkelser hos DC og Marvel – blandt andet en Thor, som de færreste skandinaver vil genkende som den ægte vare – men mest mytologi- og gudefikseret bliver det nok hos myte-mageren himself, Neil Gaiman.
Der er sagt mangt og meget om Sandman, så vi vil her blot minde dig om, at det også er en måde at tegne og fortælle om religion. Godt nok er titelfiguren og hans søskende, The Endless, en form for opdigtede guder, men de går også en række af de mere kanoniserede i bedene.
‘Habibi’ af Craig Thompson
Craig Thompson er generelt optaget af religion i sine tegneserier – se også En dyne af sne om Thompsons opvækst i en dybt konservativ kristen familie. Habibi, et af hans mest kontroversielle værker, blev både fejret og foragtet for sin fremstilling af seksualitet og et meget vestligt blik på islam.
Habibi er, på godt og ondt, en outsiders forsøg på at forstå en religion, der minder om noget han kender, men som han ikke har personlig erfaring med. Thompson forsøger at nærme sig erfaringen gennem den rige billedside og en inderligt følt fortælling. Lykkes det? Døm selv.
Bonus: ‘Lore Olympus’ af Rachel Smythe
En af de største successer på Webtoon er Lore Olympus, hvor de græske guders genvordigheder får nyt liv i en kulørt genfortolkning. Rachel Smythe bruger romance-genren og en anakronistisk tilgang til at udforske det væld af myter og konflikter, den græske mytologi rummer.
På en måde gør Smythe det samme med de græske guder, som vor egen Peter Madsen gjorde med de nordiske: Hun sætter os tilbage til en verden, hvor guderne gik på jorden, og forestiller sig dem som ægte mennesker med bøvlede følelsesliv og potentiale for gode historier.
Hvad har vi overset? Hvad kunne ellers komme på listen? Giv os dit bud i kommentarfeltet! Hvedebrødsdagene er muligvis talte, men tegneserier er for evigt!
