Fantasy, horror, vampyrer, drama, romance, sci fi, action og superhelte: Her er ni fantastiske koreanske webtoons, som du bør kaste dig over.
Kære tegneserielæsere, tilføj venligst ordet “webtoon” til dit tegneserieleksikon i samme kategori som manga eller manhwa. “Manhwa” er det koreanske ord for tegneserier, ligesom manga er den japanske pendant, mens webtoon er et digitalt koreansk fænomen og betegner koreanske onlinetegneserier med deres helt egen stil og format.
Mens manga og manhwa altid bliver udgivet på print, så udkommer webtoons altid først online. Oprindeligt, i begyndelsen af 2000, blev helsiders manhwa blot scannet og lagt til online læsning, men efterhånden fik webtoons deres helt egen stil og udgøres nu af en lang vertikal stribe – som en uendelig skriftrulle opdelt i afsnit. Et format, der passer perfekt til at blive læst på smartphone.
Ikke nok med, at webtoons er gratis at læse, de udgives også på alle hovedsprogene i Asien samt fransk, engelsk og spansk. Dermed er webtoons tilgængelige for hele verdens læsere; deres popularitet er enorm og overgår alle andre online tegneserier i verden, hvad angår antal læsere.
Som med manga i Japan, omhandler webtoons alle aspekter af koreansk kultur og samfund formidlet gennem et utal af genrer.
Dice er en fantasy-webtoon med 386 afsnit og et efterord. Dice præsenterer en verden, hvor du kan genstarte dit liv ved at kaste terninger – ligesom i et computer- eller onlinespil. Vores 17-årige mandlige hovedperson Dongtae bliver konstant udsat for mobning af hans klassekammerater og lever et forfærdeligt liv uden nogen form for anerkendelse og glæde. En dag ankommer udvekslingsstudenten Taebin, der placeres ved siden af Dongtae i klasselokalet, og hurtigt bliver populær blandt alle. En dag foreslår han Dongtae, at de spiller et hurtigt spil terninger! Dette spil ændrer hele Taebins liv.
Tower of God (ToG) af SIU
Udkommer hver mandag
ToG er en fantasy-webtoon med over 520 afsnit og handler om drengen Bam, der har levet alene det meste af sit liv i en kælder under et mystisk tårn. En dag ankommer pigen Rachel, som bliver Bams bedste ven. Rachels drøm er at bestige Tower of God og se stjernerne. Historien begynder for alvor at tage fart, da Rachel forlader Bam og går ind i tårnet uden et ord om det til Bam. Snart følger Bam efter . . . Det, som gør ToG til en fantastisk webtoon, er de enestående flotte tegninger og kompositioner og ikke mindst et virkelig godt plot, der indtil nu holder hele vejen og overrasker hele tiden.
Surviving Romance af Lee Yone
Udkommer hver torsdag
Surviving Romance er en horror-webtoon, som kun lige for alvor er begyndt, men allerede er blevet et mega hit. I Surviving Romance følger vi pigen Chaerin Eun, der lidt underligt også er hovedpersonen i den bog, som hun selv læser i – en bog med titlen ”I’ll Love You Every Day”. Chaerin Eun forventer selvfølgelig en super romantisk afslutning, hvor hun bliver gift med den charmerende Jeha Yu, for det står i bogen. Men ret hurtigt fornemmer hun, at der er noget, som er ved at gå grueligt galt i hendes liv – zombier!
About Death er et kort, melankolsk og afsluttet drama-webtoon med kun 28 afsnit. Vi følger Gud, der taler til de personer, der netop er døde eller skal genfødes til et nyt liv. Mens personen er død er serien i s/h og i farver, når personen lever eller genopstår. Det nyskabende ved denne webtoon er, at den har et soundtrack, der følger hvert eneste afsnit, så læseren bliver følelsesmæssigt påvirket. I de korte men meget intense afsnit udforskes temaer som bla. venskab, kærlighed, tab, parforhold og selvmord. Man bliver helt trist over, at About Death ikke fortsætter for evigt!
Unholy Blood af Lina Im & Jeonghyeon Kim
Unholy Blood er en vampyr-webtoon i 92 afsnit, der handler om hævn. Vores kvindelige hovedperson er en gymnasiestuderende pige, Hayan, der er blevet opfostret af præsten Michael sammen med sine to mindre fostersøskende. Hun har mistet hukommelsen og husker hverken sin barndom eller sine rigtige forældre. Selvom Hayan godt ved, at hun er en vampyr, så prøver hun efter bedste evne at leve et helt almindeligt liv. Dette liv bliver en dag fuldstændigt ødelagt af vampyrer, som dræber fader Michael, og så begynder Hayans hævntogt og søgen efter sin ukendte fortid.
If AI Rules the World af POGO & HOOPA
Udkommer hver mandag
If AI Rules the World er en science fiction-webtoon og med sine 44 afsnit indtil videre, har serien taget læserne med storm. I år 2025 bliver supercomputeren AI Raum skabt med over 300 servere, men en forfærdelig begivenhed finder sted, netop da Raum skal præsenteres for omverdenen. Denne frygtelige begivenhed bruges i serien til at stille eksistentialistiske spørgsmål til vores brug af kunstig intelligens. Spørgsmål om hvorvidt AI er til vores eget bedste, når AI kommer med en pris – for det viser sig hurtigt, at robotter med kunstig intelligens også har følelser og kan være lige så onde som mennesker.
Omniscient Reader af sing N song, UMI & Sleepy-C
Udkommer hver onsdag
Omniscient Reader er en action-webtoon med over 85 afsnit, der handler om konsulenten Dokja Kim, hvis eneste interesse er at læse i sin webroman “Three Ways to Survive the Apocalypse.” Dokja er også romanens eneste læser, og efter 10 år er han nået til sidste kapitel (#3150). Lige da han skal til at læse det, bliver hele verden forvandlet til historien i hans webroman. I et hæsblæsende tempo følger vi Dokja Kims mange forhindringer for at redde verden, som er ved at gå under, og der sker hele tiden overraskende begivenheder, som gør denne webtoon til et absolut hit!
Hero Killer af Kkulbeol & Beolkkul
Udkommer hver tirsdag
Hero Killer er en superhelte-webtoon og er med sine 40 afsnit allerede godt i gang. Vi befinder os i en dunkel verden, der er styret med stram hånd af organisationen Hero Clan. Der er konstant krig mellem heltene fra Hero Clan og ”skurkene.” Desværre findes der ondskab blandt heltene og én af dem har dræbt søsteren til Ihwa, vores kvindelige hovedperson. Udstyret med superkræfter beslutter Ihwa at hævne sin søster og derved dræbe alle heltene i Hero Clan. Der er hermed lagt op til et brag af en historie, og allerede nu er serien sindssygt spændende med et godt plot.
Lore Olympus af Rachel Smythe
Udkommer hver søndag
Lore Olympus er en romance-webtoon, der for tiden er den mest populære webtoon-genre. Serien tager de græske myter op igen, men giver historierne et moderne twist og viser, hvordan guderne boltrer sig rundt i nattelivets glæder. Guderne bruger ivrigt de sociale medier, kører rundt i dyre biler, og der sladres på livet løs. Brugen af kraftige farver til skitseagtige tegninger passer perfekt til denne webtoon. Serien holder lige nu en pause, men den kommer igen og med 190 afsnit, er der nok at gå i gang med.